Der sker ikke det helt store i Christiansens lille roman fra 2014. Lydia vokser op i Nordsverige på en lille gård med en tavs far og en mor, der heller ikke siger for meget. Lydia er dygtig, og hun rejser tidligt hjemmefra for at blive dyrlæge, inden hun slår sig ned i Norge, 20 km uden for Oslo.

Bønderne kigger selvfølgelig skævt til hende i starten, men hun har et glimrende forhold til hendes chef, Brandt, og der går ikke længe, før hun har vist sit værd. Hun engagerer sig i Johan, en dreng med knap så stabile familieforhold, og det giver noget indhold i tilværelsen. Det gør Edvin også, en skuespiller, som hun lærer at kende gennem Brandt.

Tiden går, og hjemme på gården bliver forældrene ældre. Først bliver moderen syg, og det giver en åbning til faderen, som hun ellers har et noget distanceret forhold til.

Alt sammen fint og udmærket. Lydia er en ganske almindelig moderne kvinde, der lever et ganske almindeligt moderne liv, som Rune Christiansen fremstiller ganske udmærket. Hun blev bare aldrig rigtig interessant for mig, og selvom jeg følte mig ok underholdt undervejs, så sker der simpelthen for lidt til at gøre bogen rigtig interessant. ( )