På dette site bruger vi cookies til at levere vores ydelser, forbedre performance, til analyseformål, og (hvis brugeren ikke er logget ind) til reklamer. Ved at bruge LibraryThing anerkender du at have læst og forstået vores vilkår og betingelser inklusive vores politik for håndtering af brugeroplysninger. Din brug af dette site og dets ydelser er underlagt disse vilkår og betingelser.
Science fiction-roman om en berømt matematiker der har profeteret et verdensomspændende imperiums undergang og derfor grundlægger to kolonier, som i årenes løb gennemgår en lang række kriser.
JonTheTerrible: The pace of these books are similar as well as the topics they cover: society and government. The science plays only a small role in both books but is present enough to successfully build the worlds in which the characters inhabit.
karnoefel: de eerste drie foundation boeken in een robuuste hardcoverband. Dit boek was een van de eerste sf boeken die ik las in de jaren 70 in de bibliotheek van Tegelen
br77rino: Pebble in the Sky is the first book Asimov wrote regarding the Galactic Empire, a subject he used in his later masterpiece trilogy, Foundation.
Asimov er ubestrideligt en af science fiction genrens store pionerer, både kendt for hans fortællinger om robotter og de tre love, der skal styre dem, og for den episke fortælling om Stiftelsen, som bogen hedder på dansk. Fortællingen er inspireret af Edward Gibbons The Decline and Fall of the Roman Empire, og historien er da også placeret i en tid med forfald og ny vitalitet. Vi befinder os i en fjern fremtid, hvor hele galaksen er underlagt et imperium, der er ved gå til i et overdimensioneret center hvis kvælende bureaukrati er ved at æde sig selv op.
For Hari Seldon, den førende teoretiker inden for psykohistorie, er undergangen uundgåelig, og måske endda en naturlig konklusion på imperiets vækst, hvis man tager udgangspunkt i et cyklisk historiesyn. Han er til gengæld sikker på, at tiden til civilisationens genfødsel (den mørke middelalder) kan begrænses med den rette planlægning. Det er alt sammen et spørgsmål om at stille brikkerne rigtigt op og puffe til den første domino, så vil de psykohistoriske love og den statistiske sandsynlighed klare resten.
Midlet er etableringen af to stiftelser i hver sin ende af galaksen. Her skal videnskabelige selskaber udarbejde en galaktisk encyclopædi, hvor imperiets samlede viden kan opsamles og videregives til de kommende generationer. Eller sådan ser det i hvert fald ud i starten, for efter fyrre år er det civile samfund rundt om akademiet blevet så stærkt, at det kræver sin egen politiske ledelse. Og det er slet ikke en fejl: Hari Seldon har nemlig også forudset, at stiftelsen skal gennemgå en række kriser og på den måde flytte sig til det næste niveau i den naturlige samfundsudvikling. Hegel har ikke levet forgæves.
I romanen bliver hver enkelt krise personificeret af konkrete personer – typisk en repræsentant for den samfundsgruppe, der skal overtage magten på det næste udviklingstrin. Selvom imperiet består af millioner af solsystemer og mange, mange milliarder mennesker, så er persongalleriet ret lille. Det afspejler igen det særlige syn på historie og ledelse, hvor udviklingen drives af geniale enere.
Romanens enkelte episoder er interessante nok, men jeg var skuffet over, at der var så lidt science fiction over bogen. Bortset fra en udbredt brug af atomkraft, er der stort set ikke særlige teknologier på banen, de enorme afstande spiller ingen rolle, og der er intet forsøg på for alvor at konstruere interessante og anderledes verdener. Det handler mere om sociologi og historiefilosofi end om fremtiden.
Nu har jeg efterhånden læst en del science fiction klassikere fra midten af 1900-tallet, og uanset hvor godt de reflekterer over rumrejser eller robotteknologi, så er det irriterende, at de i så høj grad udspringer af deres egen tid. I Foundation er der ingen kvinder, og selvom nogle navne er lidt fremmedartede, så er de enten vestlige eller sammensat af vestlige stavelser: Lewis, Hardin, Anselm osv. Der er noget umiskendeligt amerikansk over hver og en.
Mine forventninger til Foundation var store, og jeg glæder mig til at se, hvordan Asimov fører historien videre. Det var bare lidt skuffende, at en så stor historie blev reduceret til historier, der føltes lidt … små. ( )
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
Post-1973 reissues: To the memory of my mother (1895–1973)
1951 issue: To my Mother
Of whose Authentic Gray Hairs Not a few were caused by myself.
Første ord
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
HARI SELDON ... born in the 11,988th year of the Galactic Era: died 12,069.
ENCYCLOPEDIA GALACTICA
His name was Gaal Dornick and he was just a country boy who had never seen Trantor before.
Citater
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
It pays to be obvious, especially if you have a reputation for subtlety.
Violence is the last refuge of the incompetent.
Violence is the last refuge of the competent.
He had brought down his first Nyak when scarcely thirteen; had brought down his tenth the week after his accession to the throne; and was returning now from his forty-sixth.
‘Fifty before I come of age,’ he had exulted. ‘Who’ll take the wager?’
But courtiers don’t take wagers against the king’s skill. There is the deadly danger of winning.
Sidste ord
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
Let my successors solve those new problems, as I have solved the one of today.'
KORELL ... And so after three years of a war which was certainly the most unfought war on record, the Republic of Korell surrendered unconditionally, and Hober Mallow took his place next to Hari Seldon and Salvor Hardin in the hearts of the people of the Foundation.
Science fiction-roman om en berømt matematiker der har profeteret et verdensomspændende imperiums undergang og derfor grundlægger to kolonier, som i årenes løb gennemgår en lang række kriser.
▾Biblioteksbeskrivelser af bogens indhold
No library descriptions found.
▾LibraryThingmedlemmers beskrivelse af bogens indhold
For Hari Seldon, den førende teoretiker inden for psykohistorie, er undergangen uundgåelig, og måske endda en naturlig konklusion på imperiets vækst, hvis man tager udgangspunkt i et cyklisk historiesyn. Han er til gengæld sikker på, at tiden til civilisationens genfødsel (den mørke middelalder) kan begrænses med den rette planlægning. Det er alt sammen et spørgsmål om at stille brikkerne rigtigt op og puffe til den første domino, så vil de psykohistoriske love og den statistiske sandsynlighed klare resten.
Midlet er etableringen af to stiftelser i hver sin ende af galaksen. Her skal videnskabelige selskaber udarbejde en galaktisk encyclopædi, hvor imperiets samlede viden kan opsamles og videregives til de kommende generationer. Eller sådan ser det i hvert fald ud i starten, for efter fyrre år er det civile samfund rundt om akademiet blevet så stærkt, at det kræver sin egen politiske ledelse. Og det er slet ikke en fejl: Hari Seldon har nemlig også forudset, at stiftelsen skal gennemgå en række kriser og på den måde flytte sig til det næste niveau i den naturlige samfundsudvikling. Hegel har ikke levet forgæves.
I romanen bliver hver enkelt krise personificeret af konkrete personer – typisk en repræsentant for den samfundsgruppe, der skal overtage magten på det næste udviklingstrin. Selvom imperiet består af millioner af solsystemer og mange, mange milliarder mennesker, så er persongalleriet ret lille. Det afspejler igen det særlige syn på historie og ledelse, hvor udviklingen drives af geniale enere.
Romanens enkelte episoder er interessante nok, men jeg var skuffet over, at der var så lidt science fiction over bogen. Bortset fra en udbredt brug af atomkraft, er der stort set ikke særlige teknologier på banen, de enorme afstande spiller ingen rolle, og der er intet forsøg på for alvor at konstruere interessante og anderledes verdener. Det handler mere om sociologi og historiefilosofi end om fremtiden.
Nu har jeg efterhånden læst en del science fiction klassikere fra midten af 1900-tallet, og uanset hvor godt de reflekterer over rumrejser eller robotteknologi, så er det irriterende, at de i så høj grad udspringer af deres egen tid. I Foundation er der ingen kvinder, og selvom nogle navne er lidt fremmedartede, så er de enten vestlige eller sammensat af vestlige stavelser: Lewis, Hardin, Anselm osv. Der er noget umiskendeligt amerikansk over hver og en.
Mine forventninger til Foundation var store, og jeg glæder mig til at se, hvordan Asimov fører historien videre. Det var bare lidt skuffende, at en så stor historie blev reduceret til historier, der føltes lidt … små. ( )