As they approached Le Havre, Priller climbed for cover in the clouds. They flew for a few more minutes and then broke through. Below them was a fantastic fleet-hundreds of ships of every size and type, stretching endlessly, it seemed, all the way back across the Channel. There was a steady procession of landing craft carrying men toward shore, and Priller could see the white puffs of explosions on and behind the beaches. The sands were black with troops, and tanks and equipment of all sort littered the short line. Priller swept back into the clouds to consider what to do. There were so many planes, so many battleships offshore, so many men on the beaches, that he figured he’d have time for just one pass over the beaches before being shot down. There was no need for radio silence now. Almost lightheartedly, Priller spoke into his microphone. “What a show! What a show!” he said. “There’s everything out here-everywhere you look. Believe me, this is the invasion!” Then he said, “Wodarczyk, were going in! Good luck!” They hurtled down toward the British beaches at over 400 m.p.h., coming in at less than 150 feet. Priller had no time to aim. He simply pressed the button on his control stick and felt his guns pounding. Skimming along just over the tops of men’s heads, he saw upturned, startled faces. On Sword, Commander Philippe Kieffer of the French commandos saw Priller and Wodarczyk coming. He dived for cover. Six German prisoners took advantage of the confusion and tried to bolt. Kieffer’s men promptly mowed them down. On Juno Private Robert Rogge of the Canadian 8th Infantry Brigade heard the scream of the planes and saw them “coming in so low that I could clearly see the pilots’ faces.” He threw himself flat like everyone else, but he was amazed to see one man “calmly standing up, blazing away with a Sten gun.” On the eastern edge of Omaha, Lieutenant (j.g.) William J. Eisemann of the U.S. Navy gasped as the two FW-190s, guns chattering, zoomed down “at less than fifty feet and dodged through the barrage balloons.” And on H.M.S Dunbar, Leading Stoker Robert Dowie watched every antiaircraft gun in the fleet open up on Priller and Wodarczyk. The two fighters flew through it all unscathed, then turned inland and streaked up into the clouds. “Jerry or not,” said Dowie, unbelievingly, “the best of luck to you. You’ve got guts.”
Indeholder tre dele: "Ventetiden", "Natten", "Dagen".
Operation Overlord følges tæt, månederne før, dagen før, natten og selve dagen. Feltmarskal Erwin Rommel har med vilje gjort det svært at vide hvor han er, men det giver bagslag, for tilfældigvis er han væk fra fronten i to dage. Michel Hardelay på 31 år er med familien på ferie i det fredelige Normandiet, men kommer først derfra 4 måneder senere. Den øverstbefalende over hele operationen, General Dwight D. Eisenhower afblæser invasionen den 5. juni pgra dårligt vejr og griber den spinkle chance dagen efter, hvor vejret er knap så umuligt. Det tager tyskerne lang tid at fatte at det denne gang er alvor, for der har været masser af falske alarmer tidligere og de har også været overbevist om at vejret denne dag er for dårligt til en invasion.
Rommel har lavet masser af dødsfælder på strandene, men der er trods alt mange tusinde kilometer kyst at forsvare, så nogen atlantvold er det langt fra.
Bogen beskriver fint en række episoder, som langt fra går som planlagt, men hvordan vilje og held alligevel hjælper angriberne. Feltmarskal Erwin Rommels mange dødsfælder, fx de oversvømmede enge, sinker invasionen og koster mange allierede soldater livet, men til gengæld er det en katastrofe for tyskerne at han er væk på dagen. Han har med vilje gjort det svært at vide hvor han er, men det giver bagslag, for tilfældigvis er han væk fra fronten i to dage og der er forvirring om hvordan man får fat i ham.
Den eneste pansereskadrille i området står klar og er spækket med kampvante mænd, men ingen giver signalet til at sætte den ind. I lang tid er der et farligt hul i baglandet, hvor et modangreb med kampvogne kunne sættes ind, men tyskerne opdager det ikke. I det hele taget tager det lang tid før Hitler underrettes om "angrebet i Normandiet" og endnu længere før alvoren går op for hovedkvarteret.
Da Panzer Lehr og 12. SS bliver frigivet af OKW 10 timer senere er det for sent. 21. Panzerdivisions modangreb slår ynkeligt fejl. De mister 6 ud af 35 kampvogne på et kvarter og i alt går 10 kampvogne tabt inden de trækker sig tilbage.
Rommel får endelig besked og bliver dybt deprimeret. Ved juni måneds udløb rapporterer han sine tab som 28 generaler, 354 officerer og ca 250.000 mand.
Superspændende og godt skrevet bog. ( )