England, East Anglia, 1929/1930
Lord Peter Wimsey og hans tjener Bunter kører i grøften i snevejr nær kirken Fenchurch St. Paul. Der er influenzaepidemi og præsten har planer om en meget langvarig variationsringning - også kaldet vekselringning - med kirkens otte klokker ved nytår, så Wimsey kommer som kaldet.
Da ringningen er færdig, bliver præsten kaldt ud til Lady Thorpe, der er døende. Imens får Wimsey en flere år gammel historie om et juveltyveri i 1914. Lady Thorpe bliver begravet lørdag den 4. januar 1930 og til påske (sidst i april) dør hendes mand Sir Henry. Han ville begraves i samme grav som hustruen, men da graveren og hans hjælper om torsdagen stikker spaden i jorden finder de liget af en mand, der har været død i flere måneder.
Liget har fået ansigtet slået ind og begge hænder hugget af, så det kan ikke identificeres umiddelbart. Det gamle juveltyveri blev begået af en tyveknægt Cranton i ledtog med butleren Deacon. Wilbraham juvelerne blev aldrig fundet og da de ikke var forsikrede, følte Sir Henry sig forpligtet til at erstatte deres værdi, hvilket gjorde at arven efter ham og konen er ganske lille. Datteren Miss Hilary Thorpe på snart 15 år er ganske kvik og tager det ikke så tungt med hverken forældrenes død eller den diminutive arv. Hun finder et pudsigt brev i klokketårnet.
Lord Peter Wimsey var over nytåret indlogeret hos Mr og Mrs Venables og de har i mellemtiden opdaget at han er interesseret i kriminalsager, så de skriver til ham og han dukker straks op og begynder at undersøge sagen.
Han finder det klokkereb, liget har været bundet med, i en brønd. Og han finder et brev sendt poste restante fra Frankrig til en Paul Taylor. Politiet sporer brevet tilbage til en fransk gård, hvor konen genkender liget som sin mand.
Det er ikke Cranton, men politiet finder ham let, nu de ved at de skal lede efter ham. Han er meget syg, men skjuler alligevel noget for dem. Politiet finder ud af at den døde mand er Deacon, som man havde troet var død i England i 1918. Da Deacons kone Mary har giftet sig i mellemtiden, havde Deacon derfor en klemme på både hende og hendes nye mand Will Thoday, men de nægter at have dræbt Deacon. Det viser sig at Will tror det er hans bror James, der har gjort det. Og omvendt. Men ingen af dem har dræbt Deacon, selv om Will indrømmer at han har bundet Deacon og efterladt ham i klokketårnet.
Til sidst bliver sognet oversvømmet og Will drukner i forsøget på at hjælpe en anden. Kirkeklokkerne ringer alarm og det går op for Wimsey at det er klokkeringningen, der har slået Deacon ihjel.
Smykkerne er også fundet og Hilary ender med at arve både dem og hele Wilbraham formuen.

Glimrende fortælling hvor en masse ender samles på kyndig vis. Der er endda et helt lille afsnit om dræning, kanaler og sluseporte.
Oversættelsen er ikke perfekt, fx er smykket benævnt et halsbånd og ikke en halskæde. ( )