Sverige, Stockholm, 2006
Chefen for Rigskriminalpolitiet, Lars Martin Johansson tager uopklarede sager personligt. Olof Palme mordet i 1986 er uopklaret. Han samler politiinspektør Anne Holt og de tre kriminalkommisærer Jan Lewin, Lisa Mattei og Yngve Flykt til et forsøg på at se med friske øjne på det, som han opfatter som grundigt forkludret af Hans Holmér i sin tid.
Det er soleklart at det i alt fald ikke er Christer Pettersson, der var morderen. Johanssons gamle ven, Bo Jarnebring, er sikker på at det var en glimrende skytte, der henrettede Palme og det passer slet ikke med Pettersson. Anne Holt bemærker at Jan Lewin virker nervøs, men hvorfor skulle han være det? Jan har lavet en meget langtrukken og detaljeret gennemgang af vidneforklaringerne og det fremgår klart at den gerningsmand, vidne 1 har set, forsvinder inden vidne 2 ser en mand, der virker mistænkelig. Så reelt har man kun eet vidne, der har set gerningsmanden og denne forsvandt ad en anden vej end den man har interesseret sig mest for.
Den nye efterforskning går sin gang og Flykt bliver hurtigt ædt af stakken af nye tips. De andre tre arbejder solidt og kvikt med at gennemgå det gamle materiale og sortere bras fra. Kriminalkommisær Evert Bäckström er havnet ved hittegodskontoret til hans nye chefs store fortrydelse. Da Bäckström gør sig bemærket ved at insistere på at tale med Johannsson personligt, leverer han samtidig ammunition til en personalesag og sin egen fyring, for Lars Martin Johansson er ikke så rar, når man har gjort sig uheldigt bemærket som politimand. Bäckström har en skummel forretningsforbindelse, GeGurra, døbt Juha Valentin Andersson Snygg, men med købt navneforandring til Gustaf G:son Henning. Denne har et tip om mordvåbnet, og Bäckström kommer i tanke om at hans kollega Göran Wiijnbladh passer find med GeGurras antydninger. Wiijnbladh har for år tilbage forsøgt at forgifte sin kronisk utro kone, men kom selv galt afsted og lider stadig under følgerne af en tallium-forgiftning. Politiet var flinke nok til at kalde det en arbejdsulykke og give ham en slags delpension.
En særlig rådgiver for Olof Palme, en grå eminence, blander sig også og er interesseret i Johanssons undersøgelser. Rådgiveren er rig, gammel og smældfed. Bäckström er bare gammel og ubehagelig at omgås. Hans tip får dem til at kigge på en chefkriminalpolitiinspektør Claes Adolf Waltin, som Lewin kan huske at have gjort et notat om, men det notat er ikke at finde mere? Waltin var ansat af lederen af Säpo, Erik Berg. Bäckström checker også Waltin, som druknede ved Mallorca i 1992. Han finder hurtigt ud af at Waltin var rig og interesserede sig meget for kvinder og sex, læder og kæder. Lewin forsøger at checke Waltins p-bøde, men den er væk. Holt forsøger at checke en revolver, men den er væk. Måden den er væk på peger på Wiijnbladh og han kan fortælle en sær historie om at han har fået en medalje og en hædersbevisning fra Säpo. Det viser sig at være Waltin, der har bundet ham en skrøne på ærmet. Men hvor blev revolveren af og hvordan druknede Waltin egentlig? Hans far er gammel nazist og overvist om at sønnen blev myrdet af socialdemokraterne. Holt opsporer gamle bekendte af Waltin og han lyder som et sadistisk misfoster, som burde være kvalt i navlesnoren. I stedet har han sandsynligvis skubbet sin egen berusede mor ud foran et tog.
Efterforskningen skrider langsomt frem og en af Waltins kumpaner, en Kjell Göran Hedberg, født 15 august 1944, tegner sig pludseligt som den mest sandsynlige morder. Lars Martin Johansson er ikke så begejstret, for efterforskningen viser også at hans egen kone, dengang hun hed Pia Hedin, havde et kortvarigt forhold til Weltin. Det vidste han godt i forvejen, men han har det dårligt med at det med sikkerhed bliver trukket frem i rampelyset, hvis han kommer frem med Palme-morderen.
De tre efterforskere begynder at bore i Hedbergs baggrund. Han har helt fra barnsben været følelseskold psykopat og klasselæreren Ossian Granh i folkeskolen var direkte bange for ham. Formentlig forsøgte han at slå gymnastiklæreren ihjel, fordi han ikke fik topkarakter. Johansson vil ikke spørge for tæt til Hedbergs bekendte for ikke at advare ham, hvis han stadig har tråde tilbage til Sverige. Fx ser søsteren Birgitta ud til måske at være bank for ham. Hverken Holt eller Mattei tager Johanssons direkte ordrer for andet end en henstilling og forsker videre. En anden sød detalje er at mange involverede kender hinanden, fx kan en advokat fortælle Johansson at den grå eminence frarådede en milliardær Jan Hugo at investere i en ny privat undersøgelse af Palme-mordet, for han kendte allerede morderne og det var bedre at leve i uvidenhed.
Den grå eminence er formand for Turing-klubben, der rummer de gamle kodeknækkere fra krigen og den kolde krigs tid. De diskuterer også Palme-mordet og når frem til at den væsentligste skade er tabet af Sveriges troværdighed.
Erik Berg er død for år tilbage, men en af hans håndgangne mænd, Åke Persson, er sprængstofekspert og også gode venner med den grå eminence. Mens Holt og Mattei med spansk hjælp, zoomer ind på Hedberg, er Persson allerede til stede og ved at rigge Hedbergs afskedssalut til. Hedberg bliver sprængt til helvede, så Johansson får ikke lov at koge lim på ham, men ellers ender historien godt med at Palme er hævnet og sagen kan arkiveres og båndlægges nogle snese år til alle har glemt alt. Lewin og Holt finder sammen og Mattei har også fundet sig en sød fyr, den veltrænede filmstuderende Johan. Johansson beslutter sig for at træde af. Evert Bäckström tror også at han har løst gåden, men han opnår blot at få et tossestempel på ryggen.

Bäckström er ligesom inspektør Morse på det punkt at hans hjerne ser ud til at køre på øl, vodka eller stærkere sager. ( )

Lidt for lang, men okay spændende krimi med et bud på, hvordan palmemordet i virkeligheden hænger sammen. ( )