Processen (1925)

Der er noget sigende – måske endda noget kafkask? – over, at Prags mest berømte forfatte næppe ville have fået lov til at blive der, hvis han havde overlevet den tuberkulose, der rev ham bort i 1924. Enten var han blevet myrdet af nazisterne under krigen, fordi han var jøde, eller også var han muligvis blevet fordrevet efter besættelsen, fordi han talte tysk.

Der er en eller anden ubestemmelig sammenhæng mellem liv og værk, for Processens temaer om det anonyme, undertrykkende bureaukrati og den ubestemmelige skyld, der ikke bunder i konkrete handlinger, men derimod i noget mere uklart knyttet til det, den anklagede er. Det reflekterer århundredets totalitære bevægelser og den altomfattende mobilisering, der udfoldede sig under 1. verdenskrig.

Det var en stor glæde endelig at læse Processen. Hovedhandlingen kender de fleste sikkert i forvejen. Det gjorde jeg i hvert fald: Josef K. bliver en morgen arresteret og anklaget, men han får aldrig at vide, hvad han er anklaget for, og han får aldrig lov til at møde den dommer, der skal dømme ham. I stedet vikles han in i et mere og mere absurd og fremmedgørende bureaukrati, hvor individet blot er en ubetydeligt detalje, der knuses i det store maskineri.

Men romanens virkelighed er meget større end dette skelet. Vi følger den langsomme nedbrydning af Josef K.’s personlighed i takt med at der afsløres stadigt mere absurde aspekter af systemet. Stillet over for vanviddet forsøger han først at svare igen med logi, og da det ikke virker, mister han sig selv. Han fungerer dårligere og dårligere i sit arbejde – selvom han er arresteret sidder han ikke i fængsel – og han træffer hele tiden beslutninger, der skaffer ham personlige problemer på halsen og samtidig gør hans sag værre.

Læseres væves sammen med Josef K. ind i dette spind af absurditet, men det er en fremmedgørelse, der bygger på genkendelighed. Stilen er strengt realistisk, og det er netop fordi så meget er genkendeligt, at rettens logik, som alle andre end Josef K. tilsyneladende kender og accepterer, virker så forskruet.

Tag f.eks. forsvarsadvokat Hulds forklaring på, hvorfor det var så indviklet at være forsvarer: ”Man kunne kalde denne fremgangsmåde beklagelig, men næppe helt uberettiget. K. måtte jo ikke glemme, at processen ikke var offentlig. Den kunne være det, når retten mente det nødvendigt, men loven foreskrev ikke offentlighed. Som følge deraf var heller ingen af retsdokumenterne, og navnlig ikke anklageskriftet tilgængelige for den anklagede selv eller hans forsvarer. … Disse ugunstige omstændigheder vanskeliggjorde naturligvis forsvaret, men det var også tilsigtet fra rettens side. Forsvaret var nemlig ikke anordnet, men kun tilladt i selve loven, og endda var der strid om fortolkningen af den lovparagraf, som hjemlede denne tilladelse.” (s. 96-97)

Der er jo ingen som helst rimelighed i den argumentation, og hårene må rejse sig på alle med blot en smule kendskab til almindelig rettergang. Det gør de også på K., han kan bare ikke slippe ud af det.

Processen er en knugende, mærkelig og helt anderledes læseoplevelse, og selvom man synes man kender historien i forvejen, så løfter den faktiske læsning historien til et helt andet niveau. Det er ikke uden grund, at den er en af historiens mest berømte og indflydelsesrige romaner. ( )

Det er flere år siden jeg læste den, men der er passager jeg aldrig har glemt. ( )