Der er flere grunde til, at man skal bruge sin tid på at læse Javier Cercas ”roman uden fiktion” fra 2014. Bogen blev fortjenstfuldt oversat og udgivet af det lille forlag Aurora Boreal i 2019, der havde fået øje på dens store betydning i Spanien og på dens kvaliteter som litteratur i grænselandet mellem biografi, essay og roman.

Bogens altdominerende hovedperson er Enric Marco, som i 2005 var i centrum for en enorm skandale, der gav genlyd over hele verden. Marco var på det tidspunkt 85 år gammel, og han var en meget dynamisk og synlig formand for Mauthausens Ofre, en forening for deporterede fra Spanien til de tyske KZ-lejre under anden verdenskrig. Han havde netop holdt en følelsesladet tale for det spanske parlament, hvor han igen mindede spanierne om, at det var på tide at huske fortiden og at erkende de forbrydelser, der var begået mod venstreorienterede og antifascister under frankismen.

Sagen var bare, at Marco aldrig havde været i KZ-lejr, aldrig var blevet deporteret af den spanske regering, og aldrig havde gennemgået alle de personlige lidelser, som han fyldte foredrag, avisartikler og interviews med.

Den anden hovedperson i bogen er Cercas selv. Han var fra starten fascineret af sagen, som fyldte ham med vrede, men han vægrede sig længe ved at skrive bogen, for selvom ambitionen selvfølgelig var én gang for alle at rive masken af Marco, så havde han ikke lyst til at give ham den opmærksomhed, som en 400 siders biografi jo også er. Den tvivl og den usikkerhed, som møderne med Marco skabte, lægger Cercas åbent frem. Han deler også de overvejelser, som han må gøre sig for at prøve at forstå Marcos handlinger.

Der er primært tre: For det første reflekterer han over løgnens natur ved at dykke ned i filosofihistorien, for selvom løgn som udgangspunkt er moralsk forkasteligt, så er der masser af tænkere fra Platon til Nietschze, der har argumenteret for, at det alligevel kan være tilladeligt eller ligefrem nyttigt i konkrete situationer. Falder Marco ind under disse? For det andet er der det litterære forbillede i Don Quijote. Den arme ridder var jo ganske almindelig adelsmand fra den gamle provins, indtil han en dag midt i livet besluttede sig for at opfinde sig en anden virkelighed, hvor livet var mere eventyrligt, hvor han havde en mere interessant fortid, og hvor han endelig kunne blive den hovedperson i tilværelsen, han havde drømt om at være. Og endelig er der forholdet mellem erindring og historie. Da Marco brød igennem i offentligheden, løb han gennem en åben dør, for det lå netop i tiden, at det nu var tid til et opgør med fortiden. Det var tid til at huske, og ophøjelsen af erindringen blev også til et ”vidnets tyranni” efter Cercas’ opfattelse. Hvor historien søger den objektive sandhed, er erindringen altid individuel og forskudt. Marcos eksempel er selvfølgelig ekstremt, fordi han slet ikke havde været i lejrene, men Cercas er generelt skeptisk over for, hvor præcise og hvor repræsentative erindringer egentlig er, hvis de får lov til at stå alene og uantastede.

Disse refleksioner veksler med en afdækning af Marcos liv, der både afslører et meget almindeligt spansk liv i det tyvende århundrede og en enestående evne til at udnytte fortidens – herunder den falske fortids – magt. Som ung i Barcelona i 1930’erne, var det ikke usædvanligt, at Marco var en del af den republikanske kamp, men om han var lige så aktiv, som hans senere forklaringer antyder, er uklart. Det var ikke usædvanligt, at unge spaniere under krigen meldte sig som frivillige arbejdere til Tyskland for at undgå militæret, men det var usædvanligt at havne i et tysk fængsel og undslippe det igen. Efter krigen og frem til slutningen af 1960’erne var det ikke usædvanligt, at man dukkede hovedet og koncentrerede sig om at leve et almindeligt og produktivt liv som automekaniker, og det var måske ikke engang så mærkeligt, at man senere påstod, at man havde været en del af den hemmelige antifrankistiske kamp, men der var nok ikke mange, der gjorde det så udførligt og så offentligt som Marco.

Bogen afdækker, hvordan Marco fra slutningen af 1960’erne gradvist konstruerer sin fortid, først som antifascistisk veteran, siden som deporteret til Tyskland, og hvordan han bruger den opfundne fortid til at iscenesætte sig som leder af den anarkistiske fagforening, i foreningen for forældre til skoleelever og til sidst som formand for Mauthausens ofre. Der er altså et tydeligt mønster, hvor Marco udnytter sin konstruerede fortid til at sætte sig selv i centrum, men hvor han samtidig kun opnår sin store gennemslagskraft, fordi han er veltalende, energisk og villig til at påtage sig mere arbejde and de andre medlemmer.

Enric Marcos historie er i sig selv sensationel og fascinerende, men Cercas formår også at sætte hans fortælling ind i en bredere samfundsmæssig og kulturhistorisk sammenhæng. Det er er afgjort en styrke, og det er også en styrke, at Cercas både dømmer og nuancerer Marco, fastholder det amoralske i hans gerninger, men samtidig fremhæver, hvad han har opnået, uden at forfalde til at hylde selviscenesættelsen. ( )