En verdenskrig har i sagens natur sat spor i mange lande. Jeg har allerede læst en del engelske, tyske og franske romaner – og såmænd også en dansk af Hanne Reintoft – om den krig, der lagde grunden til det brutale 20. århundrede, men dette var den første fra en canadisk synsvinkel. Det var interessant, for selvom der er mange lighedspunkter i skildringen af skyttegravskrigens rædsler, så er der også nye perspektiver.

Hovedpersonen er Robert Ross. Han er en ung, følsom mand, der er stærkt knyttet til sin handicappede storesøster Rowena, og det er i dagene efter hendes død og begravelse, at han beslutter sig for at melde sig til hæren og dermed det canadiske ekspeditionskorps. Familien Ross er en fremtrædende og meget velhavende familie i Toronto, og hans barndom har været lykkelig, selvom faderen har været en smule fjern, og selvom moderen langsomt bryder sammen af sorg over sin døde datter.

Selvom Ross har mødt modgang og tragedie, så er han slet ikke forberedt på militærets brutalitet. Det starter allerede i træningslejren, for selvom privilegierne følger med – Ross skal selvfølgelig være officer og lede soldater fra lavere lag i kamp – er det en helt anden verden. Han møder krigshelten Eugene Taffler, der allerede har fået medaljer og er blevet en lokal helt, men som også viser sig at have mørke sider. Han møder også sin egen seksualitet, for besøg på det lokale bordel, der ovenikøbet drives af en tysk immigrant, er et selvfølgeligt indvielsesritual.

Rejsen til Europa på et overfyldt og møgbeskidt lastskib er næste skridt ned i mørket. Ross er glad for dyr, og han er egentlig glad for at få ansvaret for de heste, der er med om bord. Men han er ikke glad, da han skal aflive en hest, der har brækket et ben og lider frygteligt, ligesom han ikke kunne klare at aflive Rowenas kaniner efter hendes død. (Det er moderen, der beslutter, at de skal slås ned og han skal gøre det, og det er et usædvanligt nedrigt indfald, vanvittig sorg eller ej.)

Hestene bliver på mange måder Ross skæbne. Efter et ophold i London, hvor han bl.a. lærer en engelsk familie fra overklassen at kende og besøger dem på deres gods i St. Aubyn, går rejsen videre til Frankrig, hvor han primært skal stå for at transportere konvojer med forsyninger frem til fronten. Her er døden en hyppig gæst blandt soldaterne. Ligene ligger overalt, og farerne lurer overalt. Man kan drukne i vand eller mudder, giftgas er en højst konkret trussel, og de voldsomme bombardementer driver bogstavelig talt folk til vanvid. Midt i det hele er der stive strukturer og officerer, der insisterer på at følge ordrer til sidste bogstav, også selvom de ikke længere give mening, når de når frem til soldaterne. Til sidst bliver det alt sammen for meget for Ross, men hvad han konkret gør, skal ikke afsløres her.

Jeg nævnte i starten, at jeg satte pris på det canadiske perspektiv, men hvad består det egentlig i? For det første er landskabet et helt andet. Træningslejren ligger ude på prærien, og der er både i Toronto og på landet en oplevelse af et kæmpestort og endnu uopdyrket land. Det samme gælder den canadiske elite, som Ross selv tilhører. Den er bygget på hårdt arbejde, og der er stadig en tæt kontakt til det øvrige samfund, hvilket står i kontrast til den engelske overklasse, som Ross både bliver en del af og står i modsætning til.

Romanen er en fin krigsroman, men den har også nogle mangler. Findley vil gerne give indtryk af, at han afdækker ”virkelige” begivenheder, og derfor besøger fortælleren/forfatteren flere personer, der har mødt Ross under krigen. Det virker forceret, for det er kun små hjørner, som vidnerne kender til, og den del, der skal forestille at være en trettenårig piges dagbog, fremstår først og fremmest som en midaldrende forfatters forsøg på at skrive en som en trettenårig pige. Det trækker ned, men alt i alt er I krig en læseværdig roman, hvis man er interesseret i første verdenskrig og dens mange forviklinger. ( )