Det kan godt være, at det er blevet noget af en kliché at jagte den næste Store Amerikanske Roman, men det har ikke gjort fristelsen mindre. Særligt succesrige, midaldrende, mandlige forfattere synes næsten tvunget til før eller siden at gøre et forsøg på at skrive sin generations Moby Dick og dermed blive udødeliggjort. Den ambition aner man også bag DeLillos Underverden fra 1997, men man tilgiver bogen, at den så tydeligt er skrevet til at blive en klassiker, fordi bogen faktisk er ret god.

Romanen åbner med en berømt baseball-kamp fra 1951 mellem Giants og Dodgers på Polo Grounds i New York. Kampen huskes stadig for den vanvittige afslutning – Giants vinder på et homerun efter at have været langt bagud – og DeLillo kæder den sammen med en anden afgørende begivenhed den dag: Sovjetunionens anden atomprøvesprængning og dermed starten på den kolde krigs våbenkapløb. Derudover er kampen et mødested for alle lag af det amerikanske samfund, lige fra Toots Shor, Jackie Gleason, Frank Sinatra og J. Edgar Hoover i en af logerne over de almindelige familiefædre på lægterne til Cotter Martin og hans ligesindede, der ikke har penge til en billet og derfor springer over tælleapparaterne og snyder sig ind.

Efter prologen skifter historien scene til 1992. Den midaldrende Nick Shay, der er direktør i en stor affaldskoncern, kører gennem ørkenen ude vestpå på jagt efter Klara Sachs. Hun er kunstner og i gang med en gigantisk installation, hvor mere end 200 udrangerede bombefly skal arrangeres og males som et minde om den tid, der nu er forbi. Nick – og læseren – er fascineret af projektet, der på sit felt også er et forsøg på at skabe dét monument, der indfanger tidsånden. Nick og Klara har i øvrigt haft et kortvarigt forhold mange år tidligere, da de begge boede i Bronx, ikke langt fra Polo Grounds.

Over de godt 800 sider væver DeLillo et kompliceret net af forbindelser mellem de to yderpunkter. Hovedparten af bogen arbejder sig kronologisk bagud gennem den kolde krig, hvor nye personer introduceres og vigtige skred i tiden bearbejdes. Cuba-krisen, Vietnamkrigen og den gradvis forslumning af Bronx er afgørende pejlemærker, mens kunst og affald er gennemgående tematikker. I denne arkæologiske metode har man typisk hørt om de markante begivenheder som erindringer inden de udspiller sig – affæren mellem Nick og Klara har været annonceret i 600 sider før den foldes ud – men det forløses, så det ikke tager intensiteten ud af fortællingen.

Men der er også andre spor i romanen. Der er strøet tre kapitler om Manx Martin ud over bogen, som kronologisk og handlingsmæssigt ligger i umiddelbar forlængelse af kampen i prologen, mens historien om bolden fra det afgørende homerun bevæger sig den modsatte vej.

Der er altså tale om en ganske kompleks fortællestruktur, men de enkelte kapitler er nemt tilgængelige, og selvom en del bipersoner introduceres undervejs, så sørger de gennemgående personer for at historien hænger sammen. Og så spiller det ind, at romanen selv diskuterer, hvordan perioden og begivenhederne måske er bundet sammen i det skjulte. Da Nick og nogle af hans venner mange år efter diskuterede, hvorfor en så afgørende kamp ikke havde været udsolgt, forklarede en af dem, Marvin, det netop med, at folk intuitivt forbandt kampen med voldsomme begivenheder og derfor ikke havde lyst til at være en del af en stor folkemængde, hvis den nu skulle gå amok.

”Til sin overraskelse forkastede Brian ikke denne teori. Han troede ikke nødvendigvis på den, men han afviste den heller ikke. Han troede midlertidigt på den her i dette rum beliggende under gadeplan i et træhus en hverdagseftermiddag i Cliffside Park, New Jersey. Den var lyrisk sand da den kom ud af munden på Marvin Lundy og nåede Brians mellemøre, ubeviseligt sand, fjernt og uantageligt sand, men ikke helt uhistorisk, ikke uden en vis nuance af autentisk indre historie.” (s. 168)

Hvilket må siges at være en smuk og interessant tanke om litteraturens og kunstens muligheder for at udtrykke en sandhed og nogle sammenhænge, der rækker ud over de konkrete historiske begivenheder.

Romanen prøver som sagt ret åbenlyst at være stor litteratur – det er dens ene problem. Dens andet problem er dens hovedpersoner, Nick og Klara, som DeLillo aldrig formåede at gøre tydelige for mig. De forblev perspektiver mere end mennesker. Bogen lever langt mere i sine mindre men stadig gennemgående personer som Nicks bror Matty og Klaras eksmand Albert, og i de dele af romanen, hvor DeLillo for alvor dykker ned i konkrete situationer. Der overbeviser den med sin helt egen nuance af autentisk indre historie. ( )