Der er en stribe klassiske motiver på spil i Paveses roman fra 1950: Længslen efter hjemstavnen og den svære tilbagevenden på den ene side, og borgerkrigens ødelæggende virkninger på den anden. Fraværet og problemerne med at vende hjem har været dyrket i europæisk litteratur siden Homer, men motivet er uopslideligt. Pavese forløser det i en melankolsk tone af tab og ødelæggelse.

Den navnløse fortæller voksede op i Belbodalen i Piedmonte i Norditalien. Han var horeunge og blev mod betaling anbragt af fattigvæsenet hos en ussel landarbejderfamilie. Tilværelsen var hård, men han lærte den lidt ældre dreng Nuto at kende, og da han blev en stor nok, kom han til den større gård La Mora, hvor der var arbejde, mad nok og tre smukke døtre. Men det var ikke nok. Han ville noget andet og mere, så først gik turen videre til Torino som soldat og så til Amerika.

Da han mange år senere vender hjem som en rig onkel fra Amerika, er meget forandret. Fascismen og anden verdenskrig er slut, men sårene er langt fra helet. I Italien var afslutningen en usædvanligt rodet affære: Mussolini blev væltet i sommeren 1943, hvorefter landet formelt skiftede side. I den nordlige del betød det tysk magtovertagelse og etablering af en marionetstat med Mussolini i spidsen og en venstreorienteret guerillabevægelse i bjergene. Drømmen om en rask angrebskrig og et nyt Storitalien var endt i en beskidt borgerkrig.

I landsbyen er meget det samme efter krigen. De varme nætter lyses op af den samme måne og de samme bål på bakkerne som tidligere. Vinmarkerne ligger der stadig, og de fattige prøver fortsat at skabe en tilværelse ud af alt for lidt. Men meget er også forandret. Mange af hans bekendte er døde, og samfundet har helt bogstaveligt lig i lasten. Når sneen smelter skylles nye døde fra krigens tid frem, og de gamle fronter trækkes igen op, når det diskuteres, hvordan de skal mindes.

Fortælleren besøger de gamle steder og taler med Nuto, der har opgivet sin karriere som musikant for at blive snedker og familiefar. Han har set et og andet under krigen, men han vil hellere tale om de gamle magthaveres genkomst. En social revolution og egentlige fremskridt har fortabt sig i det fjerne.

Et sted gemmer der sig en dyster fortælling om forræderi og vold, men romanen er først og fremmest stemningsfulde skildringer af egnen og af afstanden mellem nutiden og fortællerens erindringer. Selvom fortiden på ingen måde romantiseres, så er der alligevel en undertone af tab: Man kan godt vende tilbage, men det bliver alligevel aldrig det samme.

Månen og bavnerne er en fin lille roman. Jeg nød stemningen, den langsomme fortælling og undersøgelsen af menneskets umulige længsel efter at vende hjem til barndommens land, men bogen manglede lige det sidste i form af særligt interessante personer eller handlingsforløb. ( )