I et af bogens første kapitler er alle hovedpersonerne samlet til et bryllup. Gudrun og Ursula Brangwen er der bare for at se på, for det er en begivenhed i den lille engelske mineby, når indehaveren af de kulminer, som alle lever af, skal giftes. Gerald Crich er brudens storebror og den, der nu bestemmer i familievirksomheden, som han har mekaniseret og strømlinet efter moderne ledelsesprincipper. Rupert Birkin skal være gommens forlover, og de to mænd er så sent på den, at bruden og hendes far først ankommer til kirken. Da bruden ser det, sætter hun i løb – pludselig VIL hun være den første i kirken, selvom traditionen siger noget andet - og hendes forlovede sætter efter, så de forpustede og side om side når frem til kirkedøren. Hendes far er ladt tilbage og ser forundret til.

Scenen er primært med for at introducere bogens vigtigste personer, men jeg tænkte tilbage på den flere gange under læsningen, for demonstrerer også centrale temaer i bogen: Først og fremmest kærligheden mellem mand og kvinde som en kamp, der her udmønter sig i en munter kappestrid, og hvor kærlighed og had er tæt forbundne følelser. Det er også sigende, at det er bruden, der begynder, for Lawrence skriver om moderne kvinder, der selv tager initiativ og som på ingen måde opfatter sig om underlegne over for mænd eller i synderlig grad underlagt samfundets normer.

Familien Brangwen er solid middelklasse. Faren underviser på den lokale realskole, hvor Ursula også har fået arbejde, og da historien tager sin begyndelse er Gudrun lige vendt hjem fra London, hvor hun har studereret kunsthistorie og arbejdet som kunstner uden for alvor at slå igennem. De er begge selvstændige og ser ægteskab som en mulighed mere end som et mål. Alligevel forelsker de sig.

Ursula falder for Birkin, der er inspektør i skolevæsenet, men som først og fremmest føler lede ved tilværelsen. Han har læst lige lovligt meget Nietzsche, og eftersom han ikke er længere er religiøs er meningen med det hele tilsyneladende forsvundet. Det taler han længe om ved enhver lejlighed, men hans weltschmerz giver ham også følsomhed. Selvom han siger, at han ikke tror på kærligheden, så drømmer han om et fællesskab, hvor han både kan være sig selv og smelte sammen med en anden. Og en kvinde er ikke nok – han håber også på et maskulint bånd, som han har det med Gerald.

Gudrun bliver derimod betaget af den mandige Gerald Crich. Mens Birkin tænker og filosoferer, er Gerald i høj grad en handlingens mand. Han har taget firmaets skæbne på sig, og når noget skal gøres, er det altid ham, der går forrest. Han er også en plaget mand. Som ung døde hans bror i en vådeskudsulykke, som han også var involveret i, og mens Birkin har fundet en sær ro i sin livslede, så er Gerald fuld af rastløshed og tvivl. Gudrun er præcis så selvrådende og så smuk, at han vil have hende, også selvom – eller måske netop fordi – hun ikke ved, om hun vil have ham.

Når man tænker på, at bogen er på over 500 sider, så er handlingen i virkeligheden ret beskeden. Vi følger de fire hovedpersoner og kredsen omkring dem, og den bliver mindre efterhånden som kærligheden udvikler sig mellem de to par. Den skildres til gengæld detaljeret. Lawrence er god til dvæle ved stemninger og følelser, og han er meget optaget af de modsatrettede følelser, som mennesker kan skifte fra på få øjeblikke. Fascinationen af en person bliver pludselig til lede, irritation bliver til tiltrækning. Når man læser Jane Austen kan man nogen gange længes efter, at der SKER noget mellem personerne, men med Lawrence er det lige omvendt: Det kan være svært at tro på, at der skabes stabile relationer på baggrund af så meget drama.

”Når kvinder elsker” er en fin roman. Den kunne godt være kortere, og specielt kunne det være rart, hvis Lawrence eller hans redaktør havde været lidt bedre til at begrænse brugen af Birkin som talerør for forfatterens lommefilosofi, men jeg blev alligevel trukket ind i personernes liv og fascineret af deres forhold, uanset om de var bygget på sund dynamik eller destruktive følelser. ( )