Jeg har sjældent svært ved at finde på noget at sige om de bøger, jeg læser, men med Inkalen ved jeg ikke, hvor jeg skal starte eller slutte. Bortset fra at jeg elsker den!

Vi befinder os i en fremtid, hvor mennesket har spredt sig over en hel galakse – og i øvrigt lige har opdaget en nabogalakse beboet af ”berg’er” – men hvor samfundet er ved at rådne op indefra. Præsidenten bliver klonet frem for valgt, og senere viser det sig, at techno’erne tilbeder mørket og pønser på at udslette livet. Magnat’erne og den dekadente overklasse – deres glorier er i den grad malplacerede – er mest optaget at mele deres egen kage, og spørgsmålet er, om den mystiske kejser-kejserinde kan løse konflikten.

Vi møder John Difool i store problemer: Han er ved at få tæv og blive smidt ud over kanten i en af planetens grubebyer, og det betyder kurs direkte mod den altfortærende syresø på bunden af hullet. Årsagen er inkalen, en lille-bitte pyramidesten, som et mærkeligt væsen har betroet ham. Den vil alle gerne have fat i, for den rummer utrolige kræfter, og snart befinder Difool sig i et vanvittigt kapløb med præsidentens styrker, forbryderimperiet Amok, techno’erne plus det løse. Undervejs støder han på et spektakulært persongalleri, bliver ført ned i planetens dyb og videre ud i universet til det endelige opgør mellem lys og mørke, liv og død.

Historien er dramatisk, men den fortælles med humor og ironi. John Difool (The fool – narren) er bestemt ikke nogen overmenneskelig helt. Han er en ret almindelig klasse R detektiv, som fanges i en sag, der hurtigt vokser ham over hovedet. Takket være inkalen, denne mystiske, intelligente substans klarer han sine opgaver, men han holder aldrig op med at gøre oprør mod den skæbne han ubønhørligt trækkes ind i.

De seks oprindelige album om John Difool blev udgivet i 1980-89, og det er bemærkelsesværdigt, at værket i den grad fremstår som et hele. Serien er som et kinesisk æskesystem, hvor hvert kapitel pakker en ny virkelighed ud og sætter den forudgående fortælling i et helt nyt lys. Den slags bliver tit søgt, men her fungerer det, fordi Jodorowsky tydeligvis har haft hele historien i hovedet, inden han gik i gang.

Og fordi Moebius suverænt sætter billeder på hans univers. Han udvider også hele tiden grænserne, så billedsiden i mindst lige så høj grad som historien er en stadigt voksende eksplosion af fantasi og skaberkraft.

Man bliver ikke færdig med Inkalen på en enkelt gennemlæsning, og jeg glæder mig allerede, til jeg skal læse den igen. I mellemtiden vil jeg bladre lidt i bogen og nyde tegningerne og sætte pris på nogle af de små detaljer, jeg ike fik med første gang, fordi historien sugede mig frem gennem fortællingen. Og så skal jeg nok også have fingre i nogle af de mange sidefortællinger, som Jodorowsky har skrevet i tilknytning til Inkal-universet. ( )