Når man tager mængden af rumvæsener, magiske skabninger og transformerede dyr i betragtning, så er det forbløffende, så få ikke-menneskelige karakterer, der er i de traditionelle superheltehistorier. Under den mystiske overflade viser det sig nemlig, at langt de fleste er såre menneskelige. Det er selvfølgelig en sympatisk pointe, at du er god nok, uanset hvordan du ser ud og hvor du kommer fra, men det kan undre, at der ikke er flere forfattere, der har benyttet lejligheden til at udforske den radikale anderledeshed, som den ikke-menneskelige karakter tilbyder.

En af undtagelserne er Alan Moore. Da han i 1984 blev tilbudt at overtage gyserserien Swamp Thing gik han målrettet i gang med at fjerne hovedpersonens menneskelige træk. Karakteren var skabt af Len Wein. I den oprindelige fortælling var Alec Holland døden nær vaklet ud i Louisianas sumpe. Her blev han vakt til live igen af mystiske kræfter, men nedenunder var han stadig Alec Holland.

Den præmis gør Moore omgående op med. I det første nummer bliver Swamp Thing dræbt af kommandosoldater, og i det næste nummer tager Moore tegneseriemediet steder hen, hvor det næppe havde været før: Swamp Thing bliver obduceret, og det udrydder en gang for alle forestillingen om en menneskelig kerne. (Jeg blev i øvrigt mindet om obduktionsscenerne fra From Hell, Moores senere værk om Jack the Ripper mordene.) Der er dele formet som menneskelige organer, men de har ikke længere nogen praktisk funktion. Det hele er plantefibre, og planter har som bekendt hverken brug for åndedræt eller kredsløbssystemer. Swamp Thing er hverken menneske eller ”kød” i det hele taget – den er en plante, der har bildt sig ind, at den var et menneske.

Plantehelten er Moores redskab til at udforske frygtens territorium. Han har stadig venner – primært Abby Arcane, datter af dens tidligere ærkefjende – som han vil kæmpe for, men perspektivet er blevet et andet. Da et andet plantemenneske truer med at udrydde alle mennesker og dyr, oplever han det det som en rød kræftknude i hans grønne virkelighed, og det er mest af hensyn til den økologiske balance, at Swamp Thing stopper ham.

Det andet hovedspor i dette bind er en mere klassisk gyser: Nogle (tåbelige) mennesker er kommet til at åbne en portal til en anden verden og gennem den åbning kryber et lille abelignende væsen, der lever af menneskers frygt – og på børnehjemmet, hvor Abby får arbejde, er der masser af angst.

Historierne understøttes af en pragtfuld billedside, hvor Stephen Bissette og John Totleben i den grad understreger Swamp Things plantenatur. Der vokser grene og kviste overalt, og til tider smelter han nærmest sammen med den tætte beplantning i sumpen.

Den nye Swamp Thing er selvfølgelig ikke helt uden menneskelige træk, og Moore kan heller ikke undslippe genrens grundlæggende krav om handling i hvert eneste nummer. Men han formår at giver fortællingerne en filosofisk og psykologisk dybde, der løfter et ret banalt univers til noget meget mere interessant. Jeg må hellere se at få fat i de næste numre. ( )