På dette site bruger vi cookies til at levere vores ydelser, forbedre performance, til analyseformål, og (hvis brugeren ikke er logget ind) til reklamer. Ved at bruge LibraryThing anerkender du at have læst og forstået vores vilkår og betingelser inklusive vores politik for håndtering af brugeroplysninger. Din brug af dette site og dets ydelser er underlagt disse vilkår og betingelser.
Den unge forfatter Marcus Goldman har skriveblokering og søger hjælp hos sin mentor, forfatteren Harry Quebert i en lille amerikansk by, men ender med at hjælpe med opklaringen af det mord på forfatterens 15-årige muse og elskede, Nola, som Quebert anklages for.
Halvvejsstatus: Skal nok blive færdig, selv om der resterer ca. 300 sider lægeromandialog og pauver personskildring. Det er ikke godt. Og hvorfor så blive ved? Stædighed er én forklaring. Return On Investment en anden. Bogen har immervæk kostet 300 kr.... Og så den 3. forklaring - og det lille håb jeg har for at denne überhypede bog rummer "noget", der så alligevel kan hive den op over den ene sølle stjerne: Spænding. Hele krimiplottet - whodunnit, goddamnit fungerer. Jeg vil gerne vide, hvem der dræbte Nola - den lille skabning, fjernt beslægtet med Dolores/Lolita, ikke så fjernt med Laura Palmer fra Twin Peaks. De første 100 sider var egentlig meget gode - det var inden de indre monologer hos Goldman, Quebert, Nola, Jenny og Tamara tog over. Disse tanker, og så en helt fantastisk sølle kærlighedshistorie er irriterende ringe beskrevet. Banaliteter og gentagelser. Bogen i bogen, Ondskabens oprindelse, som vi får uddrag af, er heller ikke helt let at se det fantastiske i. Det skal altså forestille at være en roman, der skulle være noget af det bedste i flere år i USA. Nmen tilbage til sidste halvleg...
Så, hurra, så er jeg gennem de sidste 400 sider. Det bliver aldrig helt godt.
What's love got to do with it? Well, bogen plæderer at det er en kærlighedshistorie. Det er rent postulat. Dén del af de 700 sider holder slet ikke. Med fordel kunne bogen være skåret 100-150 sider. Og det er nogenlunde alle de passager, hvor Harry og Nola fortæller hvor fantastisk meget de elsker hinanden. Udover de er dygtige til at fortælle hinanden det, så kniber det med at vise det (at få mig til at tro på deres kærlighed).
Så er der den kriminelle side af handlingen. Hvad skete der med Nola (og flere andre af de småskøre hoder fra lillebyen Aurora)? Her er fortællingen en del bedre, uden at være prangende. Men der er en motor, der trods alt trækker mig som læser gennem alt for mange sider. Der er som nævnt elementer af Twin Peaks, Lolita, og så en sjat Psycho. Stilen og hypen minder også om Stieg Larssons trilogi, og noget af Dan Browns. Sidstnævnte to er ikke fantastiske, men skriver dog alligevel samlet set bedre end ham her Dicker.
Ron Howard, der også filmatiserede Brown, skal i gang med Quebert-sagen. Og det tror jeg er godt. En film bliver nødt til at skære i materialet - og med en kyndig prioritering, skal det nok blive bedre. Bare af den grund.
Men det kan ikke anbefales at man læser bogen. ( )
Den unge forfatter Marcus Goldman har skriveblokering og søger hjælp hos sin mentor, forfatteren Harry Quebert i en lille amerikansk by, men ender med at hjælpe med opklaringen af det mord på forfatterens 15-årige muse og elskede, Nola, som Quebert anklages for.
▾Biblioteksbeskrivelser af bogens indhold
No library descriptions found.
▾LibraryThingmedlemmers beskrivelse af bogens indhold
Google Books — Indlæser...
(3.69)
7
De første 100 sider var egentlig meget gode - det var inden de indre monologer hos Goldman, Quebert, Nola, Jenny og Tamara tog over. Disse tanker, og så en helt fantastisk sølle kærlighedshistorie er irriterende ringe beskrevet. Banaliteter og gentagelser.
Bogen i bogen, Ondskabens oprindelse, som vi får uddrag af, er heller ikke helt let at se det fantastiske i. Det skal altså forestille at være en roman, der skulle være noget af det bedste i flere år i USA.
Nmen tilbage til sidste halvleg...
Så, hurra, så er jeg gennem de sidste 400 sider. Det bliver aldrig helt godt.
What's love got to do with it? Well, bogen plæderer at det er en kærlighedshistorie. Det er rent postulat. Dén del af de 700 sider holder slet ikke. Med fordel kunne bogen være skåret 100-150 sider. Og det er nogenlunde alle de passager, hvor Harry og Nola fortæller hvor fantastisk meget de elsker hinanden. Udover de er dygtige til at fortælle hinanden det, så kniber det med at vise det (at få mig til at tro på deres kærlighed).
Så er der den kriminelle side af handlingen. Hvad skete der med Nola (og flere andre af de småskøre hoder fra lillebyen Aurora)?
Her er fortællingen en del bedre, uden at være prangende. Men der er en motor, der trods alt trækker mig som læser gennem alt for mange sider. Der er som nævnt elementer af Twin Peaks, Lolita, og så en sjat Psycho. Stilen og hypen minder også om Stieg Larssons trilogi, og noget af Dan Browns. Sidstnævnte to er ikke fantastiske, men skriver dog alligevel samlet set bedre end ham her Dicker.
Ron Howard, der også filmatiserede Brown, skal i gang med Quebert-sagen. Og det tror jeg er godt. En film bliver nødt til at skære i materialet - og med en kyndig prioritering, skal det nok blive bedre. Bare af den grund.
Men det kan ikke anbefales at man læser bogen. (