Romanens fortæller er Jean Louise Finch, kaldet Scout, der vokser op i 1930’ernes Alabama. Hun bor sammen med sin storebror Jem og faderen Atticus Finch. Moderen er død, men den sorte køkkenpige Calpurnia er også en fast del af hjemmet.

Romanen strækker sig over tre år, og fokus er i første omgang på børnenes liv. Om sommeren hænger de ud med drengen Dill, der er på besøg hos en af naboerne, og dagene går med rollespil og lege – hvis de da ikke prøver at lokke den mystiske Boo Radley ud af hans hus lidt længere nede af gaden. Radley har som ung været i konflikt med loven, og efter han vendte hjem, har han ikke vist sig offentligt. Det har selvfølgelig gjort ham til en levende legende blandt kvarterets unger, og selvom Atticus insisterer på, at Jem og Scout lader ham være i fred, kan de ikke holde sig væk.

Atticus er en fremtrædende borger i det lille Maycomb County. Han er både advokat og medlem af statens lovgivende forsamling, og så er han bare et godt og retskaffent menneske og en god far. Han lader børnene opdage verden på egen hånd, og han har ikke travlt med at gøre datteren, der orienterer sig mod broderen og ikke er meget for typiske pigeaktiviteter, til en lille dame. Det vækker selvfølgelig opsigt i den lille by, men der er også masser af fornuftige mennesker, der er enige med ham.

Scout begynder i skole, og da vi er nået til det tredje forår begynder tingene at ændre sig. Atticus begynder at tale om en vanskelig sag, og i skolen driller klassekammeraterne Scout med, at hendes far er en ”niggerelsker”. Årsagen er, at Atticus er blevet udpeget til forsvarer for den sorte Tom Robinson, der er anklaget for at have voldtaget den unge kvinde Mayella Ewell. Hele byen foragter familien Ewell, der er fattig og fordrukken, men det er selvfølgelig underordnet i det raceopdelte samfund.

Retssagen er et af bogens højdepunkter. Børnene sniger sig ind på balkonen sammen med de sorte tilhørere, og herfra kan de se faderen pille anklagerens sag fra hinanden. De kan også følge med i, hvordan den myndige dommer Taylor styrer slagets gang, mens han gnasker en cigar fra ende til anden. Resultatet er måske nok givet på forhånd, men forløbet afslører alligevel et underliggende ubehag ved et system, hvor hudfarve er vigtigere end retfærdighed.

Romanen er en amerikansk klassiker, og det er ikke uden grund. Den virker som en drejebog til progressive hvides holdning til den sorte borgerrettighedsbevægelse i 1960’erne, men den er tydeligvis også et produkt af sin tid. Lees fremstilling af de sorte som fornuftige, renvaskede og ædle virker næsten som en karikatur og står i skarp kontrast til de fattige hvide, der nærmest beskrives som vilde dyr. Omvendt tildeles de sorte nærmest ingen agens: De er ofre for de hvides undertrykkelse, eller de hjælpes af den hvide advokat, men de træder aldrig frem som selvstændige, handlende individer.

Jeg var meget begejstret for Dræb ikke en sangfugl. Scout er en interessant hovedperson med en distinkt stemme, og selvom man godt kan undre sig over, hvordan børnene formår at få adgang til alle de afgørende begivenheder, så giver det historien en lethed, at den fortælles fra deres perspektiv. ( )

Uforglemmelig skildring af to børns opvækst i depressionens Alabama. Faderen, der er sagfører, forsvarer en sort mand, og det får stor betydning for børnene. Eminent beskrivelse af tiden set fra en otteårig piges synspunkt. ( )