Det mest overraskende ved Solsjenitsyns roman er måske dens udgivelseshistorie. Historien blev først trykt i det sovjetiske litteraturtidsskrift Novyj Mir i 1962, og selvom Krustjov havde indledt et opgør med stalinismens undertrykkelse og personkult efter Stalins død i 1953, så er det alligevel overraskende, at den overhovedet kunne offentliggøres i hjemlandet. Styret var trods alt en ubrudt forlængelse af den stat, der var etableret efter revolutionen i 1917, og undertrykkelsesapparatet var nedtonet, ikke afskaffet.

Romanen følger en lejrfange og hans nærmeste gruppe af medfanger fra tidlig morgen til der endelig gives signal til at lukke ned for natten. Denisovitj er en helt almindelig fange, hvis forbrydelse det er svært at få overblik over. Han er ikke ny i lejren, men er heller ikke den, der har været der længst. Han lever ikke af pakker hjemmefra, men han er heller ikke blottet for talenter, der kan bruges i lejrens bytteøkonomi. Han er ikke en af gruppens ledere, men han er en dygtig håndværker, og det sikrer ham en position, fordi gruppens fordele og rationering er afhængige af, at de kan levere på de aftalte akkorder.

Et liv i lejren handler først og fremmest om mad, og vi møder Ivan, da han er i gang med at sikre en portion brød fra morgenmaden til senere brug, og sjældent har jeg set en sådan begejstring, da det lykkes at gafle en ekstra portion suppe eller da det viser sig at dagens grødmåltid er lavet på havre og vand, fordi det mætter mere end de andre gryn, der bliver brugt.

Dagen er også fyldt med kontrol. Gang på gang skal fangerne tælles, og ingen får lov til at gå til arbejde eller hjem fra arbejdspladsen før antallet passer, og når der mangler en vender fangerne sig lynhurtigt mod hinanden – ingen har jo lyst til at stå længere end højst nødvendigt ude i den bidende sibiriske kulde. Brødportioner tælles, suppeskåle tælles, alt tælles, så ingen får for meget eller bare for at fastholde kontrollen.

Solsjenitsyn har i senere romaner som Gulag-øhavet og I den første kreds afdækket den sovjetiske undertrykkelsesmaskine i hele dens omfang og systematik. Mekanismerne er også på spil her, men det koncentrerede fokus på én fanges oplevelser på én dag i én lejr giver En dag i Ivan Denisovitjs liv en særlig intensitet og menneskelighed, som er lige så vedkommende og chokerende, som da den udkom. ( )