England, ca 1955
Indeholder kapitlerne "1. På rideskole", "2. Julian, Dick - og Henry", "3. Snøfte", "4. En seng i stalden", "5. Georg får hovedpine", "6. En herlig dag", "7. Georg, Snøfte og Lis", "8. Snøfte lover noget", "9. Landsbysmeden fortæller", "10. Snøftes vandretegn", "11. En god plan", "12. Den lille jernbane", "13. En lyd i natten", "14. Zigøjnerne er misfornøjede", "15. En fantastisk nat", "16. Den frygtelige tåge", "17. Taget til fange", "18. Georgs list", "19. Gode gamle Tim", "20. En spændende morgen", "21. Enden på mysteriet".

En familie med tre børn, Julian på 13, Anne på 11 og Dick på 12 har alle børnene på kostskole. Når det er ferie, kommer de tre børn tit på besøg ved farbroderen Quentin og hans kone Fanny. Quentin og Fanny har datteren Georgina på ca 12 år og de bor ved Kirrin-bugten i et omkring trehundrede år gammelt hus kaldet Kirrinhuset. Georgina er ret egenrådig, er kortklippet, går i drengetøj og vil kaldes Georg. Hun har hunden Tim og der plejer at være eventyr i luften, når de fem er sammen.

Georg og Anne går på samme kostskole. Julian og Dick på en anden. Nu er det ferie og pigerne er taget på Kaptajn Johnsons Rideskole i en uges tid. Georg er muggen over at en anden pige, Henriette, kaldet Henry, er en drengepige lige som hende selv og bedre endda. Henry og George driller hinanden på en ond måde ved at kalde den anden for Georgina og Henriette. Det er også slemt at Henry er bedre end Georg til ridning. Pigerne er taget på rideskole fordi drengene er taget på lejr i den første uge af ferien. Der kommer telegram fra Georgs mor om at deres far ikke er rigtig rask og med forslag om at de bliver væk en uges tid mere. Lidt senere kommer besked fra Julian og Dick om at de kommer til rideskolen og slår lejr op der. Og en zigøjnerdreng kommer forbi med en lille brun- og hvidbroget hest, Clip, der har et sygt ben. Kaptajnen lover at tage sig af hesten, men han kan ikke helbrede den på stedet, så den må blive nogle dage. Drengen accepterer det, selv om det betyder at hans familie ikke kan følges med de andre zigøjnere ud på "Den mystiske hede". Han bliver kaldt Snøfte selv af sin far, så han har glemt sit eget navn.
Julian og Dick dukker op og bliver hentet af Henry, fordi Georg og Anne lige er forhindret. Det går fint og uden at Julian og Dick tænker andet end at Henry er en dreng. Georg bliver sur over det og mobber Henry, der mobber igen. Stemningen er ikke alt for munter. Snøfte kommer igen den næste dag, for han har fået bank af faderen for ikke at have hesten med tilbage, men den er jo stadig ikke rask. Julian og Dick snakker med Snøfte og aftaler at stikke hovederne sammen næste dag. Snøfte har en meget dygtig hund, Lis, der har været cirkushund og kan mange kunster. Og han kan fortælle dem lidt om zigøjnernes vandretegn, dvs tegn lavet med pinde og sten, der fx kan fortælle at her bor en fedtsyl og en gnierpind. Ved aftenmåltidet fortæller Henry højlydt om alle de mange fantastiske ting, hun har lavet i sit liv. Både Kaptajn Johnson og Georg får hurtigt nok. Bagefter går de i seng og sover. Henry snorker ret højt, så Georg og Anne kan høre hende gennem væggen. Julian og Dicks søvn ude i stalden bliver forstyrret, for Snøftes far dukker op for at tage Clip med sig selv om den ikke er rask. Han fortæller at zigøjnernes leder Barne Boswell har sagt at de skal afsted. Men alligevel trækker han sig da Julian siger at han vil hente Kaptajn Johnson.
Næste dag tager de på tur og Julian spørger Henry om hun vil med. Det vil hun gerne, men så trækker Georg sig med "hovedpine". Mrs Johnson foreslår drengene at lade hende stege i sit eget fedt og så ellers bare nyde dagen. Det virker helt efter hensigten. Ude på heden møder de zigøjnervognene, men høflige hilsner bliver besvaret med vrisne svar om at skruppe af og lade dem være i fred.
De rider videre og opdager efter et stykke tid at de vist er faret vild. De opdager dog nogle rustne jernbanespor og kommer tilbage til byen Milling Green og sætter kursen mod rideskolen. Det var været en god dag.
Imens har Georg hjulpet til på rideskolen. Og snakket med Snøfte og hans hund, Lis, der er en krydsning mellem en puddel, en cocker spaniel og nogle andre racer. Hun kan gå på bagbenene og slå kolbøtter og det trækker tæppet helt væk under Tim. Tim og Georg kommer fint ud af det med Lis og Snøfte. Georg får også zigøjnervognen at se indvendigt og lærer noget om vandretegn, men Snøfte glider af på spørgsmål om hvad de laver ude på "Den mystiske hede".
Næste dag er Clip klar igen og Snøfte henter den. De andre lokker ham til at lægge vandretegn ud, så de kan lege zigøjnere og følge efter senere. Imens går de ned til landsbysmeden, der kan huske langt tilbage og gerne fortæller. Han fortæller det hed "Den tågede hede", da han var barn, for nogle gang lægger der sig en kraftig tåge over heden og så er det skidt, hvis man ikke kan finde hjem. Dengang var der en familie Bartle, der fandt på at starte en grusgrav og senere fik de lagt skinner ud til den, så det var nemmere at transportere sandet. Men de kom op at skændes med zigøjnerne og en dag afsporede zigøjnerne toget med alle tipvognene ved at pille nogle skinner op. Bartle-familien svor på at få zigøjnerne væk, men i stedet forsvandt de selv en tåget dag. Zigøjnervognene var også væk og mens de vendte tilbage nogle måneder efter, så har man aldrig set nogen fra familen Bartle senere. Han giver børnene det gode råd at holde sig væk fra zigøjnerne på heden. Men allerede om eftermiddagen laver de sig madpakker og rider ud på heden og følger vandretegnene. De finder relativt nemt vognene og ser at Clip og Snøfte har det godt, men zigøjnerne er uvenlige og deres hunde truer Tim, så børnene vender tilbage til rideskolen.
Næste dag får Johnsons besked om nogle børn, der kommer tidligere end aftalt og de begynder at mangle plads. Henry kunne passende tage imod et tilbud fra to tanter, der netop er i byen, om at bruge tid med dem. Julian foreslår at de fire tager nogle tæpper og slår lejr op på heden. Som sagt så gjort. De spiser frokost, pakker og går ud på heden, idet de følger sporene fra den gamle bane. De finder den gamle sandgrav for enden af sporene og de finder også det gamle lokomotiv, der er godt rustent. De finder vand og spiser noget af deres medbragte mad og tænker at de er helt alene ude på heden. Men Lis og Snøfte dukker op og det viser sig at der kun er en lille kilometer over til zigøjnerlejren. Om natten hører og ser Julian og Dick et lille fly der cirkler i nærheden af zigøjnerlejren og de ser også at der er tændt lys på jorden et sted i nærheden. Gad vide hvad det handlede om?
Næste dag bliver Georg, Anne og Tim i deres lejr for at kigge på Tims ene pote. Imens går Julian og Dick ud for at kigge efter hvad det var for et lys, de så om natten. De kan se en slags projektør i en lille grusgrav tæt ved zigøjnerlejren, men jo ikke hvem der bruger den om natten eller hvad meningen er. De bliver opdaget af nogle zigøjnere, der nægter kendskab til projektøren og beder børnene om at lade zigøjnerne være i fred. Det er Julian og Dick helt med på og de går tilbage til Anne og Georg og bruger tiden på at grave lidt ud omkring det gamle lokomotiv. Om natten kommer lyset og flyet igen og det smider en masse små pakker ud og nogle af dem lander tæt ved børnene. Pakkerne viser sig at indeholde 100 dollar pengesedler og der må være for mange hundredetusinde kroner i de nedkastede pakker. De samler ca 60 af dem sammen, bylter dem i to tæpper og stikker af, hvilket sikkert er et smart træk, for de kan høre at zigøjnerne er på vej. De gemmer pengepakkerne i skorstenen på det gamle lokomotiv og hælder sand over og skynder sig væk idet de kan følge jernbanesporene. Men det bliver tåget og Dick og Julian kommer væk fra sporet og er nødt til at stoppe og vente på at tågen letter. Imens skynder Anne, Georg og Tim sig tilbage til rideskolen. Eller det tror de da, for i tågen er de kommet til at gå tilbage i stedet for frem. Zigøjnerne tager dem til fange og udspørger dem om de har set flyet og nedkastningen. Anne fortæller at de har hørt flyet og også set nogle af pakkerne, men at Julian og Dick tog dem med sig og så ved de ikke mere. Zigøjnerne binder dem til en pæl og vil lade dem stå der til det bliver lyst og tågen letter. Da mændene er gået, kommer Snøfte og ser til dem og går med til at løse dem og derved forråde sin far, hvis han må få en cykel. Men Snøftes far forhindrer det og får Georg til at skrive en seddel til Julian og Dick, som Tim så kan aflevere. Men hun underskriver sig Georgina og får Tim til at aflevere den til Henry i stedet.
Hun alarmerer drengen William og de rider ud på heden sammen med Tim, der viser vej. De finder Anne og Georg, men Tim har det skidt og må bæres. De slipper ud til hestene ved at følge nogle vandretegn, som Snøfte har lagt ud. Men både Julian og Dick og de andre kan nu finde tilbage til rideskolen og mrs Johnson får ringet til både sin mand og til politiet.
Betjentene takker meget for oplysningen om de nedkastede pakker, for de har længe haft kig på en bande falskmøntnere, men ikke vidst hvordan de fik de falske pengesedler fra trykkeriet i Nordfrankrig til bandens hovedkvarter i London. Alt ender godt, de onde ryger i fængsel og de gode får en cykel og et rent lommetørklæde.

Zigøjnere er snavsede og underlige, når man læser Enid Blyton eller for den sags skyld Agatha Christie. Og de slår deres børn for et godt ord. Og slår hunde ned og tager ordentlige børn til fange og binder dem til en pæl. Og blandt de voksne er det kun mændene, der kan gøre noget, som fx at tage affære, når nogle af børnene er blevet kidnappet. Blah, blah, blah. ( )