Manden der går tur består af en række korte episoder med ingen eller kun ganske få replikker, og de handler alle sammen om gåture. På overfladen sker der ikke det helt store. Der er ture i regn. Et møde med en fuglekigger. Opdagelsen af et smukt kirsebærtræ.

Men vandreren er faktisk fyldt med eventyrlyst, og han tager imod de oplevelser, der byder sig til. Det er jo ikke helt almindeligt, at en midaldrende kravler op i et træ for at redde et modelfly ned, eller at han kravler over hegnet for at tage sig en natlig svømmetur i et badebassin. Først og fremmest er han uendeligt nysgerrig og iagttager omhyggeligt mennesker, bygninger og natur på sin vej.

Taniguchi dvæler ved det nære, og budskabet er tydeligvis, at vi skal få øjnene op for skønheden i vore omgivelser og i det liv, som vi lever hver eneste dag. Oversætteren Mette Holm kalder i forordet bogen for ”zen-agtig,” og det rammer også meget godt min oplevelse af den.

Manden der går tur har ikke samme eksistentielle dybde som Taniguchis mesterværk Min fjerne barndomsby, der udkom på dansk for et par år siden. Men det er en fin bog, der får dig til at geare ned og kigge på dit nærmiljø med nye, nysgerrige øjne. ( )

http://bogbrokken.blogspot.com/2011/11/jiro-taniguchi-manden-der-gar-tur-2011.ht... ( )