Afrika, Labatu-Tobu floden, ca 1958
Fotoreporteren Kvik, hans ven Splint, deres kæleegern Spip og deres tro følgesvend Spirillen, er på ekspedition. De følger Labatu-Tobu floden ind i Kwakilidila-land, hvor de skal mødes med forfatteren Oliver Thirstywell, som er kommet i forvejen. De støder på en stamme af pygmæer, som bliver udnyttet af en bande hvide skurke. Spirillen viser sig at kunne spise hærmyrer i massevis, hvilket redder landsbyen, så pygmæerne kommer med en lille pose guldklumper til Spirillen og mad og gaver til Splint og Kvik. Til gengæld tager de to sig for at finde og straffe skurkene. Disse ser ud til at have tre elefanter dresseret til at skræmme pygmæerne. Elefanterne er malet røde for at virke mere skræmmende. Tembo = Elefant og Tabu = Rød.
Kvik og Splint følger efter to af skurkene, Clem og Topico. To andre, Kurt og Lille Louis går dem i møde. Kvik skælder ud i stedet for at passe på, så chefen, en stor neger ved navn Matuvu, overmander dem let. De bliver ført ind til en indhegning med kødædende planter, som passes af en lille gartner, Titus, der har plastre på både fingre og næse. Heldigvis dukker Spiril op og banker skurkene. En stor udgave af de kødædende planter får fat i Spiril, men den bliver selv spist. Skurkene er nu ikke slået endeligt, men pygmæerne laver en masse larm og så bliver skurkene bange og stikker af for at få fat i deres våben. De forskanser sig i en hytte, men pygmæerne sender små pakker af termitter ind i hytten. Gartneren Titus forsøger at stikke af på en af de røde elefanter, men han bliver fanget af pygmæerne og bragt tilbage.
Forfatteren Oliver Thirstywell bor i en anden af hytterne og skriver bare løs hele tiden på sin rejseskrivemaskine. Splint og Kvik efterlader skurkene hos pygmæerne, hvor de bliver fodret med suppe kogt på de trælse kødædende planter. Guldet beholder pygmæerne og Splint og Kvik, Spip og Spiril tager tilbage samme vej som de kom. På vejen ser de så mange flodheste med gabet vidtåbent, at de allesammen kommer til at gabe.

Pygmæerne er tegnet som rene parodier med små sorte hoveder og store hvide øjne. De er også naive som børn, komiske i deres adfærd og nemme at skræmme. Det virker ret skørt her i 2020 at se den slags karikaturer. Faktisk værre end Tintin i Congo. Amerikaneren er også en parodi, selv om man i disse Trump-tider måske kan tvivle. ( )