Set udefra har USA altid været en ung nation, og særligt efter anden verdenskrig flyder billedet af USA sammen med opfattelsen af det moderne. Særligt de amerikanske storbyer blev simpelthen synonyme med moderniteten, mens de modernistiske frontløbere i Europa altid byggede oven på traditioner opbygget gennem århundreder. Til gengæld glemmer man tit, at USA også var et af de første lande, der blev moderne med hurtig infrastruktur (jernbaner), masseproducerede forbrugsgoder og massemedier. I hvert fald er det en meget nutidig og genkendelig verden, der præsenteres i Ragtime, selvom den udspiller sig i det første tiår af 1900-tallet.

Romanen er en forunderlig blanding. Der er en ærkeamerikansk familie – de har en fabrik, der producerer flag, patriotisk papirpynt og 4. julifyrværkeri, og de lever godt – bestående af Fader, Moder, Moders Lillebror og Bedstefar. Der er også en søn, som måske er romanens alvidende fortæller, og i mange tilfælde dukker tidens vigtigste personer op i familiens liv. Faderen er f.eks. med på Pearys ekspedition til nordpolen, en dag kigger Harry Houdini inden for, da hans bil går i stykker på vejen, og Moders Lillebror støder flere gange ind i den kendte anarkist og agitator Emma Goldman.

Men der er også virkelige personer i romanen, som de kun indirekte kommer i berøring med. Der er f.eks. byggematadoren Harry Thaw, der også i virkeligheden blev dømt for at myrde vennen og arkitekten Stanford White, fordi han havde mishandlet Thaws kone, da hun var ganske ung. Der er Piers Morgan, måske landets mest magtfulde mand, da han stod i spidsen for talrige virksomhedseventyr som direktør i J.P. Morgan. Og så er der selvfølgelig Harry Houdini, der forener klassisk gøglerkunst med bevidst udnyttelse af de nye massemedier og det store publikums profitpotentiale.

Tilsammen tegner de et billede af et land i brusende aktivitet og konstant forandring, hvor enorme formuer bliver skabt, nye medier opstår (film!) og hvor store grupper af undertrykte mennesker kæmper for retfærdighed og ligestilling. Det gælder arbejderklassen, som Goldman og senere den mexikanske revolution repræsenterer, og det gælder de sorte, der stadig er meget langt fra blive behandlet ligeværdigt - også i den liberale storby New York.

Bogens mest mindeværdige karakter er den sorte musiker Coalhouse Walker. Han kommer hos familien for at besøge sin søn og drengens mor, som Moder har taget til sig et anfald af medlidenhed. Walker er en dannet mand, der møder verden med stor værdighed. Han har perfekte manerer og opfører sig helt igennem korrekt, men han gør det uden underdanighed. Han behandler kort sagt de hvide som sine ligemænd, og han forventer, at de gør det samme. Han har ovenikøbet bil, og da en gruppe brandmænd prøver at presse penge af ham for at køre forbi deres brandstation, nægter han at betale. Og da de vandaliserer hans nye bil, kræver han oprejsning. Og da de ansvarlige nægter – det er jo bare en sort mand, der ikke kender sin plads – griber han til våben.

Den fortælling er rystende, fordi behandlingen er så uretfærdig, og fordi der er en overbevisende logik bag Walkers handlinger. Terror er selvfølgelig ikke acceptabelt, men når man har læst historien er det mest overraskende, at der ikke er flere sorte amerikanere, der griber til vold for at få retfærdighed.

Ragtime er et overbevisende tidsbillede, og efterhånden som jeg kom ind i romanen, fungerede den unavngivne familie også. De har vel ikke navne, fordi de skal symbolisere bestemte typer, men de får alligevel nok personlighed til at være interessante karakterer. Og så er der som sagt historien om den fiktive Coalhouse Walker, der alene gør bogen værd at læse. ( )