Pirandello var en af det moderne teaters pionerer, og dette stykke fra 1921 er et glimrende eksempel på, hvor radikalt han var villig til at udfordre konventionerne. Det var han selvfølgelig ikke ene om, for tiden omkring 1. verdenskrig var i høj grad modernismens og de radikale formeksperimenters tid. Kubismen var allerede i gang med at udfordre billedkunstens formsprog og året efter ændrede Ulysses ideen om, hvad en roman kunne og skulle være.

Der er en nøje beskrivelse af, hvordan stykket åbner: Publikum kommer ikke ind i et normalt teaterrum med tæppet trukket for, men derimod til teater summende af aktivitet. Scenen er nemlig et teater, hvor truppen skal i gang med første prøve til et nyt stykke, og personerne er simpelthen betegnet som skuespiller 1, skuespillerinde 2, regissør osv. Centralt står Direktøren, der i denne sammenhæng også fungerer som instruktør og leder af prøverne.

Men det er kun første lag af mærkværdighed. Netop som man skal til at tage fat på prøverne kommer seks nye personer ind. Det er en familie bestående af faderen, moderen, sønnen, datteren, drengen og den lille pige. Det er kun sønnen (det ældste barn) som forældrene har sammen, mens de tre yngre børn er med en anden mand. De familiære bånd er tydeligvis indviklede, og familien mener da også, at der er stof til et godt drama, og det er netop deres ærinde: De præsenterer sig som personer – eller karakterer, om man vil – og de har brug for en forfatter, som de kan spille deres historie for, så han kan skrive det ned, så det kan blive til et skuespil…

Det lyder indviklet, men det er egentlig ikke svært at følge med, og mens man er optaget af forviklingerne på scenen udfoldes stykkets egentlig tema, nemlig sammenhængen mellem det levede liv og teateret. Det er jo rigtigt, at forfatterne inspireres af virkelige begivenheder og arketyper, her får de bare eget liv og argumenterer for deres sag. Det er også rigtigt, at virkeligheden altid kræver en bearbejdelse, før det bliver til kunst, her står virkeligheden bare parat til at anfægte fortolkningen og påpege, at det ikke var PRÆCIS sådan det skete. Også det en eviggyldig diskussion, der de seneste årtier især er blevet udfoldet i debatten om autofiktion i litteraturen.

Det kan lyde som dekonstruktion af hele teaterets ide, men det er også en bekræftelse af, hvad teatret kan. Ligesom direktøren og skuespillerne hurtigt accepterer personernes påstand og går i dialog med dem, så accepterer læseren også hurtigt præmissen og bliver nysgerrig efter at finde ud af, hvad der egentlig er foregået og hvordan dramaet skal forløses.

Jeg kunne godt tænke mig at se Skes personer søger en forfatter i teateret. Mødet mellem teaterfolkene og personerne må fremstå endnu mere absurd og interessant, når det får krop og mimik med, men stykket er bestemt også værd at læse. Faktisk giver læsningen bedre tid til at reflektere over de overraskende spring i handlingen og til at bladre tilbage for at få detaljerne på plads. ( )