Krige er aldrig et teselskab, men der er alligevel forskel på, hvor blodige de er, og hvor meget civilbefolkningen bliver påvirket af dem. Og så er der selvfølgelig forskel på, hvor voldsomt det enkelte land bliver ramt, og dermed hvor meget den enkelte krig fylder i nationens fortælling. Trediveårskrigen i første halvdel af 1600-tallet var en af de mest brutale europæiske krige, og det gælder særligt i Tyskland – ikke det moderne Tyskland men det daværende tysk-romerske rige – hvor de fleste og største slag mellem katolikker og protestanter stod.

Reformationen udløste en religiøs fanatisme blandt store dele af befolkningen, og samtidig satte de religiøse myndigheder på begge sider ind med ideologisk oprustning. Det betød et skarpt opgør med andre religiøse praksisser, der tidligere havde fået lov til at eksistere under overfladen. Det synlige resultat var processerne mod hekse og heksemestre. Claus Ulenspiegel er både møller, helbreder – med urter og hemmelige besværgelser – og en entusiastisk amatørvidenskabsmand, der læser alle de bøger han kan komme i nærheden af og desuden er optaget af alt fra månens bane til spørgsmålet om, hvor mange korn man kan fjerne fra en dynge, før den ikke længere er en dynge.

Mølleren virker klart inspireret af Carlo Ginzburgs The Cheese and the Worms, og ligesom Menocchio kommer Claus i karambolage med kirken. Hans familie kan kun se til, mens han gladeligt buser ud med sine ideer. Sønnen Tyll, der ikke har styrke til at blive daglejer og som allerede er begyndt at øve sig i linedans, tænker, at han er den næste på præsternes liste, så han stikker af med pigen Nele og slutter sig til det vandrende folk. Det skal snart viser sig, at Tyll har et usædvanligt talent som gøgler, iscenesætter og nar, og det fører ham flere gange ind i begivenhedernes centrum.

Et andet centralt spor handler om Friedrich V af Pfalz og hans kone Elizabeth Stuart, som Kehlmann lidt barnagtigt kalder for Liz. I 1619 tager Friedrich imod tilbuddet om at blive (protestantisk) konge af Böhmen, hvilket er med til at udløse de følgende krige. Han sidder på tronen i under et år – deraf tilnavnet Vinterkongen – og da han bliver fordrevet fra Prag, bliver familien tvunget til at drage fra den ene protestantiske fyrste til den anden, indtil de ender i et sølle byhus i Nederlandene. Stadig med illusionen om, at de er værter for et hof, for det er forudsætningen for, at de på et senere tidspunkt kan komme til magten igen.

Andre historiske skikkelser er Gustav Adolf af Sverige, der fremstilles som en brovtende mandsling, og den katolske lærde Anathasius Kircher, der deltager i hekseprocessen mod Tylls far og senere bliver en berømt lærd. I romanen er han en ubehagelig og selvovervurderende charlatan, der udleder vidtløftige og ubegrundede teorier på baggrund af bibelcitater og tegn, der lige så godt kunne betyde noget andet. F.eks. drager han til Holsten for at finde en kur mod pest. Der er ganske vist ingen pestudbrud i Holsten, men det må jo være et sikkert tegn på, at kuren findes der!

Kehlmann er bedst, når han skriver atmosfærefyldte scener frem. Han er god til at krybe ind under huden på personerne, og ofte har han gemt et overraskende twist til sidst. Det gælder i den indledende scene, hvor Tyll besøger en landsby med sit følge, og det gælder ikke mindst i et fremragende kapitel, hvor en grev Wolkenstein skal hente ham i kloster og føre ham til kejseren i Wien. Rejsen gennem det smadrede landskab er voldsom, og scenen da de pludselig havner midt i et af krigens store slag er uforglemmelig.

Der er altså meget godt at hente i bogen, som jeg på lange stræk nød. Når jeg alligevel er en smule forbeholden, skyldes det, at romanen ikke hænger helt sammen. Der er store spring i tid og sted, og da jeg samtidig hovedpersonen Tyll Ulenspiegel aldrig blev en helt sammenhængende skikkelse, var jeg mindre begejstret for helheden end for delene. ( )