Bogen er George Eliots korteste roman. Det beklages lidt i introduktionen, men det er der faktisk ikke grund til, for det giver mulighed for en stram fortælling, hvor diverse sidehistorier ikke foldes ud for at få bogen til at svulme op.

Silas Marners skæbne er usædvanlig. Han vokser op i et babtistisk miljø i England, hvor han er et respekteret medlem af menigheden og fuld af tro på guds retfærdighed. Den bliver imidlertid sat på prøve, da han på falsk grundlag dømmes for tyveri og forlader sin hjemegn for at slå sig ned i Raveloe, hvor han hurtigt bliver kendt som en særling, der altid holder sig for sig selv. Fra tidlig morgen til sen aften sidder han bøjet over sin væv. Han lever på en sten, for han har fået en ny gud: mammon. Hans største fornøjelse er at tælle den voksende guldskat.

Da pengene bliver røvet fra ham virker det som en frygtelig ulykke, men det er faktisk det modsatte. Det tvinger ham ud blandt andre for at få tyveriet opklaret, og de naboer, der hidtil har gengældt hans afvisende væsen, bliver nu en del af hans liv. Særligt den hjertensgode Dolly Winthrop ser lige gennem hans parader og vader ind i hans hjerte med træsko på. Penge kan være gode at have, men lykkelig bliver man tydeligvis ikke af dem!

Det gælder også den førende familie i Raveloe. Enkemanden squire Cass er mest optaget af at nyde sine besiddelser, og hans sønner gør ham ikke ligefrem ære. Den ældste, Godfrey, er vag og initiativforladt. Han drømmer om den smukke Nancy Lammeter, som er uden for hans rækkevidde, fordi han i hemmelighed har indgået ægteskab med en tvivlsom kvinde i byen. Værre er det med lillebror Dunstan, der er en rendyrket bandit. Han bruger Godfreys skam og angst for at blive afsløret til afpresse ham, og Godfrey mangler så meget rygrad, at han igen og igen lader sig trække rundt ved næsen. Romanens personer er generelt nuancerede og troværdige, men Dunstan er undtagelsen: Han er gennemført amoralsk og selvoptaget.

Romanen er et fint portræt af et traditionelt liv på landet, der allerede var under afvikling på Eliots tid. Her er intet spor af industrialisering og jernbaner. Her er kun bønder og småhåndværkere og en overklasse, der nok lever af sine besiddelser men ikke er så meget rigere end de andre, at den lever i en helt adskilt verden. Raveloe og dets indbyggere kommer til live, og så lever man med, at historien også er ikke så lidt moralsk. ( )