Jeg har læst mange bøger om anden verdenskrig, men ikke på den måde. Aleksijevitj opdager i 1970’erne, at historieskrivningen kun handler om mænd. Derfor vil hun skrive kvindernes historie om krigen, og hun opsøger en lang række kvindelige veteraner fra den store fædrelandskrig, som den kaldes i Rusland, og det er deres stemmer og fortællinger, der væves sammen. Aleksijevitj’s bidrag er en løs organisering i kapitler med særligt fokus på f.eks. kærligheden ved fronten, befolkningens opbakning til partisanerne, mødre i krigen og det umulige liv med krigen efter krigen – og så selvfølgelig selve det at undfange ideen og gennemføre projektets tusindvis af interviews.

Resultatet er på en gang poetisk og næsten ikke til at bære. Aleksijevitj siger selv, at hun ikke vil skrive den store krigs historie. Det er den mændene altid fortæller, hvor kort, frontlinjer og store offensiver står i centrum. Kort sagt den officielle historie, som fylder hyldemeter efter hyldemeter på de sovjetiske biblioteker, da hun går i gang. I stedet vil hun skrive den lille historie, fortællingen om, hvad krigen gjorde ved det enkelte menneske, og selvom kvinderne kender den store historie, så er det ofte små detaljer, der har brændt sig fast i deres erindring.

”I centrum stod altid krigens uudholdelighed og modviljen mod at dø. Men endnu mere uudholdeligt var det, og endnu større var modviljen mod, at dræbe, for kvinden er jo den, som giver liv. Skænker livet. Hun bærer det i sig, og hun opfostrer det. Jeg fandt ud af, at det var sværere for kvinderne at dræbe…” (s. 18)

Sådan står der i indledningen, som indrammer hele bogen. Om det er rigtigt at svært at sige – og endnu mere, hvordan det er rigtigt, hvis det er det, for det kan jo både skyldes den kvindelige natur og de normer, kvinder er opdraget med – men tonen er anderledes, end når mænd skriver om krig.

Først og fremmest husker kvinderne enkelte soldater, når de fortæller om de mange. En hær består jo også af individer og episoder, og dem har fortællerne et skarpt blik for. Og selvom mange var frivillige og optændt af had til fjenden – enkelte nød lyden af kranier, der blev knust under larvefødderne – så er eksemplerne på medlidenhed med tyskerne og en generel forundring over deres udryddelseskrig fremherskende. Måske er det bare mere acceptabelt for kvinder at tale om, at det ubehageligt og grænseoverskridende at slå et menneske ihjel.

Op mod en million kvinder var direkte indrulleret i den sovjetiske hær. Mange af dem var sanitetstropper, telegrafister og stabsfolk, men der var kvinder i alle dele af militæret: der var kvinder i flåden, i flyvevåbnet og hos ingeniørtropperne, der var kvindelige kampvognsstyrere, kvindelige snigskytter og kvindelige piloter. Aleksijevitj lader dem alle tale, og hun lader deres tvivl og ubehag ved erindringen komme med. Teksten er fuld af ”….” og det er ikke krukkeri men et udtryk for, hvor svært det er for mange at sætte ord på oplevelser, som de i årtier kun havde set i lyset af Sejren.

De mange historier er fragmenter, glimt og episoder, men ud af dem opstår et sammenhængende billede af en krig, der var så voldsom, at det er svært at forstå. Den fulgte kvinderne resten af deres liv. Nogle oplevede at blive udstødt, fordi de havde gjort sig ikke-kvindelige ved at blive soldater, andre mødte deres ægtefælle ved fronten, andre vendte tilbage til landsbyer uden mænd, fordi de var dræbt.

Fortællingen om krigen er også anderledes, fordi den er fortalt fra en russisk synsvinkel. Jeg har læst masser af romaner – også stærkt kritiske over for nazismen og angrebskrigen – som skildrer kampene på østfronten fra en tysk synsvinkel (f.eks. Alexander Kluges Slaget), de vestlige allieredes kampagne (f.eks. Alistair MacLeans Ulysses eller Joseph Hellers Punkt 22) for slet ikke at tale om de mange fortællinger om holocaust (Imre Kertesz’ De skæbneløse eller Göran Rosenbergs Ett kort uppehåll kan nævnes), men jeg tror faktisk, at dette er den første bog jeg har læst, hvor udgangspunktet er russisk, og hvor overfaldet på Sovjetunionen skildres indefra.

Der er givetvis andre, som jeg bare ikke har opdaget, men jeg tror ikke, at det er helt enestående, at jeg mest har studeret og forstået krigen fra et vestligt synspunkt. Og det er ikke uden betydning. Jeg vidste godt, at den tyske krigsførelse var præget af massive krigsforbrydelser, men det er første gang jeg har fået den ubegribelige brutalitet gjort så præcis og så nærværende. I fortælling efter fortælling blotlægges et lag i folkesjælen, der netop ikke er mytologiserede historier men konkrete, selvoplevede erfaringer. Når man tænker på, hvor dybt den mindre dramatiske besættelse sidder i dansk bevidsthed, så må det påvirke russisk tænkning om sikkerhed og udenrigspolitik - uden at det i øvrigt skal opfattes som en undskyldning for Putins projekter.

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt falder uden for de gængse genrebetegnelser. Det er lige meget. Den er smuk og forfærdelig, velskrevet og grusom. Den er uafrystelig. Læs den. ( )

Et helt enestående dokument om de kvindelige russiske frivilliges indsats under 2. Verdenskrig. Fortalt med deres egne ord og bundet sammen af forfatteren. Jeg har sjældent læst en bog, der har berørt mig så dybt. ( )