Frankrig, Normandiet, 1958
Annie Duchesne er fransk, går i gymnasiet, er lige fyldt 18 år og rejser fra sin katolske kostskole Saint-Michel til en feriekoloni i Normandiet for at tage sig af børn, der er anbragt der. Hun er med andre ord feriekolonipædagog. Af drengene fra samme årgang bliver mange soldater og bliver sendt til Algeriet. Senere kommer de hjem og føler sig ude af balance overfor de kammerater, der ikke har været i bled'en og ikke taler om fellaghaer eler "maghrebinsk rakkerpak". Og de ved ikke om det, de har gjort, var godt eller ondt.
Annie er vokset op i Yvetot som overbeskyttet enebarn. Forældrene har en lille cafe og en købmandsbutik. Så miljøet er ikke lange uddannelser, selv om moderen har ambitioner på hendes vegne. Listen over manglende sociale kompetancer er uendelig og hun kender stort set kun verden gennem bøger og dameblade. Men hun er god til at lære og er nummer et i klassen i skolen. Hendes erfaringer med seksuallivet indskrænker sig til et kys med en elev på landbrugsskolen for nogle måneder siden. På feriekolonien (et sanatorie) deler hun værelse med Jeannie. De jævnaldrende mandlige pædagoger siger hende ingenting, men chefpædagogen H, som med sine 22 år er en smule ældre, gør indtryk. De danser sammen (hvilket er første gang for hende) og han tager hende med udenfor, kysser hende og tager hende med op på hendes værelse og har samleje med hende (hvilket gør ondt, fordi hun er jomfru og fordi han slet ikke giver tid til forspil). Hun er helt blank på hvad det går ud på. Han vil gerne give hende orgasme, men gnider for hårdt på hendes køn. Hun vil gerne miste sin mødom, men han er for stor.
Næste dag snakker de kort sammen, men så går han videre på sin vej og ignorerer hende. Formentlig også fordi hun stadig ikke har nogen ide om hvordan man gebærder sig. Et par andre, Guy A og Jacques R, lægger an på hende og hun deler sovepose med Jacques R. Hen over årene tænker Kvinden fra 2014 tilbage og for første gang ser hun noget af det spil, der sikkert har været i gang. Guy A og Jacques R tager fis på hende. En lyshåret pige var måske jaloux/udenfor? Pigen fra 1958's opførsen bliver af alle de andre opfattet som det glade vanvid og luderagtigt, men selv opfatter hun det som frigjort og avantgarde. Hun drikker og fester med til ud på natten og vil ikke gå glip af noget af det, der sker, alt det, som aftenen lover. Hun har skrevet et citat af Alexander Dumas den yngre ind i sin dagbog: Der er ikke nogen anden virkelig lykke end den, man er klar over, mens man nyder den. På en måned har hun helt glemt familien. Og er glad for det. Hun tjener sine egne penge og kan bruge dem som hun har lyst. Hendes menstruation ophører og hendes mor er bange for at hun er gravid, men det er ikke tilfældet. Hun skifter til et andet gymnasium (i Ernemont), men oplever at være udenfor og fremmet der. Hun søger ind på et seminarie efter studentereksamen. Et spor, der er lagt ud af myndighederne til børn af arbejdere, bønder og cafeindehavere. Uden at kende ordene begynder hun at lide af bulimi og anoreksi. Man binder sig åbenbart for ti år for at få lærerindeuddannelsen. Annie kommer i praktik i Marie-Houdemare-skolen, hvor vejleder-lærerinden fortæller hende at hun ikke har kaldet. Og ikke er skabt til at være lærerinde. Det ændrer retningen for Annies liv, så måske er det en god ting, omend grusom. En veninde R får hende med på en plan om at droppe seminariet, tage til England som au-pair piger og vende tilbage og begynde på litteraturvidenskab på universitetet til oktober. Hun og R hygger sig i England, selv om de reelt er en slags tjenestepiger for mere velstillede englændere. De går på café og morer sig med butikstyverier indtil R en dag bliver snuppet. R kommer for retten, men bliver frifundet, blandt andet for Annie vidner falsk for hende. Tilbage i Frankrig starter Annie på universitetet og klarer sig godt. Hun bliver mere bevidst om sig selv og hendes menstruation kommer tilbage og hun mister føling med Pigen fra 1958, Ernemont-pigen og Pigen fra London.

Forfatterinden er selvfølgelig en ældre udgave af Annie Duchesne, men har i sine yngre dage fortrængt erindringerne i en grad, så selv et forsøg på at skrive noget ned i 2003 (hvor kalenderen var den samme som i 1958) ebbede ud i sandet. Nu er det over 55 år siden og det er lykkedes for Kvinden fra 2014 at komme ind under huden på Pigen fra 1958 i en grad, så hun kan skrive om det, men hun ser stadig på Pigen udefra. Hun googler H og finder en notits i avisen om et guldbryllup. Seminariet er blevet forfaldent og solgt til en stor koncern, der vil lave firstjernet hotel, kongrescenter og park ud af det. Jeg synes det er en pudsig måde at skrive sine erindringer fra ungdommen på.
. ( )

Gribende skildring af forfatterens oplevelser som ung pige skrevet med 60 års afstand. Beskrivelsen og tankerne gør indtryk og giver et tydeligt indtryk af disse år, som forfatteren ikke før har været i stand til at sætte ord på. ( )