Når man ser, hvordan flyrejser er vokset til en global industri, hvor trafikken på i hvert fald de korte ture minder mere om rutebiltrafik end opdagelsesrejse, så kan man godt glemme, hvor nyt det hele er. Saint Exupéry var med, da den kommercielle flyvning brød igennem, og han var en af de væsentligste skildrere af pionertiden – og det er immervæk ikke engang hundrede år siden, at de første ruter blev etableret.

I Flyvere i natten er vi i Sydamerika i slutningen af 1920’erne. På flyvepladsen i Buenos Aires venter man på maskinerne fra Chile og Patagonien, så postflyveren til Europa kan komme af sted. På det tidspunkt var natflyvning helt nyt, maskinerne var skrøbelige og vejrudsigterne bestod mest i meldinger om, hvor der allerede VAR storm. Natflyvning var farligt men det var også nødvendigt, hvis postflyverne for alvor skulle udnytte deres højere hastighed i konkurrencen med tog og skib.

Det er svært at forestille sig, hvor rædselsvækkende det må have været at flyve i en overskyet nat, hvor der ingen landkending var, ingen oplyste huse i de øde egne, og dermed ingen mulighed for at orientere sig, hvis benzinen slap op, og man blev tvunget til at nødlande.

”I denne nat skimtede piloten ingen redning. Den førte ham ikke mod nogen havn – de var alle utilgængelige – og heller ikke fløj han morgengryet i møde. Om en time og tre kvarter ville benzinen være sluppet op, han ville blive nødt til at lade stå til i dette tætte mørke.
Om han blot kunne have holdt ud, til det blev lyst….” (s. 80)

Piloterne og deres individuelle heltedåd er kun den ene side af historien. Saint Exupéry er lige så optaget af Rivière, direktøren på flyvepladsen og hjernen bag rutenettet. Han er dybt bekymret for sine piloter og gør alt, hvad han kan for at få dem sikkert hjem, men samtidig er han en benhård chef og helt bevidst om, at åbningen af natflyvningen vil kræve ofre. Specielt holdningen til fejl og piloternes frygt er interessant: Her er intet forsøg på at bruge fejl som læringspunkter eller støtte til dem, der bryder sammen for presset. Tværtimod slås der benhårdt ned på den mindste ulydighed; Rivière er overbevist om, at han kun på den måde kan få sine folk til at yde det ypperste.

Saint Exupéry har skrevet en fin lille roman, men Flyvere i natten når ikke helt samme filosofiske dybde eller poetiske skønhed som Blæsten, sandet og stjernerne – så den bør man i hvert fald også læse. ( )