Historien (1974)

Jeg har altid syntes, at der var noget prætentiøst over bogens titel: Historien. Som om der ikke er masser af historier at fortælle. Alligevel giver det mening – og meget mere end arbejdstitlen ’Uden religionens trøst’ – når man først læser bogen. For det første er fascismens fremvækst, anden verdenskrig og den glidende overgang til den kolde krig vitterligt historien om det blodige 20. århundrede. For det andet placerer Morante selv romanen i en bredere historisk kontekst ved at indlede bogens dele med en gennemgang af årets begivenheder, og denne historiske gennemgang dækker også årene efter den egentlige romanhandlings slutning, så det gøres klart, at fortællingen blot er et kapitel af en langt større historie om magt og undertrykkelse.

Romanens hovedpersoner er Ida Mancuso, der er født lige efter århundredeskiftet, og hendes børn Nino, født i slutningen af 1920’erne, og den lille Useppe, der er resultatet af en tysk soldats voldtægt i begyndelsen af krigen. Med de nødvendige tilbageblik følger vi familien tæt fra Useppes fødsel til 1947. Selvom familien ikke er optaget af politik – selv Nino, der både er sortskjorte og kommunistisk partisan, er i virkeligheden dybt apolitisk og mest optaget af, at der er gang i den – fylder krigen umådeligt meget. Det er næsten umuligt at skaffe mad, så Ida ældes før tid, og Useppe vokser aldrig til, som han skal. Og som halv jøde lever Ida i evig frygt for, at de skal blive ofre for udrensningen, selvom rygterne om koncentrationslejrene afvises som FOR dramatiske.

Der er tale om en hverdagshistorie, hvor hovedpersonernes psykiske liv og smerte står i centrum, men naturligvis er der også dødsfald i persongalleriet, masser af dem faktisk, og alt andet ville da også være en løgnagtig gengivelse af tiden. Fokus er bare mere på frygten og lidelsen end på kampene og det heroiske, for Morante solidariserer sig altid med det enkelte menneske, som det står nøgent og forsvarsløst over for systemernes undertrykkelse.

Man mærker tidligt, at det vil gå hovedpersonerne ilde, men alligevel håber man til det sidste, at i hvert fald nogen af dem skal klare sig igennem og komme martrede, men dog livsduelige, ud på den anden side. Det er bare ikke sådan en roman, og Morante er ikke en sådan forfatter. Hun støttede både privat og i bogen anarkisternes håbløse kamp. Håbløs, fordi de mest idealistiske anarkister afviser enhver voldsudøvelse, og hvordan kan magten som sådan bekæmpes, når man ikke vil bruge magt til at vælte undertrykkerne? Kun hvis alle magtrelationer i et magisk øjeblik ophæves, kan det anarkistiske samfund opstå, men det er naturligvis et utopisk ideal uden gang på jorden.

Historien er en tragedie. Useppe symboliserer undergangen. Født af et overgreb er han som baby glad, tillidsfuld og intelligent, men håbet om at der trods alt kunne komme noget godt ud af vanviddet svinder hurtigt ind. Selvom gaskamrene undgås, er han mærket af underernæring og tidens ondskab. Med ham bukker også håbet om en ny og bedre verden under.

Morante sætter eminent den lille historie op over for den store, og hun fanger på den måde både krigens umådelige vanvid og det hverdagsliv, som langt de fleste trods alt levede langt det meste af tiden. Useppe kommer man uvægerligt til at holde af, og bogen er også fyldt med en lang række andre spændende karakterer. Hele tiden har man fornemmelsen af, at her er der en forfatter, som tager fat om de helt store spørgsmål. Det er pragtfuldt, selvom bogen bliver lidt lang – især i skildringen af den umiddelbare efterkrigstid, hvor Morante synes at have været i tvivl om, hvordan hun skulle komme videre – så jeg anbefaler den på det varmeste. ( )