På dette site bruger vi cookies til at levere vores ydelser, forbedre performance, til analyseformål, og (hvis brugeren ikke er logget ind) til reklamer. Ved at bruge LibraryThing anerkender du at have læst og forstået vores vilkår og betingelser inklusive vores politik for håndtering af brugeroplysninger. Din brug af dette site og dets ydelser er underlagt disse vilkår og betingelser.
ehines: Surprised not to find this way up on Name of the Rose's rec list. FP is a much more recent period piece--the period is marked by 1968 as Name of the Rose's is marked by the emergence of the Franciscans. Well done look at the conspiratorial mindset.
Caramellunacy: Both feature ghastly murders in a monastery in a time of religious conflict and turmoil. The Name of the Rose (medieval Italy) is more philosophical, while Dissolution (Tudor England) is more of a straight-forward historical mystery. Both offer interesting insights into the political and religious issues of the times.… (mere)
adithyajones: Both of them are historical mystery fiction but both are not plain vanilla whodunits rather serious books which looks at the life at that time in minute detail
Oct326: C'è molto Borges nel "Nome della Rosa". Se qualcuno ha letto il secondo ma non il primo, sarebbe un'ottima idea leggere "Finzioni": vi (ri)troverà la biblioteca labirintica, le disquisizioni teologiche, l'inchiesta con la falsa pista, e altri motivi che hanno mirabilmente (mi vien da dire: vertiginosamente) ispirato Eco.… (mere)
Limelite: Two clerics sent to investigate mysterious and secretive goings on in abbeys find death and revelation as they successfully untangle and avert the web of church politics and conflicts over man's greatest artistic and literary heritage.
Laura400: A brief book that relates this 20th Century author's travels to four monasteries, including extended stays in two French Benedictine monasteries. It is not a mystery or a book like "The Name of The Rose." But it is a nice meditation on a way of life that appears nearly unchanged over the centuries.… (mere)
Der er så mange bøger, også store og vigtige bøger, at intet menneske kan nå at læse dem alle. Det er fascinationen ved biblioteker. Derfor vil jeg heller ikke ærgre mig over, at jeg ikke har læst Rosens navn tidligere, men derimod glæde mig over, at jeg har gjort det nu. Det er en roman, der handler om bøger og kundskab, om længslen efter viden, om angsten for at slippe kontrollen med viden og måske også om den hensynsløshed, der præger den nysgerrige, når han først er kommet på sporet af et værk, som længe har været anset for tabt.
Bogen fortælles af den aldrende Adso af Melk i slutningen af 1300-tallet. Som ung munk var han assistent for William af Baskerville, og sammen ankom de i 1323 til et kloster i Norditalien. Her skal William deltage i et forsoningsmøde mellem kejseren, pavestolen – der på det tidspunkt sad i Avignon – og franciskanerne, der netop var blevet fordømt af paven og stod i en usikker alliance med kejseren. Den kristne historie har været præget af en lang række teologiske stridigheder, der også er blevet udkæmpet med våben i hånd. En af de ældste er diskussionen om, hvorvidt paven ikke bare havde den øverste gejstlige magt men også den øverste verdslige magt, dvs. om han kunne bestemme over kejseren.
Dén gamle strid blev i 1300-tallet uddybet af strid om fattigdomsidealet. Franciskanerne hyldede Jesu fattigdom og gav afkald på alle ejendele – i hvert fald i princippet. Samtidig opstod der mere ekstremistiske bevægelser, som gik skridtet videre og afsvor ejendomsretten som sådan og drog hærgende gennem landet. En sådan tolkning var selvfølgelig for meget for alle ansvarlige autoriteter, men den gav samtidig inkvisitionen og paven mulighed for at angribe alle fattigdomsidealer – også de moderate franciskaneres.
Vel ankomne i klosteret dukke alle disse modsætninger snart op. En ung munk er død, og abbeden anmoder William om at opklare hvorfor, inden de øvrige delegationer ankommer. Det viser sig at være sværere end forventet, og i jagten på den skyldige får Holmes og Watson – undskyld, William og Adso – rodet op i adskillige munkes problematiske fortid. Nogle har været lige lovlig tæt på tidens kætterbevægelse, andre har været involveret i magtspil og modsætninger i klosteret selv. Mange har noget at skjule, men hvilken hemmelighed er det, der får fatale følger for munk på munk?
Interessen koncentrerer sig snart om biblioteket, der som en skat er placeret i tårnets øverste etage. Klostrene var generelt lærdomscentre, og det gælder i særlig grad dette kloster, der har samlet en enorm mængde bøger og manuskripter, som mange kommer for at studere og kopiere. Men klosteret er også i splid med sig selv om formålet med samlingen. Skal det være en kilde til viden, åben for alle? Eller rummer det værker så problematiske med teologiske briller, at adgangen må begrænses? Mens nogle værker frit kan læses og kopieres til Guds ære, er andre gemt af vejen, hvor kun bibliotekaren har adgang, og nogle af dem optræder end ikke i kataloget.
Meget tyder på, at én bestemt bog er sluppet ud. Er det den, der myrdes for? Og hvad er det overhovedet for en bog?
Eco er semiotiker (semiotik = læren om tegn) og Rosens navn er også en fortælling om, hvad viden er, og hvordan man arbejder systematisk med at skabe viden – i hvert fald inden for de videnskaber, der ikke kan benytte sig af gentagne, kontrollerede forsøg i jagten på sandheden.
William af Baskerville er selvfølgelig inspireret af Sherlock Holmes, der finder spor / tegn og på den baggrund ræsonnerer sig frem til, hvad der sandsynligvis må være gået forud. Men i modsætning til Doyle, der kun lader Holmes drage den forkerte konklusion én gang (i The Yellow Face) gør Eco mere ud af usikkerhederne.
Der kan altid opstilles flere hypoteser på baggrund af de samme spor/tegn, og selv den bedste detektiv risikerer at blive afsløret af virkeligheden. Det er ikke n radikal socialkonstruktivistisk tolkning, der plæderes for, men derimod en skeptisk holdning til muligheden for at binde de enkelte fakta sammen. Til slut må William opgivende konstatere: ”Der var intet rænkespil, sagde William, og jeg fandt kun ud af det ved en fejltagelse. … Jeg har aldrig tvivlet på tegnenes sandhed, Adso, de er det eneste, mennesket har at holde sig til i verden. Hvad jeg ikke forstod var forbindelsen mellem tegnene.” (s. 469)
På trods af de mange lærde lag er romanen først og fremmest en elementært spændende historie. Som William bliver læseren dybt optaget af at finde forklaringen på mordgåden, og mens man søger det svar, lader man sig villigt føre ind i en fremmed verden (klosteret) og en anden tid (middelalderen) præget af sine egne ideer og modsætninger. Vi holder selvfølgelig med tvivleren William og hans trofaste hjælper Adso, men vi forstår også de andre – og når sidste blad er vendt, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at det ikke kun er Williams modstander, der hensynsløst har forfulgt sine mål.
Romanen er med rette blevet en nyklassiker, og jeg glæder mig til at læse mere fra Ecos lærde hånd, til at følge hans mønstre af tegn og til at være varsom med at være alt for sikker på, hvad det er for et skjult mønster, der binder dem sammen. ( )
Etellerandet sted i middelalderen. Munken Adso nedskriver sine erindringer, mens han sidder på sine gamle dage i et kloster. I sine unge dage kom han under beskyttelse af broder William af Baskerville og historien her er beretningen om deres oplevelser i et kloster. ??? Fortællingen er kapslet ind i en historie om et manuskript, som forfatteren har fået og som var en rekonstruktion af et manuskript fra det fjortende århundrede, som var fundet i det attende århundrede i klostret i Melk. ( )
35 livres cultes à lire au moins une fois dans sa vie Quels sont les romans qu'il faut avoir lu absolument ? Un livre culte qui transcende, fait réfléchir, frissonner, rire ou pleurer… La littérature est indéniablement créatrice d’émotions. Si vous êtes adeptes des classiques, ces titres devraient vous plaire. De temps en temps, il n'y a vraiment rien de mieux que de se poser devant un bon bouquin, et d'oublier un instant le monde réel. Mais si vous êtes une grosse lectrice ou un gros lecteur, et que vous avez épuisé le stock de votre bibliothèque personnelle, laissez-vous tenter par ces quelques classiques de la littérature.
One may find some of the digressions a touch self-indulgent... yet be carried along by Mr. Eco's knowledge and narrative skills. And if at the end the solution strikes the reader as more edifying than plausible, he has already received ample compensation from a richly stocked and eminently civilized intelligence.
The Jesuits didn’t exist in William of Baskerville’s time, but – learned in Aquinas and Aristotle and prepared to use the empirical techniques of Roger Bacon – William would make a very good English Jesuit. Although in orders, he lacks the rotundity, Wildean paradoxicality and compassion of Father Brown, but clearly Dr Eco knows his Chesterton. Theology and criminal detection go, for some reason, well together...
I probably do not need to recommend this book to British readers. The impetus of foreign success should ensure a large readership here. Even Ulster rednecks, to say nothing of mild Anglicans who detest Christianity cooking with garlic, will feel comforted by this image of a secure age when there was an answer to everything, when small, walled society could be self-sufficient, and the only pollution was diabolic. Patriots will be pleased to find such a society in need of British pragmatism.
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
In the beginning was the Word and the Word was with God, and the Word was God.
Citater
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
Books are not made to be believed, but to be subjected to inquiry. When we consider a book, we mustn’t ask ourselves what it says but what it means.
There are magic moments, involving great physical fatigue and intense motor excitement, that produce visions of people known in the past. As I learned later from the delightful little book of the Abbé de Bucquoy, there are also visions of books as yet unwritten.
not infrequently, books speak of books: it is as if they spoke among themselves.
I have seen many other fragments of the cross in other churches. If all were genuine, our Lord’s torment could not have been on a couple of planks nailed together, but on an entire forest.
In my country [Austria], when you joke you say something and then you laugh very noisily so everyone shares in your joke. William [a Briton] laughed only when he said serious things, and remained very serious when he was presumably joking.
". . . They lied to you. The Devil is not the Prince of Matter; the Devil is the arrogance of the spirit, faith without smile, truth that is never seized by doubt. . . ."
We approached what had been Adelmo's working place, where the pages of a richly illuminated psalter still lay. They were folios of the finest vellum - that queen among parchments - and the last was still fixed to the desk. Just scraped with pumice stone and softened with chalk, it had been smoothed with the plane, and, from the tiny holes made on the sides with a fine stylus, all the lines that were to have guided the artist's hand had been traced. The first half had already been covered with writing, and the monk had begun to sketch the illustrations in the margins.
I saw a monk leafing through an ancient volume whose pages had become stuck together because of the humidity. He moistened his thumb and forefinger with his tongue to leaf through his book, and at every touch of his saliva those pages lost vigour; opening them meant folding them, exposing them to the harsh action of air and dust, which would erode the subtle wrinkles of the parchment, and would produce mildew where the saliva had softened but also weakened the corner of the page.
"The parchment did not seem like parchment - it seemed like cloth, but very fine." "Charta lintea, or linen paper... It is said to be very costly, and delicate. That's why it is rarely used. The Arabs make it, don't they?" "It is also made here in Italy, at Fabriano.... Many are afraid linen paper will not survive through the centuries like parchment."
Sidste ord
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
I leave this manuscript, I do not know for whom; I no longer know what it is about: stat rosa pristina nomine, nomina nuda tenemus.
Bogen fortælles af den aldrende Adso af Melk i slutningen af 1300-tallet. Som ung munk var han assistent for William af Baskerville, og sammen ankom de i 1323 til et kloster i Norditalien. Her skal William deltage i et forsoningsmøde mellem kejseren, pavestolen – der på det tidspunkt sad i Avignon – og franciskanerne, der netop var blevet fordømt af paven og stod i en usikker alliance med kejseren. Den kristne historie har været præget af en lang række teologiske stridigheder, der også er blevet udkæmpet med våben i hånd. En af de ældste er diskussionen om, hvorvidt paven ikke bare havde den øverste gejstlige magt men også den øverste verdslige magt, dvs. om han kunne bestemme over kejseren.
Dén gamle strid blev i 1300-tallet uddybet af strid om fattigdomsidealet. Franciskanerne hyldede Jesu fattigdom og gav afkald på alle ejendele – i hvert fald i princippet. Samtidig opstod der mere ekstremistiske bevægelser, som gik skridtet videre og afsvor ejendomsretten som sådan og drog hærgende gennem landet. En sådan tolkning var selvfølgelig for meget for alle ansvarlige autoriteter, men den gav samtidig inkvisitionen og paven mulighed for at angribe alle fattigdomsidealer – også de moderate franciskaneres.
Vel ankomne i klosteret dukke alle disse modsætninger snart op. En ung munk er død, og abbeden anmoder William om at opklare hvorfor, inden de øvrige delegationer ankommer. Det viser sig at være sværere end forventet, og i jagten på den skyldige får Holmes og Watson – undskyld, William og Adso – rodet op i adskillige munkes problematiske fortid. Nogle har været lige lovlig tæt på tidens kætterbevægelse, andre har været involveret i magtspil og modsætninger i klosteret selv. Mange har noget at skjule, men hvilken hemmelighed er det, der får fatale følger for munk på munk?
Interessen koncentrerer sig snart om biblioteket, der som en skat er placeret i tårnets øverste etage. Klostrene var generelt lærdomscentre, og det gælder i særlig grad dette kloster, der har samlet en enorm mængde bøger og manuskripter, som mange kommer for at studere og kopiere. Men klosteret er også i splid med sig selv om formålet med samlingen. Skal det være en kilde til viden, åben for alle? Eller rummer det værker så problematiske med teologiske briller, at adgangen må begrænses? Mens nogle værker frit kan læses og kopieres til Guds ære, er andre gemt af vejen, hvor kun bibliotekaren har adgang, og nogle af dem optræder end ikke i kataloget.
Meget tyder på, at én bestemt bog er sluppet ud. Er det den, der myrdes for? Og hvad er det overhovedet for en bog?
Eco er semiotiker (semiotik = læren om tegn) og Rosens navn er også en fortælling om, hvad viden er, og hvordan man arbejder systematisk med at skabe viden – i hvert fald inden for de videnskaber, der ikke kan benytte sig af gentagne, kontrollerede forsøg i jagten på sandheden.
William af Baskerville er selvfølgelig inspireret af Sherlock Holmes, der finder spor / tegn og på den baggrund ræsonnerer sig frem til, hvad der sandsynligvis må være gået forud. Men i modsætning til Doyle, der kun lader Holmes drage den forkerte konklusion én gang (i The Yellow Face) gør Eco mere ud af usikkerhederne.
Der kan altid opstilles flere hypoteser på baggrund af de samme spor/tegn, og selv den bedste detektiv risikerer at blive afsløret af virkeligheden. Det er ikke n radikal socialkonstruktivistisk tolkning, der plæderes for, men derimod en skeptisk holdning til muligheden for at binde de enkelte fakta sammen. Til slut må William opgivende konstatere: ”Der var intet rænkespil, sagde William, og jeg fandt kun ud af det ved en fejltagelse. … Jeg har aldrig tvivlet på tegnenes sandhed, Adso, de er det eneste, mennesket har at holde sig til i verden. Hvad jeg ikke forstod var forbindelsen mellem tegnene.” (s. 469)
På trods af de mange lærde lag er romanen først og fremmest en elementært spændende historie. Som William bliver læseren dybt optaget af at finde forklaringen på mordgåden, og mens man søger det svar, lader man sig villigt føre ind i en fremmed verden (klosteret) og en anden tid (middelalderen) præget af sine egne ideer og modsætninger. Vi holder selvfølgelig med tvivleren William og hans trofaste hjælper Adso, men vi forstår også de andre – og når sidste blad er vendt, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at det ikke kun er Williams modstander, der hensynsløst har forfulgt sine mål.
Romanen er med rette blevet en nyklassiker, og jeg glæder mig til at læse mere fra Ecos lærde hånd, til at følge hans mønstre af tegn og til at være varsom med at være alt for sikker på, hvad det er for et skjult mønster, der binder dem sammen. (