Romanen bragte Turgenjev i vanskeligheder i sit hjemland. En af hovedpersonerne, Basárof, er nihilist på den værst tænkelige måde for sin skaber. For venstrefløjen var han ikke radikal nok i sine anskuelser, mens højrefløjen beskyldte Turgenjev for revolutionsromantik.

Siden er der løbet meget vand i åen, og selvom politiske magtkampe i 1800-tallets Rusland selvfølgelig ikke er helt uinteressant for en historiker, så er det helt andre sider af romanen, der gør den værd at læse i dag. Som titlen røber, så handler bogen om generationskløfter, og i forhold til den tematik kunne jeg genkende meget!

Handlingen er simpel: Studiekammeraterne Arkádi og Basárof vender hjem efter endte studier og besøger begges familier sammen og hver for sig. Basárof er intellektuelt dominerende med sin benhårde realisme, sin krigeriske retorik og kontante afvisning af al romantik: Adelens æresbegreber, kristendommen, troen på fædrelandet – det er alt sammen tomme fraser.

Arkádi er hans discipel, men han kommer til gengæld fra en højere stand. Hans far og onkel er adelsmænd med militær baggrund, mens Basárofs far er en simpel distriktslæge. Den baggrund har ikke gjort ham ydmyg; tværtimod kender hans selvbevidsthed og hovmod tilsyneladende ingen grænser.

I dag er brudfladerne selvfølgelig nogle andre, men fædre og sønner vokser stadig op i hver deres verden. Fædrene efterhånden plaget af tvivl og resignation, sønnerne stadig overbeviste om, at lige netop DE har fundet den sandhed, som så mange slægtled har forpasset. Som Arkádis far formulerer det:

”Min broder siger, at det er os, der har ret, tænkte han – og når jeg ser bort fra alle forfængelighedshensyn, så synes jeg også selv, at de unge er længere borte fra sandheden end vi. Og samtidig føler jeg, at der i deres overbevisning er noget, vi mangler, en … en slags overlegenhedsfølelse.” (s. 66-67)

Modsætningerne skærpes af Basárofs arrogance, men hvis det blev ved konfrontation, ville det ikke være stor kunst. Trods alle ideologiske overbevisninger falder vennerne i romantikkens fælde, og selv Basárofs hjerte er ikke gjort af sten, når det kommer til stykket. Og trods hans afvisning af klassesamfundet, så er det dog klasseforskellene, der gør hans kærlighed umulig, også i hans egne øjne.

Fædre og sønner er stadig en vedkommende bog. Du skal læse romanen, ikke fordi den handler om nihilisme, men fordi den er en smuk skildring om overgangen til voksenlivet, hvor forholdet til forældrene bliver kompliceret og anspændt i stedet for at være nemt og ligetil. (Nå ja, og så er den efter russisk romanstandard overkommelig i sidetal og persongalleri...) ( )