Norge, ca 2003
Jonna Moe (Johanne Margrethe Moe) fra Lundegård, en køn mørk pige på sytten år, forsvinder natten til den fjerde november. Forældrene Magnhild og Jon forstår det ikke. Forældrene er begge lige i starten af halvtredserne. Der går dage og uger og Jonna er stadig pist væk. Veninder og skolekammerater tegner et lidt andet billede end det, forældrene har af hende, men ikke helt anderledes. Forældrene er ikke gode til at snakke sammen om det og går langsomt i spåner. Magnhilm tager job i et konditori. Ikke at de har brug for pengene, men hun har brug for at komme hjemmefra. Jon er revisor og arbejder på et kontor inde i byen, men derhjemme bliver han mere og mere tavs. Han er heller ikke med på at gøre noget ved Jonnas værelse eller fx male stuen og at flytte kommer slet ikke på tale.
De forsøger faktisk at tale sammen. Han bebrejder hende at hun altid skulle kritisere og finde noget, der skulle være anderledes. Og hun bebrejder ham at han altid tav og ventede til hun havde taget affære. Jon tager sovepiller for at kunne sove. Magnhild forsøger at få ham til at holde op.
Det bliver februar. Præsten ringer, men bliver høfligt verfet af. Jon spekulerer over hvordan Magnhild har været som mor for Jonna. Og synes at hun har været for hård. Og at de burde have fået flere børn. Men det falder jo så også tilbage på ham selv, der ikke har sagt et pip. Magnhild vil gerne videre, men Jon holder fast. Også selv om han godt kan se at så er det lige sådan om tyve år. Jon ender med at gå til psykologen Eyolf Strand uden at sige noget til Magnhild. Hun bruger søsteren Helene i stedet, men denne tør næsten ikke sige noget for søsteren er som et minefelt. Magnhild har fødselsdag den 27 marts. Jonna den 6 august. Jon fortæller Eyolf om de billeder, han har i hovedet. Det er Jonna, der bliver overfaldet, voldtaget og dræbt. Jon har også samlet avisklip om sagen og giver dem til Eyolf, da denne beder om det. Helenes søn, Øyvind, var gode venner med Jonna indtil det pludselig var slut. Hvad mon der egentlig skete?
Jon går fast til Eyolf en time hver tirsdag. Magnhild bemærker det, men Jon siger blot at han arbejder over en time hver tirsdag. Han har en meget visuel fantasi og fortæller Eyolf hvordan han ser for sig at Jonna er blevet dræbt. Eller hvordan hun vil se ud, når hun kommer tilbage. Den 10 april inviterer Helene og hendes mand Robert på middag. Jon og Magnhild tager derhen og maden er fin, men Jon falder i staver og vil tidligt hjem. Eyolf skubber på for at Jon skal være modig i stedet for at insistere på at kalde sig selv fej. Magnhild og han får snakken om at de måske burde skilles.
I stedet sker der det at Jonna på årsdagen kommer hjem og står i stuen. Magnhild bebrejder og forhører hende, mens Jon prøver at træde i karakter og få Magnhild til at give luft, så Jonna selv kan forklare. Magnhild ender med at gå. Hun kommer tilbage men imens har Jon og Jonna snakket om meget, men ikke om hvor Jonna har været i det forløbne år. Manghild tænker meget på hvad folk vil sige, men Jonna siger at hun jo bare kan sige at hun ikke ved noget og at Jonna er voksen og at de selv må spørge hende.
Til sidst får Jon sagt det vigtigste: Du er hjemme igen, og du aner ikke, hvor lykkelig jeg er over det. Magnhild kommer til at le over noget andet Jon siger og det løsner noget i hende. De står udenfor lejligheden alle tre og Jon peger på Orions bælte og siger at der står i stjernerne at deres historie ender godt.

Et psykologisk kammerdrama / kammerspil. Man har en alt for tydelig fornemmelse af at der bagved de tre står en forfatter og dirigerer dem. Lige i stil med Svend Aage Madsen: Liget og Lysten. ( )