

Klik på en miniature for at gå til Google Books
Indlæser... Stoner (1965)af John Williams
![]()
» 26 mere Books Read in 2015 (141) Favourite Books (585) Books Read in 2023 (726) Academia in Fiction (13) Books Read in 2013 (380) Books Read in 2016 (3,113) Books Read in 2022 (3,706) Best Campus Novels (73) 20th Century Literature (1,007) Biggest Disappointments (119) Five star books (1,363) Best of 2014 (8) Franklit (23) Allie's Wishlist (116) Hidden Classics (70)
Stoner er et dejligt, og , lidt fodslæbende bekendtskab. Masser af støv, forgængelighed og stille liv. Det er nok det, Williams har malt her - et stilleben. Den absolutte hovedperson, hårdtprøvede, men også upåagtede William Stoner, tager nogle få skridt til siden fra den slagne vej. Og det er disse sidespring og nye, udstukne kurse, der selvfølgelig er bogens motor. Uden hans studieskift fra landbrugselev til litteraturstuderende, uden hans valg af hustru fra en helt anden socialklasse, og uden hans utroskab over for samme, med den kvinde man så inderligt ønsker skal blive hans, ville det være lutter Jobs fortælling. Men hvor Job dog kommer gennem sine prøvelser med en frelsen og frelser på den anden side, så løber Stoners liv helt ud i ingenting. Måske er det også sådan det er, det der liv - og for mig som læser både en inspiration i bogen, men også en skuffelse.
Part of “Stoner” ’s greatness is that it sees life whole and as it is, without delusion yet without despair. Stoner realizes at the last that he found what he sought at the university not in books but in his love and study of them, not in some obscure scholarly Grail but in its pursuit. His life has not been squandered in mediocrity and obscurity; his undistinguished career has not been mulish labor but an act of devotion. He has been a priest of literature, and given himself as fully as he could to the thing he loved. The book’s conclusion, such as it is—I don’t know whether to call it a consolation or a warning—is that there is nothing better in this life. The line, “It hardly mattered to him that the book was forgotten and served no use; and the question of its worth at any time seemed almost trivial,” is like the novel’s own epitaph. Its last image is of the book falling from lifeless fingers into silence. HæderspriserDistinctionsNotable Lists
Husmandssønnen William Stoner fra Missouri, USA, bliver i 1910 sendt på landbrugsskole, men vælger litteraturens verden, bliver universitetslærer og vender ikke senere tilbage til forældrenes gård. No library descriptions found. |
Current DiscussionsIngenPopulære omslag
![]() GenrerMelvil Decimal System (DDC)813.54Literature English (North America) American fiction 20th Century 1945-1999LC-klassificeringVurderingGennemsnit:![]()
Er det dig?Bliv LibraryThing-forfatter. |
Stoner var sådan en bog i 2014. John Williams udgav ganske vist romanen allerede i 1965, men derefter levede den en stille tilværelse indtil genudgivelsen næsten 50 år efter. Her fik den til gengæld så rigeligt med hæder og omtale. Nu har jeg så også læst den, og jeg kan tilslutte mig koret: Det er vitterlig en fremragende roman.
John Stoner bliver født i Missouri i slutningen af 1800-tallet. Forældrene er fattige bønder, men de har ambitioner på sønnens vegne og sparer sammen til at sende ham på universitetet i Columbia. Stoner starter selvfølgelige på en landbrugsuddannelse, så han kan hjælpe forældrene og selv drive bedriften til noget større, da et introduktionskursus i engelsk litteratur bliver hans skæbne. Ude af stand til at sætte ord på sin nye kærlighed skifter han retning og begynder at studere engelsk.
Heldigvis ser en af professorer hans evner, og da grundfaget er læst, bliver der sørget for legater og stillinger som undervisningsassistent, så han kan skrive ph.d. og starte en akademisk karriere. Som det så lakonisk konstateres i 1. kapitel, så forbliver han underviser på University of Missouri til sin dæd i 1956, og det er faktisk hele romanens univers: En mands liv og hans karriere som underviser på et sted.
Men det er også en roman om Amerika i første halvdel af det 20. århundrede. Om de unge mennesker der strømmede fra landbruget mod byerne, hvor de fandt en helt ny tilværelse. Om en nation, der endte med at udkæmpe to verdenskrige og undervejs slap en så voldsom energi løs, at den forandrede verden for altid.
Det hele ses fra Stoners synsvinkel for selvom arbejdet på universitetet og især undervisningen forbliver den røde tråd gennem hans tilværelse, så rummer et levet liv meget mere. Da USA går ind i første verdenskrig vælger han IKKE at melde sig frivilligt, sådan som hans to nærmeste venner gør det. I stedet bliver han på universitet og arbejder på sin afhandling. På sin vis er det her han endegyldigt vælger den større verden fra til fordel for studiet af den latinske traditions betydning for tidlig engelsk digtning, og når han senere stifter bekendtskab med virkeligheden uden for universitetet, gør han det altid som en dilettant.
Han forelsker sig stormende i Edith, der vælger ham som vej væk fra forældrene, men som er endnu mere usikker på livet end han. Det er som hun har optaget alle tidens hæmninger og de værste sider af en beskyttende pigeopdragelse. Ægteskabet bliver en fiasko. Først er de ulykkelige sammen, så fører de aktiv krig mod hinanden, og så lever de bare ved siden af hinanden. Og så er der alligevel en slags kærlighed til sidst; det kan næsten ikke være anderledes, når man har levet tredive år sammen. Værre er det, at datteren Grace bliver fuldstændig ødelagt.
Alligevel er Stoners liv ikke uden kærlighed. Han møder den på universitetet, og selvom omgivelserne til sidst gør den umulig, er den ikke forgæves. Det er et forhold, der opstår gennem studier, modnes gennem fælles forskning og til sidst også lever videre i bøgernes verden. Hvilke historier kan der ikke gemme sig bag en uskyldig dedikation til et sæt initialer!
William Stoner er en ret almindelig mand, men det er romanen ikke. Williams skildrer ham og hans forhold til andre mennesker med stor psykologisk dybde, og selvom man ofte har på fornemmelsen at Stoner er den sidste til at forstå, hvad han føler, så er der aldrig tale om at forfatteren udleverer sin hovedperson. Det er bare en del af Stoners afmålte personlighed, at de største glæder og voldsomste konflikter altid må komme bag på ham.
Romanen er oversat af Jens Christian Grøndal, og det giver god mening. Der er en ligefremhed men også en dybde og en fylde i prosaen, der minder om Grøndals egen stil. (