|
Indlæser... 10,856 | 675 | 457 |
(3.95) | 1 / 700 | Theo er 13 r̄, da han p ̄mirakuls̜ vis overlever en eksplosion p ̄et kunstmuseum i New York, mens hans mor omkommer. Ved eksplosionen kommer Theo i besiddelse af et vr̆difuldt kunstvr̆k, som moderen elskede, og som senere trk̆ker Theo ind i kunstens kriminelle underverden. Vi fl̜ger Theos dannelsesrejse.… (mere) |
▾LibraryThing Anbefalinger ▾Vil du synes om den?
Indlæser...
 Bliv medlem af LibraryThing for at finde ud af, om du vil kunne lide denne bog. ▾Medlemmernes anmeldelser
▾Offentliggjorte anmeldelser ▾Series and work relationships Belongs to Publisher Series
|
Kanonisk titel |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. | |
|
Originaltitel |
|
Alternative titler |
|
Oprindelig udgivelsesdato |
|
Personer/Figurer |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. | |
|
Vigtige steder |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. | |
|
Vigtige begivenheder |
|
Beslægtede film |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. | |
|
Priser og hædersbevisninger |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. | |
|
Indskrift |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. The absurd does not liberate; it binds. ALBERT CAMUS  #part 5: We have art in order not to die from the truth - Nietzsche  #part 2: When we are strongest - who draws back? Most merry - Who falls down laughing? When we are very bad, - what can they do to us? - Arthur Rimbaud.  | |
|
Tilegnelse |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. For Mother, For Claude  | |
|
Første ord |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. While I was still in Amsterdam, I dreamed about my mother for the first time in years.  | |
|
Citater |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. It seemed like the kind of room where a call girl or a stewardess would be murdered on television.  He's telling you that living things don't last--it's all temporary. Death in life. That's why they're called natures mortes. Maybe you don't see it at first with all the beauty and bloom, the little speck of rot. But if you look closer--there it is.  Every new event--everything I did for the rest of my life--would only separate us more and more: days she was no longer a part of, an ever-growing distance between us. Every single day for the rest of my life, she would only be further away.  But sometimes, unexpectedly, grief pounded over me in waves that left me gasping; and when the waves washed back, I found myself looking out over a brackish wreck which was illumined in a light so lucid, so heartsick and empty, that I could hardly remember that the world had ever been anything but dead.  When I looked at the painting I felt the same convergence on a single point: a flickering sun-struck instant that existed now and forever. Only occasionally did I notice the chain on the finch's ankle, or think what a cruel life for a little living creature--fluttering briefly, forced always to land in the same hopeless place.  I looked like some cult-raised kid just rescued by local law enforcement, brought blinking from some basement stocked with firearms and powdered milk.  Even in some smoky post-catastrophe Manhattan, you could imagine him swaying genially at the door in the rags of his former uniform, the Barbours up in the apartment burning old National Geographics for warmth, living off gin and tinned crabmeat.  The problem (as I'd learned, repeatedly) was that thirty-six hours in, with your body in full revolt, and the remainder of your un-opiated life stretching out bleakly ahead of you like a prison corridor, you needed some fairly compelling reason to keep moving forward into darkness, rather than falling straight back into the gorgeous feather mattress you'd so foolishly abandoned.  To understand the world at all, sometimes you could only focus on a tiny bit of it, look very hard at what was close to hand and make it stand in for the whole...  I was different, but it wasn't. As the light flickered over it in bands, I had the queasy sense of my own life, in comparison, as a patternless and transient burst of energy, a fizz of biological static just as random as the street lamps flashing past.  Who was it said that coincidence was just God's way of remaining anonymous?  ...beauty alters the grain of reality. And I keep thinking too of the more conventional wisdom: namely, that the pursuit of pure beauty is a trap, a fast track to bitterness and sorrow, that beauty has to be wedded to something more meaningful.  A great sorrow, and one that I am only beginning to understand: we don't get to choose our own hearts. We can't make ourselves want what's good for us or what's good for other people. We don't get to choose the people we are.  And as much as I'd like to believe there's a truth beyond illusion, I've come to believe that there's no truth beyond illusion. Because, between 'reality' on the one hand, and the point where the mind strikes reality, there's a middle zone, a rainbow edge where beauty comes into being, where two very different surfaces mingle and blur to provide what life does not: and this is the space where all art exists, and all magic.  “You’d be surprised...what small everyday things can lift us out of despair. But nobody can do it for you. You’re the one who has to watch for the open door.” (Mrs. Swanson)  When we are sad...it can be comforting to cling to familiar objects, to the things that don’t change. (Hobie)  It was the secret no one told you, the thing you had to learn for yourself: viz. that in the antiques trade there was really no such thing as a “correct” price. Objective value—list value—was meaningless. If a customer came in clueless with money in hand (as most of them did) it didn’t matter what the books said, what the experts said, what similar items at Christie’s had recently gone for. An object—any object was worth whatever you could get somebody to pay for it. (Theo)  “Oh, Theo! Isn’t he adorable? Kitsey unexpectantly thrusting a friend’s newborn at me—me in all sincere horror leaping back as if from a lighted match.  What you want to live and be happy in this world is a woman who has her own life and lets you have yours.(Boris)  | |
|
Sidste ord |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. And I add my own love to the history of people who have loved beautiful things, and looked out for them, and pulled them from the fire, and sought them when they were lost, and tried to preserve them and save them while passing them along literally from hand to hand, singing out brilliantly from the wreck of time to the next generation of lovers, and the next. (Klik for at vise Advarsel: Kan indeholde afsløringer.) | |
|
Oplysning om flertydighed |
|
Forlagets redaktører |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. | |
|
Bagsidecitater |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. | |
|
Originalsprog |
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk. | |
|
Canonical DDC/MDS |
|
▾Referencer Henvisninger til dette værk andre steder. Wikipedia på engelsk (1)
▾Bogbeskrivelser Theo er 13 r̄, da han p ̄mirakuls̜ vis overlever en eksplosion p ̄et kunstmuseum i New York, mens hans mor omkommer. Ved eksplosionen kommer Theo i besiddelse af et vr̆difuldt kunstvr̆k, som moderen elskede, og som senere trk̆ker Theo ind i kunstens kriminelle underverden. Vi fl̜ger Theos dannelsesrejse. ▾Biblioteksbeskrivelser af bogens indhold No library descriptions found. ▾LibraryThingmedlemmers beskrivelse af bogens indhold
Beskrivelse af bogen |
Theo er 13 år, da han på mirakuløs vis overlever en eksplosion på et kunstmuseum i New York, mens hans mor omkommer. Ved eksplosi-onen kommer Theo i besiddelse af et værdifuldt kunstværk, som moderen elskede, og som senere trækker Theo ind i kunstens kriminelle underverden. Vi følger Theos dannelsesrejse  | |
|
|
Google Books — Indlæser... Byt (1 have, 561 ønsker)
|
Theo bor alene med sin mor. Faderen er forsvundet et års tid tidligere, men det gør ikke noget. Han var nemlig alkoholiker og lidt af en tyran, og mor og søn har det bedre sammen, selvom pengene er små. Men Theo er også en teenager, der prøver grænser af, og derfor er de indkaldt til møde på skolen. På vejen derhen er der lige tid til endnu et besøg på kunstmuseet, hvor moderen er særligt optaget af særudstillingen med den hollandske maler Carel Fabritius’ lille billede Stillidsen (på engelsk Goldfinch, en lille fugl).
Desværre er det en helt forfærdelig dag til museumsbesøg. Terrorister, som i øvrigt ikke forklares eller spiller en selvstændig rolle i historien, har placeret en bombe i museumsbutikken, og da moren er gået i forvejen er det kun hende, der bliver dræbt. I forvirringen kommer Theo derfra med billedet og besked på at aflevere en ring.
Så er scenen ellers sat for en forunderlig historie om at miste det, man holder allermest af, og om at kæmpe for at finde et ståsted i tilværelsen. Theo flytter først ind hos familien Barbour, der har penge som græs, men som har sit at kæmpe med i form af psykisk sygdom og børn, der har svært ved at finde en vej i livet. Det viser sig dog kun at være et mellemspil, for ud af det blå dukker Theos far op med en ny kone og tager ham med til Las Vegas, hvor han lever af spil og småsvindel. Parret er mildest talt dårlige forældre, der stort set overlader Theo til sig selv og samværet med Boris, en anden outsider, der er blevet slæbt verden rundt af sin far. Han hører til alle vegne og ingen steder, og sammen udforsker de mulighederne i sprut, stoffer og småkriminalitet.
Men heller ikke her kan han blive. Efter nogle år vender han tilbage til New York, hvor han endelig finder et hjem hos snedkeren og antikvitetshandleren Hobie. Boris mister han snart kontakten med, men billedet har han med sig. I starten kunne han ikke få sig selv til at indrømme tyveriet, og derefter er det umuligt at aflevere det uden fængsel. Han vil heller ikke. Billedet er en af de få ting, der knytter ham til sin mor, så hvordan kan han gå af med det? På den anden side kan han jo heller ikke beholde det, og i virkeligheden er det vel kun et spørgsmål om tid, før nogen ser en forbindelse mellem hans tilstedeværelse på museet under angrebet og det forsvundne maleri.
Stillidsen er en fremragende roman om at finde et ståsted i livet, og den er en hyldest til kunstens magiske kraft. Maleriet er ikke bare besjælet af Theos mor, det er også et enestående kunstværk, der binder fortid og nutid sammen og giver ham en oplevelse af at se direkte ind i Fabritius’ værksted. Det giver mening af bevare billedet, ligesom det giver mening at interessere sig for antikviteter, at beundre en finér fra 1800-tallet og være sammen med andre, der har det på samme måde.
Tartt skriver virkelig godt og bevæger sig ubesværet fra kunstdiskussioner til spændingsroman og tilbage igen. Mit eneste forbehold er de lange skildringer af druk og stofmisbrug, som godt nok er velskrevne, men som også er set før. Det er dog kun detaljer. Stillidsen er en lang, tankevækkende historie, der nok understreger tilfældets vilde råden, men som også er fuld af håb. (