To tvillingedrenge sendes på landet til deres bedstemor nær grænsen under den store krig. Her må de lære at klare sig selv og at navigere i en verden fuld af brutalitet, og for dem betyder det, at de disciplinerer sig selv og øver sig på alle de ting, de mener at få behov for: Tiggeri, blindhed og døvhed, faste og – grusomhed. Først og sidst skal følelserne undertrykkes, fordi de er i vejen:

”- Mine øjesten! Mine elskede børn! Jeg elsker jer… Jeg vil aldrig forlade jer… Jeg elsker kun jer… For altid… I er hele mit liv…
Ved at blive gentaget mister ordene lidt efter lidt deres betydning og den smerte de fremkalder bliver mindre.” (s. 24)

Samtidig lærer de meget fremmelige drenge sig selv at læse og skrive. De analyserer, og når et emne er behandlet ordentligt, bliver teksterne skrevet ind i det stilehæfte, der har givet bogen navn. Og hvad der er godt nok, er meget interessant:

”Når vi skal afgøre om karakteren er ’Godkendt’ eller ’Ikke godkendt’ har vi en meget enkel regel: stilen skal være sand. Vi skal skrive tingene som de er, det vi ser, det vi hører, det vi gør.
…
De ord, som betegner følelser, er meget vage, det er bedst at undgå at bruge dem og holde sig til beskrivelsen af ting, mennesker og af sig selv, det vil sige en beskrivelse som er tro mod kendsgerningerne.” (s. 32-33)

Sådan er bogen også skrevet. Læseren får serveret horrible kendsgerninger og handlinger, men de leveres i en rolig, objektiv tone, hele tiden fremført af det kollektive vi, der ikke skelner mellem drengene. Et eksempel fra befriernes / besætternes soldater er marcheret ind:

”Overalt hører man skud og skrig fra de kvinder der bliver voldtaget.
På den store plads spiller en soldat på harmonika. Andre soldater danser og synger.” (s. 163)

Teksten er renset for navne på både personer og steder, og det udbygger fornemmelsen af, at der er tale om arketyper og temaer, der gælder til alle tider. Derfor føles drengenes individuelle skæbne ikke så påtrængende som i Den tredje løgn, men krigens brutalitet og umenneskelighed siver ud af siderne, så man sidder tilbage med ubehaget snigende op ad ryggraden. ( )