Martel er ikke en meget produktiv forfatter. Efter den globale succes med Pi’s liv fra 2001 gik der ni år til udgivelsen af Beatrice og Vergil. Til gengæld er romanerne så gennemarbejdede, at ikke et afsnit føles tilfældigt. Kompositionen er på plads, og han formår at indbygge overraskende twist, der til sidst åbner for nye forståelser af alt det, der er gået forud.

Henry er forfatter med et par succesfulde udgivelser bag sig. Efter års arbejde er han klar med sin næste bog, der skal nedbryde grænserne mellem fagbøger og fiktion og skabe et helt nyt rum for fortolkninger af holocaust. Han er vant til at lykkes, og derfor bliver det et voldsomt slag, da hans redaktører møder ham med sønderlemmende kritik: Fiktionen er for uinteressant, essayet er for dårligt argumenteret, og hele konceptet er misforstået og usælgeligt.

Resultatet er en voldsom skriveblokering. Heldigvis har han penge nok, så sammen med kæresten Sarah flytter han til en storby, hvor han efterhånden vokser sig ind i rollen som tjener på en lille café og amatørskuespiller i et lille teaterkompagni. Forfattertilværelsen forfølger ham stadig i form af fan-post, og en dag modtager han et brev ud over det sædvanlige. Afsenderen bor lige i nærheden, og han har ikke bare vedlagt en overstreget fortælling af Flaubert, han beder også om hjælp.

Henry opsøger afsenderen, der viser sig at være en gammel knoklet mand, der driver noget så specielt som en dyrekonserveringsbutik. Udstillingsvinduet er opbygget som et diorama omkring en forbløffende livagtig okapi, og indenfor åbner sig en fascinerende verden af fastfrosset liv. Små og store dyr er fastholdt på spring eller i ro men i hvert fald i en bestemt positur. Måske er det derfor Henry bliver fascineret, for den fastfrosne, fastholdte og overleverede livserfaring er et billede på kunstens væsen.

Konservatoren er en usædvanligt tilknappet skikkelse. Han hører ikke efter, hvad andre siger og forfølger støt og roligt sine egne mål. Han har i årtier skrevet på et skuespil om Beatrice og Vergil, et æsel og en brøleabe, men han har brug for hjælp til at gøre det færdigt. Hovedpersonerne er opkaldt efter Dantes to vejvisere i den guddommelige komedie, men de er også legemliggjort i forretningen, hvor en udstoppet brøleabe sidder på ryggen af et udstoppet æsel.

Forfatteren er fascineret, og næsten mod sin vilje begynder han at opsøge konservatoren/forfatteren og hjælpe ham med beskrivelser. Det er svært, for den gamle mand vil hverken udlevere manuskriptet eller fortælle, hvad historien egentlig handler om. Konservatoren læser dog scener op, og det bliver det kun mere mystisk af. For det meste minder det om absurd teater med dialog uden handling, og at det tilsyneladende skal udspille sig på en skjorte hjælper heller ikke på forståelsen.

Langsomt trækkes Henry længere ind i skuespillets mystiske univers. Nye detaljer blotlægges indtil fortællingen kulminerer med en pludselig og voldsom drejning. Den vil jeg ikke røbe her, men som sagt kastede den nyt lys over resten bogen, og jeg har siden brugt en del tid på at tænke over den.

Romanen er velskrevet og hurtig læst. Martel skaber troværdige og interessante personer, og han forstår at komponere sit stof og bruge sine virkemidler med størst mulig effekt. De første to tredjedele af bogen lod jeg mig lulle ind i fortællingens trygge ramme og tænkte, at det var en bog på det jævne, men afslutningen løftede hele romanen. ( )