Algier, ca 1940
Hovedpersonen Mercault har netop mistet sin mor, der døde på et plejehjem. Det berører ham ikke ret meget. Han har en kæreste Marie og en ven Raymond. Han er papirskubber på et kontor og hverken arbejdet eller de andre har han egentlig noget nært forhold til. Raymond har haft en arabisk kæreste og bliver generet af en af hendes bekendte. En dag er Mercault taget til stranden sammen med Marie og Raymond. Raymonds plageånd dukker op og det ender med at Mercault skyder ham.
???
Hovedpersonen er ikke ret sympatisk for at sige det mildt. Alene det gør det svært at identificere sig med ham, men Camus har skildret ham fint. Bogen er med vilje skrevet med ret korte sætninger - i amerikansk stil, så det var en nyskabelse i fransk litteratur, da den kom frem. ( )

Camus udgav sin klassiker i 1942, men man mærker ikke noget til krigen, ligesom man som vanligt ikke mærker meget til den indfødte befolkning i Algier. Det ændrer dog ikke på, at Den fremmede er et af de centrale værker om menneskets fremmedgørelse i det moderne samfund.

Jeg-fortæller og hovedperson her Meursault, der er bureaukrat i Algier og i romanens første sætning får at vide, at hans mor er død på det plejehjem, hvor hun har boet i en årrække. Han virker underligt upåvirket af dødsfaldet, og det er svært at spore hvad – om noget – han føler ved moderens død. Umiddelbart lever han sit liv videre med kæresten Marie, det rutineprægede kontorarbejde og et ikke alt for tæt forhold til naboer og vennen Raymond, der er kommet i vanskeligheder efter et forhold til en arabisk kvinde. Sammen tager de på stranden, og uden helt at vide hvorfor ender han med at skyde den mand, der chikanerer Raymond.

I romanens anden del følger vi retssagen mod Meursault. Her tages de fleste af hans handlinger fra første halvdel ilde op, for anklageren ser hans unaturlige reaktion på moderens død som et tegn på afstumpethed. Umiddelbart er retssagen absurd, fordi den fokuserer så entydigt på detaljer, og det dækker over det grundlæggende forhold, at han er åbenlyst skyldig i mordet. Men på den anden side er det måske ikke klogt at tage Meursaults gengivelse for pålydende. Søger han bare at sætte sig selv i et bedre lys, som når han fascineret læser og genlæser historien om en tjekkisk mand, der myrdes af sin familie, mens han er forklædt? For Meursault peger det i retning af, at han selv har været ude om sit endeligt ved at forklæde sig, men er det ikke bare at projicere skylden over på offeret per stedfortræder.

Bogen er af den type, der stiller flere spørgsmål, end den giver svar, men det er ikke et argument imod at læse den. Tværtimod har jeg stadig meget at tænke over, og det er ikke den dårligste anbefaling, man kan give en roman. ( )