Den store amerikanske samtidsroman er som den hvide hval i Moby Dick: Der tales meget om den, og ærgerrige stræber efter den, men det er sjældent man egentlig ser den. Ingen vil indrømme, at det er deres ambition, og det er en umulig standard at bedømme bøger efter, fordi det er så uklart, hvad der egentlig menes med begrebet. Alligevel er det svært ikke at tænke på Den Store Amerikanske Samtidsroman, når man læser Jonathan Franzen, fordi det er så tydeligt, at hans historie både skal fungere i sin egen ret og sige noget om tidens store spørgsmål.

Pip (egentlig Purity) Tyler er netop blevet færdig med college, og nu arbejder hun som telefonsælger for et tvivlsomt energiselskab. Hun skal sælge et produkt, der er lidt for godt til at være sandt, og det har hun det ret svært med. Hun har det også ret svært med andre mennesker: Hun har kun få venner, og hun bor i en slags kollektiv i et gammelt hus, hvor der hele tiden er risiko for at blive smidt ud. Ikke nok med det: Hun er også forgæves forelsket i sin nabo, der er ulykkeligt gift, men altså stadig gift.

Måske skal forklaringen søges i hendes opvækst? Hun er vokset op i de californiske bjerge med sin mor. Faderen har hun aldrig mødt, og hendes mor indrømmer gerne, at hun har taget navneforandring og forfalsket Pips fødselsattest for at forhindre enhver kontakt med hendes fader. Meget mere kan Pip ikke få at vide, så da hun bliver kontaktet af nogle mystiske tyskere og får tilbud om at blive praktikant hos The Sunlight Project i Bolivia, beslutter hun sig for at takke ja. Organisationen vil kast lys på verdens dunkle hemmeligheder, og det sker ved konstant at lække fortrolige informationer på internettet. Måske kan de også finde hendes far?

Organisationen drives at den karismatiske Andreas Wolf, der voksede op i DDR. Hans forældre tilhørte den absolutte elite i partiet, hvor faderen havde et hovedansvar for den økonomiske udvikling i landet. Det sikrede en vis beskyttelse, men det gjorde det også så meget mere pinligt, at han oprørsk begyndte at komme i undergrundsmiljøerne og levede som ungevejleder ved en af de protestantiske kirker, der var i opposition til styret. Store dele af romanen er fortalt fra Andreas’ perspektiv, og det er et interessant indblik i mekanismerne i det kommunistiske diktatur, der havde lagt den mest brutale undertrykkelse bag sig, men som stadig holdt alle under observation og diskret beskyttede partiets spidser.

Endelig fortælles historien med udgangspunkt i det nye netmedie Denver Independent, hvor chefredaktør Tom Aberant og hans bedste reporter / kæreste Leila Helou er på sporet af en skandale: Kan det virkelig passe, at det er lykkedes en soldat på en militærbase at smugle et atomsprænghoved ud for at prale med det til en 4. juli fest? Denne del foregår kronologisk efter Pips ophold i Bolivia, og hun har nu sluttet sig til avisen som researcher og faktatjekker. Efterhånden opstår der et tæt bånd til Leila og Tom, der også kender Andreas fra et ophold i Berlin. Det hele hænger tydeligvis sammen – men hvordan?

Romanen er – heldigvis – båret af karakterernes personlige historie, men samtidig tager Franzen store temaer under behandling. Et spor handler om overvågning og afsløring. Det er tydeligt, at der er paralleller mellem DDR’s analoge overvågningssamfund og de enorme mængder digitale fodaftryk, vi alle sammen efterlader hele tiden. Dermed ikke sagt, at det er to sider af samme sag, og det antyder Franzen heller ikke, men det er interessant, at systemer og stater stadig indsamler data i enorme mængder, og at systemerne stadig er lige så nervøse for at blive kigget efter i kortene.

Det andet store tema er familie. Romanen er også et katalog over familietyper og belastede familierelationer. Andreas har et meget anstrengt forhold til sine dominerende mor Katya, Pip kender ikke sin far, Leila er stadig gift med sin handicappede mand selvom hun lever sammen med Tom, og Tom vil ikke have børn med hende, fordi han stadig er traumatiseret af sit første ægteskab. Der er meget bitterhed og vrede, men også meget varme og kærlighed. Familierne i romanen er både lykkelige på hver deres måde og spektakulært fejlslagne.

Spørgsmålet er, om Pip kan komme ud over alle de vanskeligheder, som den tidligere generation har lagt til rette for hende. Det er selvfølgelig ikke noget tilfælde, at hun deler navn med hovedpersonen i Dickens’ Great Expectations, og Franzen formår ligesom Dickens at fortælle mange interessante historier, inden han binder en sløjfe på hovedpersonens fortælling. Jeg var ganske begejstret for romanen, som er både velskrevet og underholdende. Min eneste anke er egentlig, at den godt kunne have klaret sig med 100 sider mindre end de 615 sider i min udgave. ( )