På dette site bruger vi cookies til at levere vores ydelser, forbedre performance, til analyseformål, og (hvis brugeren ikke er logget ind) til reklamer. Ved at bruge LibraryThing anerkender du at have læst og forstået vores vilkår og betingelser inklusive vores politik for håndtering af brugeroplysninger. Din brug af dette site og dets ydelser er underlagt disse vilkår og betingelser.
Der er bøger, jeg ikke har læst, men som jeg alligevel ved lidt om. Jeg har ikke læst Ulysses, men jeg ved det handler om en mand der render rundt en enkelt dag i Dublin. Jeg har ikke læst Krig og Fred, men jeg ved, at den handler om Napoleonskrigene. Og så er der Glasklokken, som jeg har kendt navnet på, siden jeg gik i gymnasiet, men jeg havde ingen som helst ide om, hvad den handlede, da jeg bladede op på første side og trådte ind i Esther Greenwoods plagede bevidsthed.
Det er sommer, og Esther er på praktikophold i New York sammen med 11 andre unge kvinder. De er alle sammen smukke og talentfulde, og de er alle sammen udvalgt, fordi de har klaret sig så godt på deres uddannelser. Esther er det, vi i dag ville kalde en 12-talspige. Fra hun var en lille pige og hendes far døde, har hun kæmpet for at komme frem, og det er lykkedes over al forventning. Gode karakterer, stipendier til de bedste colleges på østkysten og et endda et tilbud om ægteskab fra barndomsvennen Buddy Hillard.
Så hvad kan man ønske sig mere? Alt, faktisk. Esther bryder sig overhovedet ikke om, hvor hun er på vej hen. I praktikken skal hun deltage i fjollede markedsføringsbegivenheder, hvor hendes kompetencer er helt ligegyldige, og strengt taget er der ingen, der forventer noget af de unge kvinder på college. I 1950’ernes USA er der kun to mulige karrierer for en dygtig ung kvinde: Hun kan blive gift eller hun kan blive sekretær, og hvis Esther tager stenografi, som hendes moder plager hende om, så kan det sidste være en hurtig vej til det første.
Det er kvælende. Esther drømmer om at blive forfatter, men hvordan bliver man det, når man ikke har oplevet noget, og når alle forventer, at man finder sig til rette i de småtskårne kønsroller? Hun gør oprør i det små, går ud med vennen Doreen, flirter med en tolk fra FN, som hun egentlig gerne vil i seng med, så hun kan få det ud af verden, men som er for meget gentleman til at udnytte situationen. Som tiden går bliver hun mere og mere ligeglad med det hele, og da praktikken er slut, må hun flytte hjem til sin mor.
Forholdet er anstrengt, og mens moderen ser bekymret til, synker Esther længere og længere ned i apati og depression. Hun skulle have et job, eller hun skulle læse Finnegans Wake til sin hovedopgave, men det er umuligt at koncentrere sig. Faktisk er det umuligt at sove, selvmordstankerne kører rundt i hovedet på hende, til sidst er der ikke andet at gøre end at blive indlagt på et psykiatrisk hospital. Esther er spærret inde i en glasklokke, hvor hun ikke kan trække vejret og som hun ikke selv kan undslippe.
Romanen er nyoversat i 2016 af Olga Ravn og Mette Moestrup, og det har de gjort fremragende. Sproget flyder, Esther træder frem som den intelligente, plagede og helt fantastiske unge kvinde, hun er. Her ligger hun søvnløs i dobbeltsengen ved siden af sin mor:
”Værelset blånede, og jeg undrede mig over, hvor natten var blevet af. Min mor forvandlede sig fra tåget træstamme til en slumrende, midaldrende kvinde med let åben mund, hvorfra der lød en rallende snorken. Den grisegryntende lyd irriterede mig, og i et øjeblik syntes den eneste løsning at være at gribe om søjlen af hud og sener, hvorfra lyden steg, og vride den til stilhed mellem mine hænder.” (s. 144)
Glasklokken er en fascinerende roman om en ung kvindes dannelse som voksen og som forfatter. Det er også en fortælling om et samfund, der på overfladen hylder intelligente kvinder med uddannelse for så at kaste al deres kundskab over bord og tvinge dem ind i en snæver, patriarkalsk skabelon. Som sådan er det en meget politisk roman, men det politiske fungerer kun, fordi det er så god litteratur. ( )
Læste den engang i gymnasiet på engelsk. Og husker den som noget helt særligt. Denne nye, danske oversættelse af Ravn og Moestrup gør det til en fryd ikke bare at læse litteratur på originalsproget. Det kunne ellers være at svært at fange mig, som det skete. Jeg mener: en jeg-fortæller der er kvinde, der er 19-20 år, og som lever i 1950'ernes USA. Men jeg er med, jeg tror på det og sproget er så fint og fortælleren godt balanceret mellem betragtningerne af mennesker, miljø og situationer omkring sig, og så den snigende, sjælelige skrøbelighed. Sidstnævnte er jo nok en ubalance, men jeg er med hele vejen, både når det er sjovt og når det bliver grimt. Vil ikke tøve et sekund med at anbefale denne bog, i denne oversættelse og i dette flotte udstyr, som Gyldendal lancerer i Skala-serien til ALLE. ( )
Esther Greenwood's account of her year in the bell jar is as clear and readable as it is witty and disturbing. It makes for a novel such as Dorothy Parker might have written if she had not belonged to a generation infected with the relentless frivolity of the college- humor magazine. The brittle humor of that early generation is reincarnated in "The Bell Jar," but raised to a more serious level because it is recognized as a resource of hysteria.
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
for Elizabeth and David
Første ord
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
It was a queer, sultry summer, the summer they electrocuted the Rosenbergs, and I didn't know what I was doing in New York.
[Foreword] You might think that classics like The Bell Jar are immediately recognized the moment they reach a publisher's office.
Citater
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
That's one of the reasons I never wanted to get married. The last thing I wanted was infinite security and to be the place an arrow shoots off from. I wanted change and excitement and to shoot off in all directions myself, like the colored arrows from a Fourth of July rocket. (p. 69)
The trouble was, I hated the idea of serving men in any way.
"We'll take it up where we left off, Esther," she had said, with her sweet, martyr's smile. "We'll act as if all of this were a bad dream" A bad dream. To the person in the bell jar, blank and stopped as a dead baby, the world itself is the bad dream. A bad dream. I remembered everything. I remembered the cadavers and Doreen and the story of the fig tree and Marco's diamond and the sailor on the Common and Doctor Gordon's wall-eyed nurse and the broken thermometers and the Negro with his two kinds of beans and the twenty pounds I gained on insulin and the rock that bulged between sky and sea like a gray skull. Maybe forgetfulness, like a kind snow, should numb and cover them. But they were part of me. They were my landscape. (p. 181)
I took a deep breath, and listened to the old bray of my heart: I am, I am, I am.
I began to think that maybe it was true that when you were married and had children it was like being brainwashed, and afterward you went about numb as a slave in some private, totalitarian state. (p. 70)
I wanted to tell her that if only something was wrong with my body it would be fine, I would rather have anything wrong with my body than something wrong with my head, but the idea seemed so involved and wearisome that I didn't say anything. (p. 140)
I smelt a mingling of Pablum and sour milk and salt-codstinky diapers and felt sorrowful and tender. How easy having babies seemed to the women around me! Why was I so unmaternal and apart? Why couldn't I dream of devoting myself to baby after fat puling baby like Dodo Conway? If I had to wait on a baby all day, I would go mad. (p. 170)
I felt myself melting into the shadows like the negative of a person I'd never seen before in my life.
If Mrs Guinea had given me a ticket to Europe, or a round-the-world cruise, it wouldn't have made one scrap of difference to me, because wherever I sat - on the deck of a ship or at a street cafe in Paris or Bangkok - I would be sitting in the same glass bell jar, stewing in my own sour air.
To the person in the bell jar, blank and stopped as a dead baby, the world itself is the bad dream.
I buried my head under the darkness of the pillow and pretended it was night. I couldn't see the point of getting up. I had nothing to look forward to.
Sidste ord
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
The eyes and the faces all turned themselves towards me, and guiding myself by them, as by a magical thread, I stepped into the room.
Beretning i jeg-form om en ung piges dybe depressioner og psykiske sammenbrud.
▾Biblioteksbeskrivelser af bogens indhold
No library descriptions found.
▾LibraryThingmedlemmers beskrivelse af bogens indhold
Beskrivelse af bogen
Haiku-resume
Efterladte bibliotek: Sylvia Plath
Sylvia Plath har et Efterladt bibliotek. Efterladte Biblioteker er de personlige biblioteker fra berømte læsere, registreret af medlemmer fra gruppen Legacy Libraries som er det engelske udtryk for Efterladte Biblioteker.
Det er sommer, og Esther er på praktikophold i New York sammen med 11 andre unge kvinder. De er alle sammen smukke og talentfulde, og de er alle sammen udvalgt, fordi de har klaret sig så godt på deres uddannelser. Esther er det, vi i dag ville kalde en 12-talspige. Fra hun var en lille pige og hendes far døde, har hun kæmpet for at komme frem, og det er lykkedes over al forventning. Gode karakterer, stipendier til de bedste colleges på østkysten og et endda et tilbud om ægteskab fra barndomsvennen Buddy Hillard.
Så hvad kan man ønske sig mere? Alt, faktisk. Esther bryder sig overhovedet ikke om, hvor hun er på vej hen. I praktikken skal hun deltage i fjollede markedsføringsbegivenheder, hvor hendes kompetencer er helt ligegyldige, og strengt taget er der ingen, der forventer noget af de unge kvinder på college. I 1950’ernes USA er der kun to mulige karrierer for en dygtig ung kvinde: Hun kan blive gift eller hun kan blive sekretær, og hvis Esther tager stenografi, som hendes moder plager hende om, så kan det sidste være en hurtig vej til det første.
Det er kvælende. Esther drømmer om at blive forfatter, men hvordan bliver man det, når man ikke har oplevet noget, og når alle forventer, at man finder sig til rette i de småtskårne kønsroller? Hun gør oprør i det små, går ud med vennen Doreen, flirter med en tolk fra FN, som hun egentlig gerne vil i seng med, så hun kan få det ud af verden, men som er for meget gentleman til at udnytte situationen. Som tiden går bliver hun mere og mere ligeglad med det hele, og da praktikken er slut, må hun flytte hjem til sin mor.
Forholdet er anstrengt, og mens moderen ser bekymret til, synker Esther længere og længere ned i apati og depression. Hun skulle have et job, eller hun skulle læse Finnegans Wake til sin hovedopgave, men det er umuligt at koncentrere sig. Faktisk er det umuligt at sove, selvmordstankerne kører rundt i hovedet på hende, til sidst er der ikke andet at gøre end at blive indlagt på et psykiatrisk hospital. Esther er spærret inde i en glasklokke, hvor hun ikke kan trække vejret og som hun ikke selv kan undslippe.
Romanen er nyoversat i 2016 af Olga Ravn og Mette Moestrup, og det har de gjort fremragende. Sproget flyder, Esther træder frem som den intelligente, plagede og helt fantastiske unge kvinde, hun er. Her ligger hun søvnløs i dobbeltsengen ved siden af sin mor:
”Værelset blånede, og jeg undrede mig over, hvor natten var blevet af. Min mor forvandlede sig fra tåget træstamme til en slumrende, midaldrende kvinde med let åben mund, hvorfra der lød en rallende snorken. Den grisegryntende lyd irriterede mig, og i et øjeblik syntes den eneste løsning at være at gribe om søjlen af hud og sener, hvorfra lyden steg, og vride den til stilhed mellem mine hænder.” (s. 144)
Glasklokken er en fascinerende roman om en ung kvindes dannelse som voksen og som forfatter. Det er også en fortælling om et samfund, der på overfladen hylder intelligente kvinder med uddannelse for så at kaste al deres kundskab over bord og tvinge dem ind i en snæver, patriarkalsk skabelon. Som sådan er det en meget politisk roman, men det politiske fungerer kun, fordi det er så god litteratur. (