Biernes hemmelige liv (2002)

Det er ikke noget tilfælde, at Sue Monk Kidd beskæftiger sig med bier og biavl i sin roman fra 2002. Bistader er kvindeverdener med én mor og et arbejdsfællesskab mellem døtrene/søstrene, og bogen handler i høj grad også om kvindefællesskaber – bare i menneskenes verden.

Lily Owens er fjorten år og dybt ulykkelig. Hendes far er en tyran, der straffer hende brutalt og stort set aldrig viser, at han holder af hende. Lilys mor er død ti år tidligere i en vådeskudsulykke, hvor det oven i købet var Lily, der trykkede på aftrækkeren.

Nu er sommeren kommet til South Carolina, og året er 1964. Med præsident Johnsons underskrift på borgerrettighedslovene er der lagt op til en konfrontation med raceadskillelsen overalt i sydstaterne. Rosaleen, Lilys farvede barnepige, bliver overfaldet af tre hvide mænd, da de tager til byen for at Rosaleen kan blive registreret som vælger.

Desperat lykkes det Lily at befri hende fra fængslet, og på flugt fra både politiet og faderen drager de mod byen Tiburon. Lily har nemlig fundet et par enkelte ting fra sin mor, og navnet står på bagsiden af et billede af Den sorte Madonna – et billede, hvor Maria skildres som sort – og da de først kommer til Tiburon, opdager Lily, at billedet bruges som varemærke for honning, bivoks og lys. Biavleren er August Boatwright, der bor sammen med sine søstre May og June i et lyserødt eventyrhus.

Søstrene er sorte. Alligevel lader de både Lily og Rosaleen flytte ind, selvom de tydeligvis ikke tror på Lilys historie. Der går ikke længe, før Lily kommer i lære som biavler, og sammen med Rosaleen finder hun ro og mening i arbejdet. De lærer også Marias døtre at kende. Det er en privat sekt, der tilbeder en gammel statue af Vor Frue med August som åndelig vejleder.

Undervejs samler Lily mod til at spørge August, om det hun søger mere end noget andet: Sin mor. Navnet på billedet må jo være kommet et sted fra, men det er ikke nemt at tage hul på samtalen. For hvis svaret er nej, vil slut med det sidste håb om at lære moderen at kende.

Selvfølgelig spiller race en rolle i bogen. Selvom der er konfrontationer, skrives romanen tydeligvis fra en tidsalder, hvor kun de mest formørkede kan finde på at støtte raceadskillelse, og derfor behøver den ikke være et kampskrift. I virkeligheden udspringer romanen mere af kvindefrigørelsen, der var en anden af tidens store sociale bevægelser. Der er mænd i familien Boatwrights liv, men de er bipersoner i romanens fortælling om at finde sit (mødrene) ophav og et fællesskab af søstre på tværs at familier og etnicitet.

Det er ikke bare en roman OM kvinder, det er også en roman FOR kvinder. Det er melodrama med stort M, og forudsigeligt nok blev den hurtigt filmatiseret. Jeg hyggede mig alligevel med at høre bogen – fin indlæsning af Dianna Vangsaa – men der var tidspunkter, hvor honningen flød lidt for rigeligt ned over siderne, hvor August var lidt for livsklog og hvor biavlertilværelsen var lidt for filosofisk. ( )