Klik på en miniature for at gå til Google Books
Indlæser... Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil (Penguin Classics) (original 1963; udgave 2006)af Hannah Arendt (Autor)
Work InformationEichmann i Jerusalem : en rapport om ondskabens banalitet af Hannah Arendt (1963)
Indlæser...
Bliv medlem af LibraryThing for at finde ud af, om du vil kunne lide denne bog. Der er ingen diskussionstråde på Snak om denne bog.
Adolf Eichmann administrerte Nazi-Tysklands deportering av jøder til utryddelsesleirene, og sto i 1961 tiltalt for "forbrytelser mot det jødiske folk og mot menneskeheten". Filosofen og statsviteren Hannah Arendt, som selv hadde sittet i Gestapos fengsel, dekket rettssaken i Jerusalem som reporter for magasinet The New Yorker. Det vår fornuft ikke kan fatte, hevdet hun, var at denne 55-årige, skallete, tynne, lutende og pregløse noksagt av en forhenværende SS-Obersturmbannführer, der han satt i glassburet i Jerusalem i 1961, kunne ha forvoldt så mye lidelse fra sitt skrivebord. Hannah Arendts bok reiser de ufravikelige og ubehagelige spørsmål om ondskapens vesen i vår tid: Er så mye lidelse bare mulig fordi offeret umenneskeliggjøres som "undermennesker" av altomfattende ideologier? Er slike forbrytelser bare mulig fordi de kan dirigeres av skrivebordsmordere langt fra ofrenes skrik og nedverdigelser? Er slike massive folkemord bare tenkelig i et byråkrati som pulveriserer det personlige ansvar? I dagens Europa er Adolf Eichmann en uhyggelig påminnelse om hvilke grusomheter et lydig menneske kan få seg til å begå, når ønsket om å tekkes sine overordnede overskygger alt. "Det er min dype overbevisning at ondskapen aldri er 'radikal', at ondskap bare er ekstremt, og at ondskapen verken besitter dybde eller en demonisk dimensjon. ... Der ligger dens 'banalitet'. Bare det gode har dybde og kan bli radikalt." Hannah Arendt i et brev til Gershom Scholem, 1963 "I Hannah Arendts person møtte jeg en hel epoke i europeisk politisk kultur. Hun er en personlighet som har fulgt meg siden, og som ingen kan unngå som ønsker å forstå 'vår tids byrde', de totalitære diktaturer." Professor Bernt Hagtvet i det innledende essayet til Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskapens banalitet. Tilhører ForlagsserienIndeholdt iIndeholderHar kommentartekstHæderspriserNotable Lists
Den tysk-amerikanske filosof og korrespondent Hannah Arendt (1906-1975) dækkede 1961 retssagen i Jerusalem mod Adolf Eichmann (1906-1962), embedsmanden, der stod bag transporten af jøderne til de tyske udryddelseslejre under 2. verdenskrig. No library descriptions found. |
Current DiscussionsIngenPopulære omslag
Google Books — Indlæser... GenrerMelvil Decimal System (DDC)940.5318092History and Geography Europe Europe 1918- World War II Social, political, economic history; Holocaust Holocaust History, geographic treatment, biography Holocaust victims biographies and autobiographiesLC-klassificeringVurderingGennemsnit:
Penguin AustraliaEen udgave af denne bog er udgivet af Penguin Australia. Tantor MediaEen udgave af denne bog er udgivet af Tantor Media. |
Bogen er først og fremmest en reportage om en konkret retssag mod en bestemt person for specifikke forbrydelser. Arendts beskrivelse af holocaust og hendes teser om Eichmanns personlighed har hele tiden dette udgangspunkt, og selvom hun argumenterer for sagens berettigelse, så skoser hun samtidigt anklagerens forsøg på at hænge ham op på hele jødeforfølgelsen, når hans konkrete handlinger var alt rigeligt til at dømme ham.
Diskussionen om det rimelige i at dømme Eichmann i et andet land og med tilbagevirkende kraft for gerninger han åbenlyst udførte under ordrer gennemsyrer hele bogen, og Arendts påstand er altså, at sagen var i orden. Dens formål var at skaffe ofrene retfærdighed, og med dette formål for øje kunne alle juridiske og filosofiske indvendinger fejes til side. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig med hende i den vurdering, men den lidenskabelige argumentation er interessant.
Adolf Eichmann organiserede transporterne til dødslejrene fra det besatte Europa, og det er netop hans funktion som upersonlig bureaukrat, der gav anledning til tesen om ondskabens banalitet: At han ikke var motiveret af had, men at han ”bare” passede sit job og plejede sin karriere og samtidig manglede empati for sine ofre.
Therkel Stræde gennemgår, hvordan forskningen efterfølgende har afkræftet denne teori. Eichmann og hans ligesindede var nok bureaukrater, men de var også fanatiske antisemitter, hvis flid og ihærdighed var drevet frem af ideologisk overbevisning. Selv uden dette bidrag fra senere forskning er det dog klart, at bureaukratiet ikke alene kunne forklare holocaust. Det var givetvis en forudsætning for at gennemføre en så omfattende og så kompliceret operation, men bag maskinens effektivitet lå hele tiden politisk pres og styrets ideologiske grundlag.
Arendt frikender da heller ikke Eichmann, selvom hun ser ham som en tom skal afstivet af karrieretænkning og meningsløse fraser. I sidste ende er også bureaukraten ansvarlig for sine handlinger, og selvom hans funktion måske kunne være udført af hvem som helst, så blev den altså udført af ham. Ordrer, tidens mentalitet og krigens nødvendighed kan være forklaringer, men aldrig undskyldninger for deltagelsen. Det bemærkes allerede tidligt, at det tredje rige var så forskruet, at almindelig logik blev sat ud af kraft: ”Det var imidlertid kun ’undtagelserne’, som kunne forventes at reagere ’normalt’ under forholdene i Det Tredje Rige. Denne enkle sandhed skabte et dilemma for dommerne, som de hverken kunne undslippe eller løse.” (s. 37)
I sidste ende må historien bedømmes moralsk, uanset hvor problematisk det kan være. Arendt er skarp i sin kritik af de jødiske råd, der i langt de fleste lande presses af nazisterne til at stå for det grove arbejde med registrering af jøderne og deres ejendom og således bliver medvirkende til deres egen undergang. Arendt respekterer, at personlig vinding ikke spillede nogen rolle for dem, men hun viser meget klart, at alene anerkendelsen af at der findes en defineret gruppe jøder, der kan have egne repræsentanter og dermed adskiller sig fra befolkningen som helhed, er først skridt mod udskillelse og udslettelse. Angrebene på de jødiske ledere førte til fordømmelse og det virker da også ret oplagt, at Arendt trods sin jødiske baggrund og studier af holocaust havde været for langt fra begivenhederne til at forstå det umådelige pres jøderne var under. Den moralske bedømmelse gælder også hendes yndlingseksempel Danmark, hvor hun gentager de mest banale myter om redningen af jøderne i 1943. Den historie kan læses bedre andre steder.
I sidste ende kan bogen dog anbefales på det varmeste. Kombinationen af konkret begivenhedshistorie, sociologisk refleksion og dybfølt indignation gør ’Eichmann i Jerusalem’ til et stimulerende og alt andet end banalt værk om menneskets uendelige potentiale for moralsk forfald.