Kejser Hadrians erindringer er afgjort en af de mere specielle bøger, jeg har læst. Yourcenar tager os helt ind i hovedet på den aldrende kejser Hadrian. Han sidder i sin villa i Tibur og forbereder sig på at dø, mens han tænker tilbage på sit liv og filosoferer over sit liv som menneske og især som politiker / hersker.

Hadrian voksede op i Spanien. Hans forældre døde tidligt men takket være slægtskabet med Trajan steg han hurtigt i graderne. Efter en retorisk uddannelse fulgte han i onklens fodspor og gjorde tjeneste i hæren, og selvom Trajan længe tøvede, så endte han med at adoptere Hadrian på sit dødsleje og dermed pege på ham som den næste kejser.

Rom besøgte han kun sjældent, og han var i virkeligheden mere optaget af Orienten og den græske kultur end af Rom og det latinske sprog. Hadrian fremstilles på mange måder som et politisk ideal. Det er ikke fordi han er blottet for brutalitet – ingen nåede til tops i romersk politisk uden brutalitet – men hans visioner var mere optaget af fred og stabilitet end af krig og erobring. I stedet for at fortsætte Trajans krig med partherne sluttede han fred med dem og på det indenrigspolitiske område var han optaget af reformer, der gav økonomisk fremgang og øgede slavernes rettigheder.

Alligevel ender han i en brutal krig med jøderne, som slutter med deres fordrivelse fra Jerusalem og dermed indledningen på diasporaen. Skrevet lige efter anden verdenskrig virker skildringen af de jødiske oprørere som fanatikere, der må slås ned for statens bedste, meget voldsom. På den anden side er Hadrians kritik af jøderne - og de kristne - for kun at anerkende deres egen gud og foragte andres tro mere generel. Det er en kritik af alle ideologier, der sætter sig selv så højt, at de gør det umuligt at leve sammen med andre og få en sammensat stat til at fungere.

Politikken er det dominerende spor i bogen, men kunsten og kærligheden fylder også. Ofte flyder de sammen. Hadrians ægteskab med Sabina handlede mere om politik end om kærlighed, og deres forhold vekslede mellem nødtvungen respekt og åbenlyst fjendskab. Han bedrog hende jævnligt med elskere af begge køn, men det var kun den unge bithynier Antonous, der for alvor vakte hans lidenskab. Da Antonous begår selvmord i en ung alder iscenesætter Hadrian en kult omkring ham, som har efterladt statuer og buster i massevis.

Bogen bygger på talrige kildestudier, men den er selvfølgelig en roman. Ingen ved, hvad Hadrian egentlig tænkte, men Yourcenar giver et fascinerende bud – og hun undgår at fylde bogen med alt for mange hentydninger til, hvad der siden skete. Det er ikke en hurtig bog at læse eller en nem bog at genfortælle, men den belønner den læser, der er villig til at bruge tid og energi på at leve sig ind i den. ( )