USA, Maine, Castle Rock, 1980
I 1970 dræbte Frank Dodd, servitricen Alma Frechette, i 1971 en high school studerende Cheryl Moody, i 1974 en køn pige Carol Dunbarger, i 1975 en lærer Etta Ringgold og i starten af vinteren samme år en pige Mary Kate Hendrasen. Og til sidst begik han selvmord. Byen har lært at leve med sårene, men det onde er ikke væk.
???. ( )

Cujo er en godmodig og kærlig Sankt Bernhardshund, som aldrig kunne drømme om at gøre en flue fortræd. Han bor hos familien Cambers på en gård for enden af en blind vej. Den nærmeste nabo er den invalide krigsveteran Gary Pevier, Joe Cambers drikkekammerat og én af de få, Joe kalder en ven.

Men en dag lader Cujo naturen gå over opdragelsen. Han begiver sig på kaninjagt, og det ender med, at han bliver bidt af en flagermus med rabies. Et bid, som får fatale konsekvenser.

Også den hjemmegående husmor, Donna Trenton, bliver bidt af et skadedyr – i hvert fald i overført betydning. I frustration over manglende indhold i sit liv har hun indledt et forhold til tennistræneren Steve Kemp, selvom hun egentlig stadig elsker sin mand, Vic. Da hun beslutter sig for at afslutte forholdet, tager Steve det ikke særligt pænt og sender et anonymt brev til Vic.

I småtingsafdelingen hører, at deres bil er gået i stykker, så Donna må tage den til mekanikeren, mens Vic er på forretningsrejse. Deres sædvanlige mekaniker har ikke tid, og i stedet kører Donna ud til Cambers gård sammen med den 4-årige søn, Tad.

Ikke så snart er de ankommet til gården, før bilen dør fuldstændig, og nu er de pludselig alene med Cujo, som efterhånden er blevet sindssyg af hundegalskab. Det er højsommer, og inde i bilen bliver der stegende varmt.

”Dræberhunden Cujo” er én af Kings allerbedste bøger. Den er skrevet i 1981 og blev filmatiseret i 1983 – men med en anden slutning end bogens for at slippe gennem censuren.

Som man kan se af det foregående, er der flere dramaer i historien. Det største – og mest intense efter min mening – er dog mødet mellem Cujo og Donna på den øde gårdsplads. Stephen King formår simpelthen at gå ind i hovedet på såvel hund som kvinde og skaber en liv-og-død scene, der bør gå over i historien.

Hvis du ikke kan lide de overnaturlige elementer, der findes i nogle af Kings bøger, så kan du roligt læse ”Dræberhunden Cujo”. Her er det virkelighedens dramaer, King tager under skræmmende behandling. Og som sædvanlig gør han det fremragende. ( )