Det kræver en dygtig forfatter at gøre en fuldstændigt urealistisk præmis sandsynlig for sin læser – og alene af den grund må man sige, at Donna Tartt er en dygtig forfatter. Umiddelbart er det jo temmelig usandsynligt, at en teenager kan vade ud af New Yorks Museum of Modern Art med et verdens mest berømte malerier i en museumspose. Men når man læser Tartts roman om den trettenårige Theo Decker, så giver det faktisk mening.

Theo bor alene med sin mor. Faderen er forsvundet et års tid tidligere, men det gør ikke noget. Han var nemlig alkoholiker og lidt af en tyran, og mor og søn har det bedre sammen, selvom pengene er små. Men Theo er også en teenager, der prøver grænser af, og derfor er de indkaldt til møde på skolen. På vejen derhen er der lige tid til endnu et besøg på kunstmuseet, hvor moderen er særligt optaget af særudstillingen med den hollandske maler Carel Fabritius’ lille billede Stillidsen (på engelsk Goldfinch, en lille fugl).

Desværre er det en helt forfærdelig dag til museumsbesøg. Terrorister, som i øvrigt ikke forklares eller spiller en selvstændig rolle i historien, har placeret en bombe i museumsbutikken, og da moren er gået i forvejen er det kun hende, der bliver dræbt. I forvirringen kommer Theo derfra med billedet og besked på at aflevere en ring.

Så er scenen ellers sat for en forunderlig historie om at miste det, man holder allermest af, og om at kæmpe for at finde et ståsted i tilværelsen. Theo flytter først ind hos familien Barbour, der har penge som græs, men som har sit at kæmpe med i form af psykisk sygdom og børn, der har svært ved at finde en vej i livet. Det viser sig dog kun at være et mellemspil, for ud af det blå dukker Theos far op med en ny kone og tager ham med til Las Vegas, hvor han lever af spil og småsvindel. Parret er mildest talt dårlige forældre, der stort set overlader Theo til sig selv og samværet med Boris, en anden outsider, der er blevet slæbt verden rundt af sin far. Han hører til alle vegne og ingen steder, og sammen udforsker de mulighederne i sprut, stoffer og småkriminalitet.

Men heller ikke her kan han blive. Efter nogle år vender han tilbage til New York, hvor han endelig finder et hjem hos snedkeren og antikvitetshandleren Hobie. Boris mister han snart kontakten med, men billedet har han med sig. I starten kunne han ikke få sig selv til at indrømme tyveriet, og derefter er det umuligt at aflevere det uden fængsel. Han vil heller ikke. Billedet er en af de få ting, der knytter ham til sin mor, så hvordan kan han gå af med det? På den anden side kan han jo heller ikke beholde det, og i virkeligheden er det vel kun et spørgsmål om tid, før nogen ser en forbindelse mellem hans tilstedeværelse på museet under angrebet og det forsvundne maleri.

Stillidsen er en fremragende roman om at finde et ståsted i livet, og den er en hyldest til kunstens magiske kraft. Maleriet er ikke bare besjælet af Theos mor, det er også et enestående kunstværk, der binder fortid og nutid sammen og giver ham en oplevelse af at se direkte ind i Fabritius’ værksted. Det giver mening af bevare billedet, ligesom det giver mening at interessere sig for antikviteter, at beundre en finér fra 1800-tallet og være sammen med andre, der har det på samme måde.

Tartt skriver virkelig godt og bevæger sig ubesværet fra kunstdiskussioner til spændingsroman og tilbage igen. Mit eneste forbehold er de lange skildringer af druk og stofmisbrug, som godt nok er velskrevne, men som også er set før. Det er dog kun detaljer. Stillidsen er en lang, tankevækkende historie, der nok understreger tilfældets vilde råden, men som også er fuld af håb. ( )