Munro var 70, da hun udgav novellesamlingen i 2001. Det mærker man, ikke fordi den mangler energi, overskud eller originalitet, men fordi den har det levede livs perspektiv, og fordi den er optaget af alderens sygdomme og livets snarlige afslutning. Først og fremmest er det psykologisk indsigtsfulde portrætter, og når novellerne er til den lange side (som jeg foretrækker) kan det kun blive godt.

Alvorlig sygdom, opløsning og død er sagt centrale temaer i flere af historierne. I ’Flydebroen’ har Jinny kræft, hun har mistet sit hår til behandlingerne, og sammen med Neal, der er gammel hippie og arbejder med udsatte børn og unge, er hun i fuld gang med at indrette stuen til hospitalsstue. De har også fundet en ung pige, der kan hjælpe til, og efter en samtale hos onkologen insisterer Neal på at køre hende ud til hendes plejeforældre for at hente nogle ting. Jinny magter det ikke, men hun er for længst holdt op med at prøve at bremse Neals godhjertede entusiasme. Det er – på godt og ondt – den mand hun elsker og har valgt at bruge tilværelsen på. Og så ender historien alligevel med en helt frisk og meget smuk oplevelse.

Livets særlige øjeblikke, de hemmelige oplevelser, der fylder tilværelsen med mening og giver krydderi på hverdagens trummerum. Sådan en hemmelighed er også med til at holde Nina oppe, da hendes mand Lewis har begået selvmord, inden ALS’en tager den sidste værdighed fra ham. På sin vis en konsekvent afslutning på et rationelt liv, hvor han trods stigende modstand fra kreationistiske forældre insisterer på evolution i sin biologiundervisning. Nina har støttet ham hele vejen igennem, men når man er knap så doktrinær, er det ikke nemt at blive trukket med ind andres kampe, så hun har fundet små vinduer af trøst med en ligesindet.

Og så er der den sidste novelle, ’Bjørnen der gik over bjergets top’, hvor den pensionerede skørtejæger Grant afleverer sin demente kone Fiona på et plejehjem, hvor hun har det godt. Problemet er, at hun stort set har glemt ham og i stedet er blevet voldsomt forelsket i Aubrey, som hun kendte i sin ungdom. Det kan man så more sig lidt over (ha, ha! Han får som fortjent!) men hvorfor egentlig? Smerten og tabet er jo ikke mindre af den grund, og Grant overrasker både læseren og sig selv med en ekstraordinær kærlighedshandling.

Men bogen rummer også andre temaer. Titelnovellen er en interessant historie om kærlighedens og nødvendighedens kringlede veje. Guvernanten Johanna ender på mærkværdig vis sammen med småsvindleren Ken Brodeau. Hvordan skal ikke afsløres her, selvom det i sig selv er en god historie, men pointen er, at det ikke betyder noget. Han har brug for en, der tager sig af ham. Hun har brug for en at tage sig af. Er det et dårligere udgangspunkt for et liv sammen end så mange andre?

’Bjælkehuset’ slutter også mere harmonisk end fortælleren og dramaturgien lægger op til. Lorna er gift med den beregnende Brendan – han havde behov for en kone af passende status for at komme frem i universitetsverdenen – og familien har allerede taget en af hans tidligere elever til sig. Lionel er socialt lidt til en side, men han er fagligt dygtig, så Brendan tolererer det. Han er mindre begejstret for Lornas kiksede søster Polly, der kommer på besøg og endelig vil væk fra forældrenes skygge. Lorna frygter det værste, da familien tager væk en weekend uden Polly, men hun kommer tilbage til noget, hun aldrig havde drømt om.

Mennesker er og bliver uforudsigelige, og uanset hvor du er i livet, ved du aldrig hvad tilværelsen har at byde på. Sådan ser verden ud i Alice Munros univers, og i de ni noveller møder læseren karakterer, der er sammensatte og uforudsigelige og ægte. Oversættelsen er i Gudrun og Ida Jessens kompetente hænder. ( )