

Klik på en miniature for at gå til Google Books
Indlæser... The Violent Bear It Away (original 1960; udgave 2007)af Flannery O'Connor
Work InformationVoldsmænd river det til sig af Flannery O'Connor (1960)
![]() » 6 mere
ingen anmeldelser | tilføj en anmeldelse
Tilhører ForlagsserienIndeholdt iIndeholder elevguide
No library descriptions found. |
Populære omslag
![]() GenrerMelvil Decimal System (DDC)813.54Literature English (North America) American fiction 20th Century 1945-1999LC-klassificeringVurderingGennemsnit:![]()
|
Tarwater vokser op hos sin grandonkel Mason Tarwater, der ganske enkelt har kidnappet ham hos sin nevø Rayber og slæbt ham ud på en isoleret gård et sted i Georgia. Og da Rayber prøver at få ham tilbage, hiver han haglbøssen frem og blæser øreflippen af ham, og så er den sag afgjort. På gården går tiden med at dyrke majs, lave brændevin og spise svinekød, mens onklen dag ud og dag ind indprenter drengen, at han er profet, og at han skal døbe Raybers søn Bishop, når Mason selv er død og begravet.
Da Mason dør, står Francis pludselig på egne ben. Mens onklen stadig sidder død ved morgenbordet, spekulerer han over, hvad han nu skal gøre. Det første bud er at begrave den døde, men noget i ham vægrer sig ved at opfylde hans ønske. I onklens fanatiske optik er jordbegravelsen den eneste kristne afslutning, og hvis Francis opfylder dette ønske, er han allerede godt på vej til at blive det instrument for herren, som onklen har forudsagt.
I stedet stikker han ild til gården og opsøger Rayber. Hans kone har forladt ham, fordi hun ikke kunne holde deres handicappede søn Bishop ud, og Rayber er selv håbløst splittet mellem kærlighed til drengen og foragt for barnet, der i hans øjne ikke lever op til almindelig menneskelighed. Bishop er fra starten fascineret af Francis, der dårligt kan holde styr på sig selv i hans selskab. Han foragter ham i endnu højere grad, og samtidig føler han sig uhjælpeligt draget af drengen, der hele tiden frister ham til dåben og dermed til at realisere onklens vision for ham.
At læse O’Connor er som at læse en græsk tragedie. Både læser og hovedperson kender spådommen, og selvom Tarwater desperat prøver at vride sig fri af forudsigelsen, så ender det alligevel uvægerligt med at tragedien fuldbyrdes. For læseren ligger befrielsen ikke i heltens endelige sejr, men derimod i konfrontation med og accept af de bindinger, der omgiver menneskelivet. Om det så opleves som en befrielse eller bare som et kvælende greb om struben er en anden sag.
Det kan derimod ikke diskuteres, at O’Connor har fat i kraven på læseren. Det er ubehageligt at læse de barske ord om den uskyldige Bishop, og hun skriver personerne frem, så man fornemmer det vanvid, der lurer lige under den rolige overflade. Det er ganske enkelt svært at lægge bogen fra sig, før slutningen er åbenbaret. (