Les passagers du vent Tome 4 : L'heure du serpent (original 1982; udgave 1991)

Forrige bind af Vindens Passagerer - Handelsstationen i Juda – sluttede med en cliffhanger: Isa, Hoel og Mary var blevet rodet ud i alskens intriger ved en handelsstation i Vestafrika, Hoel lå for døden, forgiftet af en heksedoktor og Isa var på vej til kongeriget Dahomey på jagt efter en modgift.

Slangetimen er en umiddelbar forlængelse af bind 3 og de to albums bør egentlig ses som et samlet kapitel i sagaen. De mange plotlinjer på fortet rundes af her, og bindet slutter med, at vore helte drager videre mod Caribien på det fuldt lastede slaveskib Marie-Caroline.

Jeg hæftede mig sidste gang ved Bourgeons fascination af sorte kroppe, men han er tydeligvis også interesseret i de indfødte kongerigers kultur og historie. Afrikanerne fremstilles som barbarer, men billedet er alligevel ikke entydigt kolonialistisk. For det første er kongen også mægtig. Franskmændene har godt nok en særstatus som hvide, men de må spille hans spil, hvis de vil holde gang i slavehandlen. Og i den indbyrdes strid mellem Isa og Viaroux bliver han i virkeligheden dommer. Når man først er begyndt at ty til sort magi, har man overladt magten til dem, der kan kontrollere den.

For det andet er slavehandlens barbari fuldt på højde med de indfødtes. Det gør det ikke bedre, men det underminerer ethvert tilløb til at fremstille europæerne som moralske. Isa viser i hvert fald sin åbenlyse foragt for begge dele, og der er næppe nogen tvivl om, at Bourgeon deler hendes opfattelse. Ja, det er barbarisk at henrette utro koner ved at lade dem blive ædt levende af myrer. Nej, det er ikke en acceptabel undskyldning for at gøre afrikanerne til slaver.

Isa er både følelsernes og den naturlige fornufts repræsentant. Hun kan være listig, når det er nødvendig, men i virkeligheden er hun meget reel og ligetil. Hun spiller selvfølgelig også på sin seksualitet. Som Bourgeon indrømmer i et meget interessant interview, der er trykt som efterord, så er hun i høj grad hans egen nutidsstemme i fortidens miljø.

Den slags anakronismer kan være irriterende, men her skurer de nu ikke noget videre. Tegningerne er som sædvanligt utroligt flotte, men historien blev måske nok en lille smule tung. Nu er det overstået, og så bliver det spændende at se, hvad Isa & co roder sig ud i på vej over Atlanten. ( )