En måned er for længe at være i gang med en bog som denne. For mange forløb og personer at holde rede på - og det er synd. Og det er selvfølgelig min egen skyld. Der skulle et sygeleje til for at jeg hakkede nogle ordentlige lunser af den - og nu har læst den færdig.

Og hvad så? Som altid er Carré god (det er han bare). Personbeskrivelserne er fængslende (kvinderne er sådan nogle man gerne vil møde, og mændene af en sådan kaliber, man gerne selv ville være) altså ren ønsketænkning. Bogens plot med de to (absolutte) venner fylder mindre end fortællingen om den ene - Ted Mundy, der bærer hele bogen hjem. Igen får man et spændende bud på, hvordan spionverden kan være skruet sammen - og hvad der sker for de sjæle, der efter 1989 pludselig skulle finde en anden knage at hænge deres liv på.

At jeg ikke giver bogen mere end de tre stjerner skyldes to ting:
1 - Når jeg går i gang med en Carré-bog sker det altid med en enorm forventning og glæde (unfair? Måske, men så kan han lade være med at være så god, generelt!), dette forventningspres klarer han ofte, men ikke denne gang.
2 - I forhold til tidligere synes jeg den gode Carré er blevet lidt for pladderhumanistisk. Det er slet ikke til at have, at le Carré-lekture ender med at blive tudekællingers natlæsning. Det skal være mere hårdkogt, Cornwall.
For nylig (faktisk d. 11. september (2008)) havde Carrés seneste epos "Marionetten" verdenspremiere, på dansk endda. Anmeldelserne af denne hælder til det samme - at der går for meget Frelsens Hær i den. Måske er det en ny Carré, der på sine gamle dage er i gang med at redde sig en plads i himlen... (Jeg kunne bedre lide den mere kyniske stil, hvor det ikke primært var verden - eller en plads i himlen, der skulle reddes).

(Et lille højdepunkt i bogen, der alene kunne have hevet den op fire stjerner (hvis ikke jeg var så sur) er beskrivelsen af
- først ca. 10 års gode og kærlige år mellem Ted og Cate, lige indtil
- Cate på en utroligt kvindelistig facon - i ét hug - indirekte og lusket får fortalt Ted at de skal skilles, at der ny mand i sengen, og at Ted iøvrigt bare har at makke ret.
En anden af Cates finest hours er til sidst, hvor hun totalt, i karrierens navn, afskriver sig de ti gode år med Ted). Det er altså uhyggelig hverdagsdrama - og godt.

Men kom igen, Johnnie - og hvis ikke, så er der rigeligt i bagkataloget at (gen-)læse. Mine favoritter:
Iscenesat, Natportieren, En perfekt spion. tak tak ( )