Jeg har ikke set The Artist endnu, men når jeg skal se den, bliver det med en lille tvivl i maven. Masser af rosende omtale, store forventninger, men også en lille tvivl: Kan en stumfilm virkelig fungere i dag? Sådan havde jeg det også, da jeg gik i gang med Shaun Tans meget roste billedfortælling fra 2006.

Jeg kunne have oversat den bog, for den eneste tekst er titlen, dedikationen til forældrene og romertal til kapitlerne. Alligevel er det nemt nok at følge historien. Bogen starter med, at en ung mand gør sig klar til at tage afsked med sin familie for at drage i forvejen til et nyt land, og den slutter med at familien møder ham der. Undervejs har han mødt modgang, hjælpsomhed og langsomt fundet sin plads i den nye verden.

Udtrykket ”ny verden” er velovervejet. Bogen er en hyldest til migranter til alle tider, og fremmedgørelsen er et grundvilkår, når man flytter til et andet land og en anden kultur. Tegningerne minder tidsmæssigt om industrialiseringen, der prægede den store udvandringsbølge fra 1850 til 1914, men det er alligevel ikke USA.

Tan har opfundet et alfabet, anderledes klæder, mærkelige kæledyr og underlige plastiske skulpturer. Jeg tror det handler om at vise, hvor anderledes verden kan opleves, og fordi vi er så vant til fjernsyn og rejser, er han nødt til at opfinde noget radikalt anderledes. Grebet virker, og så giver det selvfølgelig også Tan mulighed for at udfolde sin fantasi og sit talent for det forunderligt mærkelige.

Historien er rørende. Man kan selvfølgelig fortælle med billeder alene, men når det er sagt, så oplever jeg ikke den samme dybde, som i tegneserier med dialog og tale. Når alt kommer til alt, så er teater sjovere end ballet, og der er ingen grund til at begræde lydspor på film eller talebobler i tegneserier. ( )