Jeg hører ikke normalt til dem, der hylder flotte udgaver, 1. oplag eller andre af de ting, der er vigtige for litteraturen som genstand og som samlerobjekt, men jeg må alligevel beundre Vandkunstens lille udgave af Kafkas Dommen. Fremfor blot at bringe oversættelsen genoptrykkes den oprindelige tekst fra Kurt Wolffs 1916-udgave med en dansk paralleloversættelse, så man selv kan vælge sprog. Kafkas pragertysk er sjældent svært at læse, men det er rart at kunne konsultere oversættelsen, når der er behov for det.

Novellen blev først udgivet i 1913, men blev skrevet på en enkelt nat i 1912, kort tid efter at Kafka havde mødt Felice Bauer, som han også tilegnede den til. Historien er utvivlsomt præget af mødet med hende, for konflikten mellem forlovet og forældreansvar er den vigtigste tematik. Over små 30 sider skildrer fortælleren sit forhold til en ven i Skt. Petersborg og forholdet til sin forlovede, inden han konfronterer sin far.

Sagen er, at Georg Bendemann har fået succes og skal giftes. Spørgsmålet er, om han skal fortælle sin ven om disse gode nyheder, eller det i virkeligheden vil være at stikken egen fremgang op i ansigtet på én, der kun lige kan få tingene til at hænge sammen i den russiske hovedstad. Hans forlovede insisterer naturligvis, og han skriver da også et brev, men inden han sender det, vil han lige høre sin fars mening.

Her er det så, at historien skifter gear første gang. Fremfor at svare kommer faderen med den ene beskyldning efter den anden: Der er ingen ven i Rusland, Georg er bare ude på at bedrage ham osv. Det bliver snart klart for læseren, at faderen ikke er helt rask længere. Måske er det demens, måske noget andet, men noget er der i hvert fald galt.

Og så kommer det sidst brud: Georg kan simpelthen ikke holde anklagerne ud, uanset at han sagtens kan se, at faderen er i opløsning.

Jeg synes ikke, at Dommen har samme dybde som Die Verwandlung eller Processen, men historien demonstrerer alligevel, hvad det er Kafka gør så eminent. På få sider forvandles hverdag til overdrivelser og absurditet, mens en stabil fortæller forvandles til et vaklende vrag. ( )