Dagene ligner hinanden for fortælleren, der er protestantisk præst i bjergene på grænsen mellem Frankrig og Schweiz. Han bor med kone og børn, passer sine prædikener og tager sig af sine sognebørn, når det er nødvendigt. En dag bliver han kaldt ud til et hjemmebesøg, som kommer til at forandre hans liv for altid: I en fattig hytte i sognets fjerneste afkrog, finder han en blind pige. Hun er ikke stum, men hun har aldrig lært at tale, for hendes mor var døv. Moderen er død, og præsten tager pigen med hjem.

Han beslutter også at beholde hende, selvom hans kone Amélie er imod. Pigen får navnet Gertrude, og inden længe er han fuldt optaget af at lære hende at tale. Hun gør strålende fremskridt, fatter interesse for musik og viser sig i øvrigt at være ældre end forventet – hun er næsten en ung kvinde – og i øvrigt meget smuk.

Det bemærker sønnen Jacques også. Han forelsker sig i Gertrude, og det oprører præsten. Officielt vil han beskytte pigen, der stadig kender så lidt til den store verdens fortrædeligheder, men den egentlige forklaring er meget enklere: Han er selv dybt forelsket i hende, og selvom han ikke vil indrømme det, vil han have hende for sig selv. Imens bliver forholdet til Amélie dårligere, fordi hun meget tydeligere end han ser hans kærlighed til den unge pige.

Romanen skulle afspejle protestantismens og katolicismens forskellige syn på mennesket og på synd. Den fortællende præst er i hvert fald selv overbevist om, at han ved at udelukke fra Paulus’ syndsbegreb ser det kristne budskab renere.

Heldigvis er de teologiske overvejelser ikke dominerende, og jeg var langt mere optaget af præsten som fortæller. Han er ikke bare upålidelig og selvcentreret, han er også helt ude af stand til at se sig selv og sine handlinger i et objektivt lys. Det er meget menneskeligt, men ikke videre sympatisk. Det er svært ikke at sympatisere med Amélie, som finder sig i meget og som han aldrig lytter til, og med Jacques, der bare forelsker sig og gerne vil giftes med en smuk ung pige.

Det er altid interessant at se en fortæller afsløre mere om sig selv, end der var tiltænkt. Da Amélie igen har bemærket, at han bruger alt for meget tid med Gertrude, når han f.eks. frem til følgende:

”Egentlig tror jeg, at hun blev drevet frem af en slags moderlig jalousi; thi mere end én gang har jeg hørt hende sige: ’Du har da aldrig beskæftiget dig nær så meget med nogen af dine egne børn.” Og det havde hun jo ret i; for selv om jeg elsker mine børn højt, har jeg aldrig ment, at jeg skulle beskæftige mig særlig meget med dem.” (s.28)

Romanen er kort men medrivende, og den er skrevet i et smukt og tilgængeligt sprog, hvor meget er op til fortolkning, og hvor det hele tiden er vanskeligt at afgøre, hvor meget man som læser kan stole på fortælleren og hans intentioner. ( )