Mange forfattere har tegnet deprimerende billeder af fremtiden, og Atwoods MaddAddam trilogi hører bestemt til de mest gennemførte og mest nedslående. Efter endt læsning sidder man ikke tilbage med meget håb om, at menneskeheden vil lære noget som helst, hvis katastrofen skulle ramme, så de overlevende må starte forfra.

Det startede i Oryx og Crake, hvor Jimmy Snemand om ikke så mange år mener, at han er den eneste overlevende efter katastrofen. En blanding af skruppelløs kapitalisme, økologisk udbytning og vilde gensplejsninger har allerede bragt verden på randen af undergang, da en voldsom pest udrydder menneskeheden på ganske få dage. Tilbage er kun Jimmy og den kunstige menneskerace crakerne – og så en masse ubehagelige dyreracer som de intelligente grisonger og løvlammene.

I Syndflodens år fortælles den samme historie, men nu med udgangspunkt i øko-sekten Guds Gartnere. De har længe forberedt sig på en rensende syndflod, og da den kommer, har en del af dem opbygget tilstrækkelige forråd til, at de kan forskanse sig og vente på, at krisen går over. Desværre har flere painballere - hærdede kriminelle og samtidig overlevende fra et gladiator-show på tv - også klaret skærene. Bogen slutter præcis samme sted som Oryx og Crake.

MaddAddam binder de to tidligere bøger sammen. På nutidsplanet slår en gruppe overlevende sig ned sammen med crakerne. De prøver at få gang i landbrugsproduktion og at bygge en nyt samfund op, men det er vanskeligt, for udenfor lurer der stadig painballere og andre farer. Hovedpersonen er Toby, der er healer, forelsket i Zeb og ender med at overtage Jimmys rolle som historiefortæller for crakerne. Det bliver hende, der iklæder begivenhederne mytologisk skær, men det er også hende, der introducerer mange træk fra det menneskelige samfund for dem. Hjælper hun dem med at vokse op? Eller sætter hun en ny udvikling i gang, der i sidste ende vil føre til, at de bliver civiliserede og dermed potentielt i stand til at gentage menneskets fejl?

Der er ingen svar på disse spørgsmål, og på nutidsplanen slutter romanen åbent, men uden det store håb. Stillet over for painballernes rendyrkede ondskab må der tænkes i nye og overraskende alliancer, og det lykkes da også at rydde de umiddelbare farer af vejen. Men er der virkelig skabt sikkerhed for en ny begyndelse? Og hvad er det egentlig for en fremtid, der venter på den anden side? Uanset udviklingsperspektiverne for craker/menneske landsbyen, så er der jo også grisongerne med deres ubehageligt menneskelig træk. De spørgsmål må læseren selv filosofere over, hvilket aldrig er en dårlig egenskab ved en science fiction roman.

Flettet ind i nutidshistorien får vi Zebs livshistorie. Han voksede op sammen med sin halvbror Adam i en dysfunktionel familie. Faderen var en fremtrædende prædikant i Rå-Olie kirken, der understøttede koncernerne i deres hensynsløse udnyttelse af naturens ressourcer. Han var også en sadistisk far, der nød at ydmyge og indespærre Zeb og til sidst true med at sende ham ud som kanonføde i den livsfarlige olieindustri. På det tidspunkt var Zeb for længst en habil hacker, og sammen med Adam stikker han af. På sin vej møder han både Glenn, der senere blev Crake, flere medlemmer af Guds Gartnere, og vi får svar på nogle af de mange spørgsmål, der stod tilbage efter de første to bind.

MaddAddam er en værdig afslutning på en stor og kompleks romantrilogi. Atwood bygger troværdige og interessante karakterer op, og hun forstår at fortælle sin historie på en vedkommende og foruroligende måde. Min eneste indvending er, at der skal meget til at holde en fortælling gående over tre bind, og det sidste kunne godt være kortet en smule ned. ( )